Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Gunnar Heiberg. Af Carl Nærup. Med 2 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
faldet, det förste Oprör mod
Verdensordenen, kunde Mennesket lösrive sig fra sit
oprindelig fuldkomne, ubevidst lyksalige
Naturliv og kjæmpe sig frem til at blive en
fri, villende, Gud jevnbyrdig Aand. Digtet
slutter med nogle profetiske Strofer, ifölge
hvilke dog ikke hele Menneskeslegten blev
slaaet ned i denne Kamp mod Guden.
Kains Æt redded sig ud af det almindelige
Skibbrud, — og »den lever end». Man
mærker her Paavirkning fra Byron.
Ogsaa et andet, i lignende Stil
udformet Digt fra samme Aar fortjener at
nævnes. Det heder »En Soirée dansante» og
udkom anonymt sammen med en
Afhandling — »Kants Fornuftkritik» (af Hans
Jæger). Her gr den antydede Tankegang
fra »Menneskets Genesis» nærmere udfort
og Hyttet over i Nutiden. Der fremföres
for os en udvalgt Samling Mænd og
Kvinder, en Kaste Overmennesker,
som ingen Love lyder,
der kan Tanken adelsbaaren
stanse i dens stolte Flugt,
. . . som ingen Grænse kjender
for vor Kjærligheds Begjær,
men som alligevel i Øieblikket har
forvildet sig ind i ubehagelige Grublerier om
Verden udenfor dem, hvor der findes Nöd
og Ufrihed og Moral. Imidlertid kommer
det overlegne Selskab til det for dets
fortsatte Tilværelse betryggende Resultat: at
de skal nögen Skjönhed dyrke og »tro
Fornuften helt tilende», saa vil deres »sterke
skjönne Gud» give dem
af Kundskabs Træ paa Godt og Ondt,
af Evig-Livets, Altets Træ
en Frugt i Lön . . .
Heibergs egentlige Debut finder dog
först Sted i 1884, da han udgiver »Tante
Ulrikke». Og her er vi langt borte fra
Guders og Overmenneskers Verden. Dette
sikkert opbyggede Drama, saa behersket i
sin Form, saa effektfuldt i sin Teknik, er
taget lige ud af Hverdagens Virkelighed.
Digteren fremtræder allerede i dette förste
Skuespil som den fuldmodne Skribent, det
kolde, klare Hoved, den haarde og spodske
Ironiker — med et Væld af strömmende
Lyrik dybt under Overfladen.
»Tante Ulrikke» er præget af
Ottiaare-nes problem-debatterende Tankegang; det
fortsætter den Ibsen-Kiellandske
Samfundssatire, men Heiberg staar langt længere
tilvenstre. Stykkets ideelle Baggrund er
Tidens store sociale Kamp, dets afgjörende
Optrin det förste Socialistmode i
Christiania. Men ikke mange af hine Aars
angribende og anklagende Digtninger har holdt
sig saa godt. Den ungdommelige
Entusiasme, som straaler ud fra Skildringen af slige
Karakterer som Hovedpersonen og Helene,
kan endnu varme En om Hjertet. Her er
en Umiddelbarhed, en medmenneskelig
Hengivelse, som Heiberg kun undtagelsesvis
har naaet op til siden.
Handlingens bevægende Kraft i det
Familiedrama, som udspilles indenfor Stykkets
socialpolitiske Ramme, er en
Statsraadud-nævnelse. Et Medlem af Regjeringen ved
Navn Lie skal dö, og i den Anledning er
Hans Majestæts Öine faldt paa Professor
Blom som den eventuelt heldigste
Efterfølger. Denne Mand har ikke gjort andet i
sit Liv end at skrive en Afhandling om
Partiklen ut. Han er en Pedant af den
gamle græsklatinske Type, fuld af akademisk
Hovmod, ubeslutsom og svag til det yderste
— og ond og grusom af Svaghed. Det
Menneske, han er mest ræd for, er Tante
Ulrikke, hans Kones Söster. Hun er
nemlig ved sine radikale Meninger og sin hele
emanciperede og ubarberede Person en
stadig Trusel i Retning af Prostitution for
Familien. Og nu da Professor Blom skal
blive Statsraad, optræder hun paa
Socialistmodet, — og for at gjöre Skandalen
komplet, hans Datter Helene staar frem som
hendes Meningsfælle og holder en Tale
for at forsvare sin kjære mishandlede Tante.
Og Stykket ender med, at Professoren af
feig Menneskefrygt og Forfængelighed jager
sit eneste Barn ud af Hjemmet. Han er
villig til alt, bare han kan blive Statsraad.
Ved Siden af ham maa, som en
lystigere Repræsentant for den sande
Borger-aand, nævnes Statsraad Stabeil, en Kiellandsk
Type, udstyret med megen rund, festlig
klingende Veltalenhed og autoritetsmæssig
Umoral. Hans Sön Eivind, en ofte
varieret Figur i Ottiaarenes Litteratur, er en
værdig Aflægger af denne Far. Han er
radikal, eller liberal, som det vel hed
dengang, d. v. s. han har stadig Munden fuld
af en Masse Snak om sit Gudsforhold, sin
Kjærlighed til Landet, til det slidende og
slæbende Folk og lignende. Med disse Fra-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
