Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Johan Herman Wessel. Af Carl Behrens. Med 6 bilder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
johan herman wessel
2 97
af». Köerne, Faarene og Svinene, »som
bröle, bræge, grynte», har hurtig faaet
ham til atter at söge ind gennem
Öster-port, kureret for de »evindelige Sange
om Maji Dagens Lyst» — han tænker
vei paa Tullins Bryllupsdigt »Majdagen»,
hvormed en hel ny Naturtone var
anslaaet i dansk-norsk Poesi.
Kun en eneste Gang raillerer Wessel
— hvad allerede Welhaven og Levin
har gjort opmærksom paa — over et
bestemt Ewaldsk Udtryk. Det er i
Fortællingen »Den Druknede», der findes i NR.
12 af »Votre Serviteur Otiosis». Her
udbryder Foratteren:
Og jeg i dette Skrift Forsög vil göre paa
At deele Roes med ham, som sadled. Havets
Bölge.
Jeg praler ei; men kan ei dölge,
Jeg den vil agte for en Nar,
Som ikke mig den Ret vil vederfares lade,
At jeg min Formand overgaaet har.
Betænk! jeg sadler en Najade.
Det er den prægtige Sömandsvise i
»Fiskerne», der her har udfordret
Wessels Spot. Ligesaa lidt som Vaaren med
dens grönne Farver har han kunnet
beundre Havet, som beskyller Sjælland
med sine hvide Bölgetoppe, og naar
Ewald lader sin Fisker synge om Soens
Ven:
Han sadler dristig Havet op,
Saa snart hans Hierte lyster;
Og rider höit paa Bolgens Top
I Trav og susende Galop
Til guldbeströede Kyster,
kan han i et Öjebliks onde Lune ikke
lade være at stikle til ham.
Det synes ogsaa at være
Ewaldia-nernes svulmende Pathos, han vil ramme,
naar han i sit Skuespil »Anno 7603»,
der tryktes i hans Dödsaar og som han
— hvad vi ser af hans Brev til
Warnstedt — sikkert havde haabet at faa
spillet »som den er» — indförer et
Akademi af Poeter, der deklamerer med
brammende Ord.
Ord or.h Bild, iy:e årg.
Wessel er da en Mester paa sit lille"
Omraade, men hverken stor eller alsidig
som Aand. For mange Omraader af
Tilværelsen havde han intet Blik. Han
forstod ligesaa lidt Ewald som Holberg
Folkevisen. Hans Begrænsning har dog
paa en Maade alligevel været hans Styrke.
Han vovede sig sjælden længere ud, end
han kunde bunde, og da han i
»Kjærlighed uden Strömper», havde faaet sagt,
hvad han vilde, blev hans fölgende Liv
egenlig kun en eneste Forventning om
»större Mesterværk».
Naar man læser Wessel, kommer man
undertiden til at tænke paa Bellman —
ogsaa Anekdoterne forener dem — men
Bellman er en langt större Digter,
fantasifuldere, mere flersidig, en Natur- og
Skönhedstilbeder selv midt i Rusen,
omgivet af et muntert Fölge som Vinguden
i egen Person, der er draget mod det
höje Nord. Om Bellmans Pande slynger
der sig Laurbær, og et Skær fra Hellas’
dybblaa Plimmel falder over hans Isse,
naar han drager gennem Djurgården ud
til sine Fauners og Bacchantinders
Modested. Wessel sidder derimod i et til—
röget Klublokale ved daarlig Punsch, og
der er ingen Sang eller Klang i den
sindssyge Konges Hovedstad. Intet
Glimt af Wessel kunde bryde de tykke
Skyer i denne By. Stockholm maa
förövrigt have opdaget Wessel igjen, siden
»Kjærlighed uden Strömper» nylig
spilledes af unge, literaturkyndige Dilettanter
paa selve Skansen. Har man derved
tænkt at göre den Uretfærdighed god
igjen, hvormed en Forfatter 1813 i
Atterboms Literaturtidende paastod, at der
savnedes ethvert Udbrud af genial
Vittighed i Wessels tvungne, tomme,
affekterte Arbejder?
Wessel affekteret! Er der noget, han
ikke er, saa er det vei netop dette. Han
er tvertimod Naturlighedens
Repræsentant i sin Tid. Det er det affekterede
20
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
