Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Pontius Pilatus. Af Sven Lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FONTIUS PILATUS
87
nende Brølen, et Syn af oprakte,
rystende Arme og udspilede Fingre.
»Bar-Rabban! Bar-Rabban!
Bar-Rabban! Bar-Rabban! Giv Bar-Rabban
fri! Bar-Rabban! Bar-Rabban! Giv
Bar-Rabban fri! Giv Bar-Rabban fri!
Bar-Rabban! Giv Bar-Rabban fri!»
Og Tordenen voksede og voksede,
mens Pilatus stod og raabte ned mod
dem, uden at nogen hørte ham.
»Han plyndrer alle Synagogerne!»
raabte han. »Han myrder Jeres
Ypperstepræst! ... I er vanvittige! ... I er
vanvittige!» raabte han og slog
Hænderne ud mod det brølende Torv.
»Se dog paa ham!» skreg han og
strakte begge Arme ud mod Fangen,
der stod mellem Soldaterne, stiv og
oprejst nu, med vidt aabne stirrende Øjne
i det blodige Ansigt. »Se paa det
Menneske! ... Se blot paa ham engang!»
Men ingen hørte ham i den afsindige
Larm.
Pilatus lod Hænderne synke og gik
bort fra Fangen, langs Trappens øverste
Trin.
Han tænkte paa Claudia Procula.
Hun glemmer det aldrig, hvis jeg ikke
faar ham fri, tænkte han og saa frem
for sig med et dybt bekymret Udtryk i
sine runde, glippende Øjne. Hvis jeg
ikke faar ham fri . . . saa glemmer hun
aldrig ... at jeg knuste hendes Spejl. . . .
Han vendte sig og gik tilbage mod
Fangen.
Larmen var taget noget af dernede,
men mange forskellige Raab jog stadig
op mod ham, nu fra en Kant af Torvet,
nu fra en anden.
Med et stansede han ved Lyden af
et Raab, som han ikke hørt før.
»Korsfæst ham!» lød det, — og som
om Raseriet havde faaet ny Næring
heraf, steg det atter til en Torden:
»Korsfæst ham! Paa Korset med
ham! Paa Træet med ham! Paa Kor-
set! Paa Korset! Paa Træet!
Korsfæst ham! Paa Træet med ham!»
Men Pilatus stampede i Fliserne.
»Hvad vover I?» raabte han ned mod
den brølende, rasende Mængde, og gik
hurtig hen mod de to Soldater.
»Slip ham,» raabte han forbitret.
Soldaterne slåp deres Tag i Fangen
og traadte et Par Skridt tilbage. Fangen
vaklede lidt, men stod. Hans blodige
Ansigt var vendt i Vejret, og hans store
Blik saa lige opad, ud over alt
menneskeligt.
Da Mængden saa, at Soldaterne slåp
Fangen, forbløffedes den et Øjeblik, og
Pilatus greb den Ro, der var opstaaet,
og raabte vredt ud over Torvet:
»Hvem befaler her? Cæsar! Men
Cæsar taler gennem mig, og hvis jeg
giver dette Menneske fri, er det Cæsar,
der giver ham fri! Og I tier!»
Der blev en Stilhed. Da lød med
et en skarp, tynd, skrigende
Gammel-mandsrøst, der som Æggen af en Kniv
skar gennem Stilheden: »Hvis du
giver ham fri, er du ikke Cæsars Ven!»
Den Stemme kendte de, det var
Annas’ Stemme — og midt i Præsteskaren
dannede der sig ligesom en aaben Ring
uden om en lille, krumrygget og
uanselig Månd, som stod med et haardt,
rødt, benet Ansigt strakt frem og to
gnistrende Øjne fæstede paa Pilatus.
Det gyldne Pandeblik paa hans høje og
brede Turban funklede som endnu et Øje.
Landshøvdingen stirrede ned paa ham
og førte begge de udspilede Hænder mod
sit Bryst.
»Jeg ikke?» udbrød han.
Men den gamle Ypperstepræst jog
sin nøgne Arm frem og rettede den som
et Spyd lige mod Fangen. »Han har
gjort sig til Konge!» lød den skrigende,
hvasse Røst, »og den, der gør sig til
Konge, sætter sig op mod Cæsar!»
Pilatus, der endnu stod med Hæn-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
