Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Johan Herman Wessel. Af Carl Behrens. Med 6 bilder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
johan herman wessel
Motto til »Sövnen» disse Linjer af
Johan Nordal Bruns Stykke:
Duunvinget, silkeblod du gled paa Öjet frem
Og hvisked: al din Sorg, dig selv, Stryange
glem’.
Selve Digtet er et Vidnesbyrd om,
at hans Ævner strakte sig videre, end
en mere overfladisk Betragtning af hans
Produktion lader formode. Der er
megen Fölelse, megen Varme i denne Ode,
en hel anden Wessel, end vi för eller
senere kender, aabenbarer sig gennem
de firlinjede Strofer. Skalken,
Vittig-hedsmageren, Spögefuglen med den
uudtömmelige Latterkilde er pludselig
forsvunden. Livets og Dödens Gaade
har nærmet sig ham og lagt ham Ord
paa Læben, der dirrer af Uro, og
hvorigennem man ligesom fornemmer et
kvalt Angstskrig.
Hvor skönt er ikke Sövnens lægende
og forsonende Virkning skildret: I den
uheldige Elskers Bryst gydes der
pludselig Lægedom og Trost. Hans
elskede skabes om i Hast og vinker
smilende til ham med Ömhed i sin Mine »og
Himlen i hvert Öjekast». Og videre:
Du böd dem löse fængslet Fod,
Du Slaven tit paa Tronen satte,
Gav nogen Armod Perus Skatte,
Og den fortrykte Haab og Mod.
Og han hilser Morgonen med Tak
til Sövnen
for den svangre Ro og Varme
Som nys i dine kiælne Arme
Nyt Liv udklækked’ i min Siæl.
Men et foruroliger ham, og i
denne Stemning klinger Digtet ud:
Skal og den store Morgens Bud,
Som os af sidste Sövn bör vække —
Hvem skal den Vaagnende forskrække?
Mit Blod blev Is! o, frels mig Gud!
»Nöjsomhed» er langt svagere. Det
er en ringe Ros i vore Ören, naar Odens
fyndige Sentenser anerkendende
fremhæves af Tidens Kritik. Og den store Idé,
Fasting mente, den grundede sig paa:
2 97
HUSET NR. 7 S VÆRTEGAD E, HVOR
NORSKE SELSKAB MÖDTES.
»at alle Stænder har lige Ret til
Lykke», er udtrykt med liden Klarhed. Men
i Forbindelse med »Sövnen» er den et
Bevis paa Wessels digteriske Stræben,
og Higen, og havde Livet taget lidt
mildere paa ham, vilde de lyriske Strænge
maaske have faaet en varmere Klang og
tonet oftere. Nu forstummede de —
Sygdom og Næringssorger lagde sine dybe
Furer over Wessels höje Pande.
I 1776, samme Aar som »Lykken
bedre end Forstanden» uden Held
opfortes paa det kongelige Theater, blev
Wessel angrebet af en alvorlig Sygdom
i Kindbenet. Henved halvandet Aar
maatte han ligge til Sengs, og hans
Humör forvandlede sig til Mismod og
Bitterhed. Og nu, da han er ude af
Stand til at producere, og da hans
Sortsyn paa hele Tilværelsen, hans
næsten sygelige Apati kaster hans
Lærervirksomhed over Ende, banker for
Alvor Næringssorgerne paa hans Dör. Ud
af et dybt bekymret Sind kunde han i
et Impromptu tilraabe Luftskipperne —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
