Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - En Bog om den italienske Renæssance. Af Carl Behrens. Med 1 bild
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
genfinder f. Ex. i Klostret i St. Gallen hele
Quintilianus’ Bog om Veltalenheden,
»Institutiones», som hidtil kun havde været
kendt i Fragmenter. I Frankrig opdager
han ikke mindre end 10 hidtil ukendte
Taler af Cicero, og det var hans
Fortjeneste, at man i Tyskland fik fat paa over
et Dusin Komedier af Plautus, hvis
Tilværelse ikke før havde været anet. Han
studerede de romerske Inskriptioner, han
opsøgte og klassificerede romerske Mønter
og gav den første, paa streng Iagttagelse
grundede Beskrivelse af Roms Ruiner. Som
original Skribent har han efterladt sig sine
Breve med Tanker om alt mellem Himmel
og Jord, og sine berygtede Facetiæ, der
bliver en Guldgrube for den følgende Tids
Novellister. Et ægte Renæssancens Barn
var han, elskende Virkeligheden, til han
døde i sit 79. Aar.
Til denne overordentlig levende
Fremstilling slutter der sig fra samme Haand
Skildringen af de to romerske Kurtisaner
Imperia og Tullia d’Aragona, der giver et
prægnant Billede af Tidens
Samfundsforhold. Söderhjelm viser slaaende, i hvor
høj Grad Modsætningerne brydes under
Renæssancen. I Hetæren Imperia ser det
begyndende cinquecento Personifikationen
af det kvindelige Skønhedsideal. Hun er
spirituel som en af Roms fornemste
Damer, konverserer fortræffeligt, har Smag
for Literatur og Kunst, kan Latin som en
Humanist, læser Plato paa græsk, reciterer
efter Hukommelsen alle Petrarcas
Kærlighedsdigte og alle Boccaccios Noveller. Hun
skriver selv Vers, spiller Luth og Cither,
synger dertil med sin smukke Stemme.
Digterne spørger hende til Raads, førend
de offentliggør deres Værker, og Beroaldo
tilegner hende en Samling latinske Digte.
I hendes Hus vrimler det ikke alene med
Videnskabsmænd og Digtere — selv
Kirkens højeste Dignitarer søger herhen, og
ikke blot de Kardinaler, der levede ligesaa
meget for Kærlighedens og Vinens
Guddomme som for den Gud, de offentlig tjente,
men ogsaa saadanne purpurklædte Prælater,
der var kendte for deres strænge Sæder.
Fremmede Magters Gesandter og udlandske
Biskoper forlangte at blive forestillede for
hende og kunde i hendes Hjem studere
det aandelige Liv i den evige Stad.
Tullia d’Aragona er som kulturhistorisk
Fænomen ikke mindre interessant end Im-
peria: Begavet og talentfuld, lærd og
be-daarende paa samme Tid som
bundegoistisk, og fordærvet. Hun bærer pa sit Pande
samtidig Digtekunstens Laurbær og
Prostitutionens »Gule Slør». Hun er Typen paa
den Epoke, da der var vendt op og ned
paa alle Begreber, da Kirkefyrsterne gik i
Spidsen for Sædernes Forfald, og faldne
Kvinder lod trykke filosofiske Afhandlinger
til den oversanselige Kærligheds Pris.
Sin Del i Bogen afslutter Professor
Söderhjelm med en Skildring af »Villa
d’Este i Tivoli», hvori han ser en forglemt
Levning af Renæssancens Skønhedsdrøm,
et uforligneligt Vidnesbyrd om dens
Menneskers Trang til at væve blivende Indtryk
af den højeste Skønhed og den lifligste Ro
indideres Tilværelses stormende Virkelighed.
Magister Torsten Söderhjelm har
kaa-ret sig fire Personligheder, som han
analyserer med den sikreste og mest
omfattende Viden. Først Digteren Lorenzo de
Medici, som han fremstiller paa Baggrund
af Florens, Renæssancens eget Hjem, som
en Sol for alt, der hed Videnskab og Kunst,
Talent og Ævne. Han drager alle til sig
og bringer alt det, som er godt og
værdifuldt, til at blomstre og sætte de bedste
Frugter. Der kan saa godt som ikke
nævnes et eneste stort florentinsk
Kunstnernavn fra Lorenzos Tid, uden at Tanken
umiddelbart kan ledes hen paa den rige
Medicæer. Han stod i personligt Venskab
og i aandelig Berøring med alle de
florentinske Kunstnere. Det var Arkitekter som
Giuliano da Sans Gallo, Billedhuggere som
Andrea del Verroccio, Malere som
Filip-pino Lippi, Ghirlandajo, Luca Signorelli
og Botticelli. Selv var han hverken Maler,
Billedhugger eller Arkitekt, men Digter og
Filosof. Han omgikkes med den
italienske Platonismes Mænd og kommenterede
paa Villa Careggi Platos Symposion med
fordelte Roller. Lorenzo bliver
Hellenismens ivrigste Beskytter under Renæssancen.
Hans egen Digtning er gennemgaaende
komponeret efter literære Mønstre og
bygget paa Teorier, men virkelige Hændelser
og virkelige Følelser udgør Grundlaget for
enkelte Poesier — de, der er rettede til
Lucrezia Donati. Men hun var alligevel
mere en Digterkærlighed end en reel
Forelskelse, mere en Inkarnation af Digterens
Kvindeideal end en pludselig fængende,
betagende Skønhedsaabenbaring.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
