Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Gunnar Heiberg. Af Carl Nærup. Med 2 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
usammensatte, let gjennemskuelige Sjæle.
Men de forbauser os; de sætter os i
Studsen. De udfolder sig i pludselige Glimt, i
lyrisk lidenskabelige, voldsomme og
patetiske Udbrud. Det er idetheletaget
Lyrikeren, som beholder det afgjörende Ord i
Heibergs Dramaer. Först da föler han
rigtigt med sine Skikkelser, naar de
befinder sig i de store Öieblikke. . . oppe paa
de solbeskinnede Söndagshöider, hvor alt
det frie og lykkelige i Menneskenaturen
springer i Blomst. Der kommer da en
festlig Svulmen i hans Sprog, en Glans
og Fylde i Billederne, der virker saa
meget sterkere som Heibergs Stil altid
bevarer en mandig Friskhed og Ynde.
Afgjörende slog Heiberg igjennem med
»Kong Midas». Og det var visselig ikke
dette Stykkes lette og vittige Dialog saalidt
som dets efifektfulde Teknik, der skaffede
Digteren en larmende Sukces.
Det digterisk værdifulde i »Kong Midas»
er ene og alene Billedet af Anna Hielm,
en varmblodig og hjertevindende
Kvindeskikkelse. Men hvad der fylder dette
Skuespil med Liv og Lystighed er den Tone
af udfordrende Spot og Spydighed, det
Pust af Uveir og Uro, som er dets bærende
Stemning. Og saa den med aristofanisk
Hensynsloshed udförte pamfletagtige
Skildring af Titelfiguren — et af den norske
Litteraturs mange Portrætter, som ganske
uforblommet sigter paa Forstyrrelse af
Privatlivets Fred.
Og det er stadig Krigsstemningen, de
mange spodske og maliciöse Udfald mod
alskens »Sandheder» i norsk Litteratur, som
giver »Kong Midas» Værd og Betydning.
I dette Stykke udtaltes for förste Gang den
yngre Slegts Protest mod det rodlöse
Idésværmeri, det tomme Moralpræk, den
al-mueagtige Spidsborgerlighed, hvori
Otti-aarenes höitflyvende Idealisme holdt paa
at löbe ud. Den norske Liberalisme var
krænget om til sin Karikatur*. Allerede
dengang var det vanskeligt at se nogen
Forskjel mellem de to ledende Partier i
Landet. De var begge lige velklædte.
(»Det store Lod»). Men de gamle digre
Ord löd stadig med samme brautende
Klang: Frihed og Ære og Selvstændighed
* Se herom den aandfulde og veltalende
Brochure: Demokrati eller Almue? Et Foredrag holdt
i det norske Studentersamfund af J. D. Irgens
Hansen (1890).
og Sedelighed og Ansvar og Kald og
Sandhed.
Alt dette usande, frasefyldte Væsen er
inkarneret i: Stykkets Hovedperson,
Redaktör Johannes Ramseth. Han er Landets
store Mand, Föreren for det saakaldte
frisindede Parti, som han tyraniserer, og i det
daglige Liv allevegne paafærde med
moralsk Tugt og Tilsyn. Som digterisk
Skikkelse har Ramseth den Svaghed, at han
virker grovt usandsynlig. Han er bare dum,
brutal og anmassende — bare
modbydelig. Men en slig Person kunde aldrig
blive den almægtige Leder for et Parti,
— ja han kunde neppe. vinde et eneste
Menneske. Det er knapt nok, at vi kan
drive det til at hade denne Figur, saa
fladt ensidig og egenskabslos er han
formet. Og Had skulde han da kunne vække,
ellers er han fra Digterens Haand helt
forfeilet.
Stykkets Tendens er nu at vise (paa
en lignende Maade som i »Vildanden»), hvor
forfærdelig farlig en slig selvglad,
prækende Idéfanatiker, som gaar omkring og bare
hörer Duren af sine egne Ord, er for de
mange svage, troende og tillidsfulde
Menneskesind. Han, som altid taler om de
andre, om Folket, om Ungdommen, er
uendelig uvidende om, hvad der foregaar
selv hos de ham Nærmeststaaende. Og i
sin egenretfærdige Blindhed og Dumhed
tilintetgjör han en god og skyldlös
Kvindes Livslykke.
»Kong Midas» er dog ikke bare
Udtryk for en aggresiv Opposition mod den
hjemlige frihedsfientlige Liberalisme, det er
ogsaa et af de förste Vidnesbyrd om den
nye Aandsretning, som under Tilknytning
til nogle af Nietzsches Skrifter övede stor
Indflydelse paa 1890-Aarenes norske
Litteratur. Garborgs »Trætte Mænd»,
Hamsuns »Mysterier», Collett Vogts »Fra Vaar
til Höst», for bare at nævne nogle af de
betydeligste og mest kjendte Verker fra
hin Periode staar alle paa forskjellig Vis
i Forhold til den Nietzscheske
Omvurdering af de gamle Værdier. Og skulde man
finde en Betegnelse, som udtömmende
karakteriserer den Aand, hvori »Kong Midas»
er skrevet, maatte det blive noget saadant
som antidemokratisk Radikalisme. Men
Heiberg kan, ihvertfald for dette Stykkes
Vedkommende, frikjendes for enhver
Paa-virkning fra den tyske Digter-Filosof. Thi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
