Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Det Kgl. Theater i København - 2. Skuespil. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
378
CARL BEHRENS
Ord og paa Perspektiver som i
Thorvaldsens store Slutningsreplik om sin Skæbne.
Alligevel kan man ikke frigöre sig for en
Fölelse af, at disse kulturhistoriske
Skuespil, som nu synes at skulle blive höjeste
Mode — Dagmartheatret spillede i Vinter
et Bellman-Stykke, Folketeatret det tidligere
nævnte Willemoes-drama — i Virkeligheden
er en Forfalskning af Kulturhistorien.
Forfatteren viser os sin Bellman, sin Willemoes,
sin Thorvaldsen. Det store Navn, som
staar os saa nær i Tid, at der f. Ex. endnu
lever Mennesker, som har kendt
Thorvaldsen, forringes til en Komediehelt i et frit
opfundet Milieu. Forhaabentlig vender
Bergström efter denne Udflugt til
Kunstnerdramaet, der havde god Kurs i Romantikens
Dage, men nu er afbleget, tilbage til det
moderne Skuespil, hvor han tjente sine
Sporer.
Fremgangen paa det kgl. Theater var
heller ikke stor, skönt Hr. Neiiendam bar
en omhyggelig Thorvaldsen-Maske, skönt
Fru Thomsen havde gjort Maria Magnanis
Dialekt til Genstand for indtrængende
Studium, og Hr. Liebman motiverede sin
Maleromvendelse til Katolicismen à la
Küch-ler med bevæget Alvor.
Forgæves vil man i Oversigten over ny
Skuespilkunst paa det kgl. Theater i den
forlöbne Sæson have sögt Olaf Poulsens
Navn — han har kun spillet sine gamle
Roller i »En Skærsommernatsdröm», i
»Æventyr paa Fodrejsen» og »Gulddaasen»,
i »Vildanden», »Elverhöj» og i de tre
Holbergske Komedier, der hörer til
Repertoirets Stöttepiller (»Erasmus Montanus», »Den
politiske Kandestöber» og »Jeppe paa
Bjærget»). Efter 40 Aars Theatergærning har
han öjensynlig tabt Lysten til at löse nye
Opgaver, hvad der er et foleligt Tab for
hele den kunstneriske Virksomhed. Men
ikke nok hermed — han afgiver ogsaa
Roller, hvori han synes uerstattelig. Paa
den Aften, da Holger Drachmanns Minde
hædredes med en Opforelse af »Der var
en Gang», saa man saaledes for sidste
Gang hans prægtige Kaspar Röghat. Med
ham forsvandt den sidste af det Treklöver
(Fru Hennings, Brödrene Emil og Olaf
Poulsen), der. havde skabt den Drachmann’ske
Æventyrkomedies enestaaende Tiltrækning.
Men selv naar nu en ny Generation (Fru
Borchsenius, Liebman og Hofman) spiller
de tre Hovedroller, fyldes Huset. »Der
var en Gang» er blevet et andet
»Elverhöj», et andet nationalt Feststykke, og som
saadant vil det maaske gaa fra Slægt til
Slægt. Faa andre af Holger Drachmanns
dramatiske Arbejder vil vise sig livskraftige.
Livskraft ejer derimod August
Bournonvilles Balletter — det fik vi at se i
Vinter, da de Lofter, der var givne om nyt
Repertoire for den tredie Kunstart, det kgl.
Theater liar Pligt at huse, ikke kunde
opfyldes, og som saa ofte för det gamle
hævdvundne maatte söges frem igen. Den
prægtige Spejldans i Divertissementet »La
ventana» vakte atter Beundring. Og selv en
af Mesterens svagere Kompositioner som
»Fjærnt fra Danmark» vandt i en farverig
Indstudering fornyet Liv, især fordi de
sprudlende Karakterdanse gengaves med
Ild og Glöd. Fruerne Valborg Borchsenius,
Price de Plane og Tegner, og i Spidsen
for det samlede Korps Balletdirigenten Hans
Beck bidrager med en Stab af helt unge
til at holde Traditionerne smukt vedlige.
Inden Sæsonens Udgang genoptoges ogsaa
Bournonvilles Mesterværk »Et Folkesagn»,
der med Gades og Hartmanns i bedste
Forstand nationale Musik hörer til Theatrets
klassiske Repertoire.
— — — For det kgl. Theaters hele
Stilling er Øjeblikket alvorligt nok. Det
befinder sig paa Skillevejen, hvor gammelt
og nyt mödes og skilles. Det gamle er
snart forsvundet, medens det nye, som er
i Frembrud, endnu er for spinkelt til, at
man bestemt kan domme om, hvorvidt de
rette Arvtagere her vil findes. Alt afhænger
dog til syvende og sidst af, om det vil
blive muligt i Löbet af den nærmeste
Fremtid at faa Virksomheden delt, at faa den
Talescene rejst eller indrettet, hvori alle
sagkyndige ser Theatrets Frelse som den
danske Skueplads.
Operaen, den internationale Kunst, har
ved Gæstespil af fremmede og danske
Tenorer, som Folk vil höre, undergravet
Skuespillets Kaar. Fortsættes dette
Undermineringsarbejde i de kommende Aar, uden
at alvorlige Bestræbelser rettes mod at
standse det, vil Skuespillet faa onde Dage
paa den Scene, hvor det i Virkeligheden
burde herske uindskrænket.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
