Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Det Kgl. Theater i København - 2. Skuespil. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
376
carl behrens
dividualitet i denne Rolle. Atter havde hun
Lejlighed til at spille den moderne Kvinde
i Renkultur og til at brillere med den
leddelte Replikkunst, som er et af hendes
sikreste Virkemidler. Hendes Personlighed
gav Stykket Perspektiv, men Side om Side
med hende stod Dr. Mantzius som Frants
Herreborg. Hans Skriftemaal, da han
kaster Strejflys over sin forpinte Sjæl, var
et Vidnesbyrd om, hvor langt denne
Kunstners Intelligens rækker, og hvor vidt et Felt
han spænder over.
Sæsonen har i det hele bragt ham en
Række Opgaver, den störste var Johan
Ulf-stjerna i Tör Hedbergs skönne Skuespil.
Det var glædeligt igen at se et svensk
Skuespil paa det kgl. Theater. August
Strindbergs »Brott och Brott» og saa »Johan
Ulfstjerna» er de eneste Repræsentanter
for moderne svensk Dramatik, det kgl.
Theater har aabnet sig for. Forhaabentlig
föl-ger nu mange andre efter. »Johan
Ulfstjerna» gjorde et betydeligt Indtryk, paa
vort Publikum -—- dets Livsvarme, dets
ægte Menneskelighed, dets dybe Tragik:
at Faderen maa dö, for at Sönnen kan leve
— endelig dets Hentydninger, som alle
fölte, til Begivenheder, der laa nær i Tid
og Rum, alt sammen greb og frembragte
den lydhöre Opmærksomhed, som tyder paa,
at noget gaar til Hjærtet. Helt fortræffelig
var Fru Thomsen som Adelaide,
forspjusket og rastlös, nyfigen og stundeslös, taget
paa Kornet med indtrængende, Forstaaelse.
Hr. Liebman spillede med Alvor og ung
Mandighed Helge, en Rolle, der klædte
ham, og Hr. Neiiendam ydede som
Re-back langt det bedste mellem de mange
forskelligartede Roller, Vinteren skænkede
ham. Og saa er der Dr. Mantzius, som
selv havde oversat Stykket. Han saa
fortræffelig ud som Digteren, der fra sin
For-sumpethed stiger frem til patriotisk Daad.
Men alt var Intelligens. Man savnede
Digter-Sværmeriet, der hos ham löd som
kö-ligt Forstandsræsonnement, man savnede
Foreningen af klingende Pathos og
selvironisk Humor, det dionysiske, der findes paa
Bunden af Ulfstjernas Personlighed. Men
ellers var Figuren ridset op i klare, lige
Linjer — klog i Anlæg, strengt
gennemfort i Opfattelse. En Misforstaaelse var
det dog sikkert, at Kunstneren sagde
Slut-ningsrepliken med höjt hævet Röst, i
Stedet for i den ophidsede Tilstand, hvori han
befinder sig, at fremmumle eller
fremstamme den.
Fremdeles har Dr. Mantzius for förste
Gang spillet Prokurator Severin i M.
Goldschmidts Skuespil »En Skavank», et af
Romandigterens Forsög paa at göre sig
Scenen underdanig. Glimrende er det i
Replikens lynsnare Glimt, der ligesom
afdækker hele Sider af Menneskenaturen, dybt
borende i sin Paavisning af, at selv den
tilsyneladende mest rodfæstede Ærlighed
kan ruge over en hemmelig Skavank, kan
have sit »Lig i Lasten», som tilsidst
kommer for Dagens Lys, men svagt i den
sceniske Opbygning, mere en dialogiseret
Roman end et livskraftigt Drama. Og
alligevel foler med enkelte Aars Mellemrum vore
förste Kunstnere sig stedse draget mod
denne Hovedrolle. Nu lagde Mantzius al
sin Klögt i den og forstod at holde
sammen paa Prokurator Severins Skikkelse, saa
man opmærksomt fulgte hans underfundige
Kamp mod den lurende Skavank.
Blandt de danske Forfattere, som tidlig
forstummede — i dette Tilfælde, fordi
praktisk Gærning lagde Beslag paa al hans Flid
— er ogsaa Otto Benzon, hvis Skuespil
»En Skandale» for sin Tid blev en
virkelig Begivenhed i Scenens Verden. I Ny
og Næ vender han dog tilbage til sin förste
Kærlighed, snart med en rask henkastet
Farce som »Moderate Löjer», snart — som
i Vinter — med et hastigt formet lille
Skuespil. »Forældre» (Bogudgave: G. B.
N. F.), som hans sidste Indrömmelse til
Forfatterskabet hedder, er efter Benzons
eget Sigende skrevet under det ufrivillige
Otium, nogle Dages Hospitalsophold paalagde
ham. Det er et evigt nyt Motiv, der denne
Gang har fristet ham — Modsætningen
melian de gamle og dell unge, som vil gifte
sig med en Kvinde, der forlader sin Månd.
Moderen bruger haarde Ord til sin Sön om
det Menneske, han vil knytte sin Skæbne
til, men Faderen, den aldrende Komponist,
der kender Livet og de mangeartede Krav,
det stiller, möder den unge Månd med
Forstaaelse og Tilgivelse. Stykket ender
næsten lige saa hurtigt, som det er
begyndt, men det er stemningsfuldt formet og
rummer en egen vibrerende Fölelse, som gaar
til Hjærtet. Og Dr. Mantzius fremstillede
Faderen med samme overbevisende
Ægthed, som havde præget hans gamle
Konsul i »Tunge Veje» — der var en saadan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
