Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Gunnar Heiberg. Af Carl Nærup. Med 2 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ser söger han at vinde den rige
Professordatter, medens han selv indskrænker sit
Stræv til at före et behageligt Dagdriverliv.
Men i det afgjörende Öieblik afslörer han
sig som den Pjalt, han er.
De virkelig nye Mennesker i Stykket
er Helene og Tante Ulrikke. Helene er
den unge gode og fine Pige, hun har det
rette varme, alvorlige Ungdomssind:
Stoltheden, den hellige Vrede, den flammende
Ildhu. Hun er vakt af Tiden og hörer i
undrende Lytten det fjerne Brus af det
nye, som nærmer sig, »den dumpe Lyd af
Millionernes Marsch og Fanernes knitrende
Slag i Luften». Thi derudefra kommer
Fremtidshæren, det har Tante Ulrikke lært
hende. »I Spidsen gaar Genierne — og
saa et uendeligt Tog af Fattige og
Ulykkelige. Retfærdighed, roper Förerne.
Retfærdighed, Retfærdighed, toner det som Sang
over hele Hæren — og de faar, de tar
Retfærdighed. Kan man hore slig Sang,
naar man lytter, da lar man dem gjerne
le, da staar man gjerne paa sin Forpost
og fryser, da er man gjerne gal og rar og
halvtomset og lar de andre være kloge;
jeg har hört slig Sang, og hun har hört,
og vi smiler af de kloge, vi ynker dem.
Ynkværdige Gamlinger.»
Og hun forlader sit lune Hjem. Lidt
angst er hun og lidt bleg om Næbbet,
men hun har, hvad den gode Ungdom
aldrig savner: Offermodet, den varme Vilje
og den herlige Trods, som bærer En
over alle Gjenvordigheder. Lad saa Livet
komme!
I disse Begynderarbeider findes
Spirerne til Heibergs bedste og betydeligste
Verker. Her er antydet de ledende Motiver
— anslaaet de Grundstemninger, som
klinger gjennem hans Digtning. Der gaar en
tydelig Linje fra den hede sensuelle Lyrik
i »Menneskets Genesis» og »Soiréen» til
»Balkonen». Det æstetisk immoralske Syn
paa de menneskelige Ting, som hist er
udformet i usikre, uoriginale, ungdommelig
naive Vers, det möder vi, ifört
Poesiens rigeste Dragt, i »Balkonens» stolt
fuldkomne Prosa saavelsom i de sterke og dybe
Repliker i »Kjærlighedens Tragedie». Og
fra et Stykke som »Tante Ulrikke» med
dets satiriske Brodd mod Borgerskabet og
den liberale Hob er Overgangen klar til
Skuespil som »Det store Lod» og
»Folke-raadet».
Oprindelig er
denneDigterenvarm,hand-lelysten, begeistret Natur. Hans
Ungdomsdigtninger er udsprungne af en hel,
fuldtonende Stemning. Og Handlingen og
Figurerne i »Tante Ulrikke» er gjennemfört
med den rette dramatiske Objektivitet. De
er indordnet i Stykkets logiske Sammenhæng.
Digteren har ingen Steder af stilistiske
Hensyn indskudt Repliker, som staar der for
den lyriske Effekts Skyld.
I
I Heibergs fölgende Verk,» Kong Midas»
(1890), möder vi næsten som en ny
Personlighed. En dansk Kritiker har engang
sagt, at dette Stykke er gjennemaandet af
den Sindstilstand, som udloses, naar en Tro
styrter sammen. Og det er sandt. Lige
som i Dramaet Anna Hielms trygge,
beskedne Livslykke forspildes, da hun mister
Illusionen om sin afdöde Mands
ægteskabelige Troskab, saaledes vidner dets
.Grundstemning om, at der i Digterens Indre er
foregaaet en afgjörende Omvæltning,
fuldbyrdet en Omvurdering af de gamle
Værdier. Han har faaet et nyt Syn paa
Menneskene og de menneskelige Ting. Han
er forelöbig færdig med
Samfundsspörsmaa-lene og Kampen mellem Under- og
Overklassen. Skikkelser som Helene og Tante
Ulrikke vender ikke mere tilbage i hans
Produktion. Naar Heiberg nu behandler
Sammenstödet mellem de to Verdener, er
det som den æstetisk nydende Betragter af
et sjeldent og spændende Skuespil eller
som den bitre og haanende Spotter af
menneskelig Daarligdom og Usselhed.
Aldrig som den dybt interesserede
Med-kjæmper.
Han er fra nu af udelukkende
Artisten, for hvem Formens Skjönhed, Fylde
og Eiendommelighed er Hovedsagen.
I intet af Heibergs senere Skuespil
er det den psykologiske Udvikling, som
först og fremst interesserer. Han har
neppe det dybtsögende, intuitive Blik, som
naar tilbunds i en Karakter. Eller rettere
sagt, han interesserer, sig ikke for de
uendelig smaa, umærkelige Nuancer i
Sjælelivets Udfolding, — og han mangler
sikkert Evnen til det lange Samliv med sine
digtede Skikkelser. Han ser enkelt og
klart. Alle hans betydeligere Figurer er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
