- Project Runeberg -  Ord och Bild / Sjuttonde årgången. 1908 /
279

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Kulturdokumenter. Af Harald Nielsen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

kulturdokumenter

2 79

get af den Udvikling, der foregaar med en
saa hovedkulds Fart, men de lader sig
ikke rive med af Farten. De er som
Svømmere, der har kæmpet sig igennem
Hvirvlerne og nu betragter Strømmen og
de Tusinder, den fører med sig. Hvad
betinger dens Løb, hvor fører den hen,
var det ikke muligt og gavnligt at gribe
ind og bestemme dens Fart og Retning?
Fremskridtet, der har sat saa meget
under Kritik, som har rokket ved alle
Forestillinger og Institutioner, er ved selv at
blive Genstand for Opmærksomhed og
Undersøgelse. Ikke ud fra nogen Tro paa
at kunne standse det. Modstanden er et
tilbagelagt Standpunkt, som for hver Dag
taber Terræn. Den Kritik, der er ved at
rejse sig, er selv i Spidsen for
Udviklingen. Den udspringer ikke fra Ønsket om
at standse, men fra Ønsket om at erkende
og beherske. Den søger at gennemskue
Fremskridtet og trænge gennem den Sky af
Ord, der kaldes saaledes, ind til den
Kærne, der ene burde bære Navnet.

Til denne »Reaktion» hører Jakob
Knudsen. Han lader sig ikke imponere
af Løfterne eller af »Resultaterne». Han
beholder sit Standpunkt i sig selv, trods
Fremskridtets Forsøg paa at lægge
Tyngdepunktet i alt det ydre. Han glemmer
ikke, at han er Menneske, og at det
inderst inde vil sige Sjæl, Aand, Karakter.
»Eet er fornødent», det er Hovedsummen
af Jakob Knudsens Visdom. I Forhold til
det ene, at leve et sundt og stærkt
Menneskeliv, er alt andet kun Midler. Og for
denne Maalestok forekommer det ham, at
det meste af det saakaldte Fremskridt er
Ligegyldigheder, meget af det værre endnu:
Løgne og Selvbedrag, der kun virker til at
ødelægge og forfuske Menneskerne. Han
forkaster Ligheden som et tomt Begreb,
fordi det er paaført Menneskene ude fra.
Det er ganske rigtigt, at de er lige, men
ikke saaledes som man tror. »Det er ikke
Uret, at nogle er fattige og andre rige;
det er ikke en Gang Uret, at nogle dør
af Sult og andre lever i Overflod; for de,
som nu sulter, vilde behandle de Rige
akkurat ligesaadan, hvis de selv kom
oven-paa. Det lærer al Erfaring. Og Lige mod
Lige kan aldrig blive Uretfærdighed.» Saa
paradoxal denne Tanke end ser ud, vil

den dog vise sig at rumme en Kritik af
største Betydning, hvis man ikke tør
benægte selve Forudsætningen, den ikke
flatterende Opfattelse af Menneskenaturen. Det
er Menneskets nøgterne Erkendelse af sin
egen Natur, saaledes som den er, der
stilles overfor Ønsket om, hvorledes den burde
være. Og naar Mennesket saa længe har
dvælet i fromme Ønsker, at dets
Selverkendelse har taget Skade af det, er det
nødvendig at berøve det de laante Fjer.
Hele Jakob Knudsens Bog er et Forsøg
paa at plukke laante Fjer af
Fremskridts-svindlerne.

Bogen handler om Brydningerne i et
Sogn mellem den gamle solide Aand, der
maaler Menneskene efter deres Værd, og
den nymodens, der regner efter deres Ord.
Paa den ene Side er Mølleren, der er
stejl og selvraadig, men som gaar for vidt
i sin Kritik og i sin Modstand, medens
hans Hustru formaar at se langt sundere
og friere paa Forholdene. Paa den anden
Side er den moderne Præst, der blander
Socialisme, Kristendom og Jordrenteteori
sammen til en Svada, og de nymodens
Propritærer, der skaber sig ud med fine
Manerer og fine Klæder, som de slet ikke
formaar at bære.

Der er meget overordentlig træffende
og dybtrammende i Sønderlemmelsen af
hele dette Skinvæsen, og Bogen rummer
ypperlige Scener, men Rammen —
undertiden ogsaa Synsmaaden — er for snæver.
Det, der er rørt ved, foregaar paa en
Skueplads, der strækker sig saalangt som
Maskinteknikken, Parlamentarismen og det
sociale Spørgsmaal maler deres Kværne.
Der gaar for meget tabt at Problemet,
naar det udtømmes indenfor et Sogns
Grænser.

Men som Bogen er blevet, er den ikke
blot i mange Henseender et smukt Bevis
om sin Forfatters Talent, men den er
tillige et interessant Tegn paa den
Selvbesindelsens Reaktion, der maa og skal
komme efter den sanselöse Aktion, hvis
Billede Johannes V. Jensen samtidig har givet os.

Hvis det Hele da ikke ender med et
Krak og Historien ad sine egne Veje
skaffer Menneskene den Tid til at. tænke sig
om, som de saa daarligt selv har kunnet
unde sig.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 13:50:09 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1908/0317.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free