Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Det Kgl. Theater i København - 2. Skuespil. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
374
carl behrens
kærlighed — har villet dække sin unge
Sön og tilsidst alligevel maa gaa den tunge
Vej med ham til Retfærdigheden, har
syntes hende værdig til moden og bevidst
Menneskefremstilling. Hun havde ogsaa
formaaet at omskabe sig til en Skikkelse,
som i hendes rige Galleri vil mindes. De
ensomme Nætters Kamp og Rugen over
en og samme Tanke havde furet de en
Gang regelmæssige Træk, og der var noget
tungt og besværligt over hendes Gang, som
om hun slæbte med sig en Centnervægt
af mörke Erindringer. Men man kunde
alligevel have önsket, at al denne
kunstneriske Indsigt var kommen et virkeligt
Digterværk til Gode.
I sit Theaterlivs sidste Maaned spillede
Fru Hennings derpaa efter 11 Aars
Forlob atter Maria Stuart i Schillers
Sörge-spil, en meget stiliseret, noget for
balletagtig Præstation, der i enkelte Optrin
bares af en spröd og rorende, man kunde
fristes til at sige porcellænsagtig Ynde.
Forestillingen frembød den store Interesse,
at hun her mödtes med den
Skuespillerinde, der udpeges som hendes Arvtagerske
som Theatrets første kvindelige Kraft, Fru
Betty Nansen, hvis Studie af Elisabeth
var fængslende, især ved den »historiske»
Maske hun bar. Man fölte i den store
Havescene, at det var to Generationer i
Kunstens Verden, der her for förste og
sidste Gang stod overfor hinanden: Fru
Hennings udpenslende, dvælende i sin
Diktion, Fru Nansen kølig og naturlig, men
mere Maske end Liv. Fru Nansen vidste,
hvorledes Elisabeth skulde være. Men hun,
den udpræget moderne Skuespillerinde,
savnede den Fantasi, der bag Masken skulde
have ladet os fornemme det levende
Menneske, der föltes i Fru Hennings’
Fremstilling af Marias Afsked med hendes
trofaste Kammerfruer.
»Maria Stuart »-Forestillingen var som
Helhed mat — for akademisk og
lidenskabsløs. Det kan ikke nytte at spille
Schiller i langsomt Tempo, i traditionel og
afmaalt Tragediestil. Selv i hans
Mand-domsværker er der en evig Ungdoms
Flammetale. Har man set Joseph Kainz for
20 Aar siden spille Mortimer, ved man,
hvad denne Rolle kan betyde. Den kan
være en eneste luende Glød — Hr.
Neiiendam var kun krampagtig.
Den 24de Maj kom saa Fru Hennings’
Afskedsforestilling. Som den svenske
Friherres muntert smilende Frue, der lyser
Fred over »Den kærer Familie» i Gustav
Esmanns kvikke Lystspil, forsvandt hun
under mægtige Ovationer fra den Scene,
hvortil hendes Navn for stedse vil være
knyttet, efterladende et uerstatteligt Savn.
Atter en af de store borte! — de direkte
Arvtagere findes som sædvanlig ikke.
Fru Betty Nansens Tilbagevenden til
det kgl. Theater efter 10 Aars Fraværelse
har betydet en absolut Vinding for vor
förste Scene. Men om man med det rette
Skön over Arten af hendes Talent har valgt
de förste Roller for hende, kan være Tvivl
underkastet. Hun er en saa udpræget
moderne Skuespillerinde, har i saa höj Grad
sin Styrke i intime Virkninger, i Öjets Blik,
i dets Taare, i Stemmens bristende Klang
og tusende Nuanceringer, at det maatte
blive noget af et Vovestykke at lade hende
spille Lady Macbeth, hendes förste Rolle
under det nye Engagement. Men Fru Nansen
er en saa intelligent og energisk villende
Kunstnerinde, at hun derigennem næsten
kan lægge en Alen til sin Væxt. Hun
voxede virkelig med en Opgave som
Ladyen, naaede Uhyggens Virkning i
Sövngæng-erscenen, fandt Udtryk for det tirrende og
æggende i hendes Forhold til Macbeth,
men savnede den Storladenhed, hun bör
besidde. Hun var dog i hvert Fald langt
den interessanteste i den hele Forestilling,
som fra först til sidst savnede den
Shakespeareske Tone. I Hr. Neiiendams
Fremstilling udvidskedes Macbeth til en ganske
moderne, ubetydelig Figur, der kun havde
Kostume til Fælles med den skotske
Feltherre.
Ogsaa i »En Skærsommernatsdröm»
vilde Fru Nansen være interessant. Hun
fremstillede Helena i en parodierende Tone,
som en bleg, smægtende Skönjomfru, en
Opfattelse, der maaske kunde have været
forsvaret, hvis hendes tre nærmeste
medspillende, hendes »Gruppe» i Stykket, ogsaa
havde bekendt sig til den. Men da dette
icke var Tilfældet, kom hendes Spil til at
savne Baggrund, til at svæve frit i Luften,
selv om det morede Publikum ved stærk
Understregning. I Shakespeare’s
romantiske Verden er der, som Lystspillet for
Tiden gives paa det kgl. Theater, en Figur,
der samler den hele Opmærksomhed om
sig som i et Brændpunkt: Væveren Rende-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
