Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Johan Herman Wessel. Af Carl Behrens. Med 6 bilder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3 00
carl behrens
var han saa fuld, at det vakte pinlig
Opsigt blandt hans Bekendte. Digteren
Edvard Storm noterer den 27:de Marts
1782 i sin Dagbog: »Wessel drukken hos
Barfred, kunde ej finde ind i sin Pels.»
Og da han den I5:de December samme
Aar har været i Selskab med ham hos
Boghandler Sören Gyldendal, fremhæver
Storm, at han »drak sig fuld».
Selv lagde Wessel ingen Skjul paa
sine Tilböjeligheder, som desværre gik
i Arv til hans Sön, der ogsaa i andre
Henseender havde Træk tilfælles med
Faderen. Han udbryder improviserende
i det norske Selskab:
Afholdenhed er en dejlig Dyd,
Men Uafholdenhed gi’er större Fryd;
Maaske for jeg ei bedre vidste,
Jeg lider nok saa godt den sidste.
I Afholdenheden saa han visselig den
Vises Dyd, der byder »varig Fryd i et
langvarigt Liv», som han en anden
Gang udtrykker sig. Men
Du tager vei ei ilde op,
At jeg dog heller i Galop,
I kort, men heftig Lyst mig fryder.
Naar han ved Nattetid efter
Sviregilderne skulde hjem til Store
Fiolstræde, var han ofte i Rusens ubevidste
Tilstand. Undertiden kunde dog selv
nu hans Selvironi bryde igennem, som i
den Overlevering, at han i beruset
Tilstand sagde, han »stod og ventede paa,
da Alt löb rundt, at Turen ogsaa skulde
komme til hans Huusdör».
Han var i det hele i Besiddelse af
udpræget Selvironi. Han indsaa, at
han sänk, sänk ubehjælpelig, og i et
saadant Öjeblik, hvor Fortvivlelsen
brodes med hans Fölelse af Tilværelsens
Ironi, skrev han sin egen Gravskrift:
Han aad og drak, var aldrig glad,
Hans Stövlehæle gik han skæve;
Han ingen Ting bestille gad,
Tilsidst han gad ei heller leve.
Da Schwarz beder Wessel om en
Underskrift til hans eget Portræt,
opstaar de bekendte Linjer, som »hverken
siger godt eller ondt» om ham:
Han syntes födt til Bagateller,
Og noget stort han blev ej heller.
Og som han skriver til sin unge
Ven Digteren Jens Baggesen: »Voilà, je
crois de la Verité. J’en pouvois
peut-étre avoir de pius avantageuses; mais
je laisse ce soin à la Posterité, dont,
Dieu me le pardonne! je me moque».
Nu og da glimter hans gamle Lune
gennem de tunge Skyer, der i hans
sidste Par Leveaar sænker sig over hans
Tilværelse. Endnu engang imellem
bliver han den geniale Improvisator,
men han fortummer hurtig paany i
Mismod. I sit »Impromptu over
Tandpine» udbryder han fortvivlet: Hvorfor
tilfalder denne Plage nu ogsaa ham,
som seer kun sorte Dage
Og sorte haver lagt tilbage;
Paa mig, som meer ei Kjole har,
Og har den ubetalt, jeg bar;
Hvis Krop knapt fire Skilling gielder,
Hvis Aand Bekymring daglig fælder,
Hvis Creditorer er en Flok?
Er dette dig ei Plager nok?
Leve skal han imidlertid, og han
grunder derfor i Marts 1784 pludselig et
Ugeblad »Votre Serviteur Otiosis», der
hilses med Forventninger og strax slaar
stærkt an. Snart kölner dog Interessen,
og det er kun Sympatien for Digteren,
som formaar at holde Liv i det indtil
Sommeren 1785.
Det var i Virkeligheden en tung
Byrde, Wessel med dette Ugeblad
paa-lagde sig. Med faa Undtagelser skrev
han det hele selv, og var det end kun
6 smaa Oktavsider, der hver Gang
skulde fyldes —- Halvarkets to andre
anvendtes nemlig alene til Titlen — skete
det dog under evindelig Jamren som et
Hoveriarbejde. Han har sjældent
Manuskript nok til de Par Sider, maa atter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
