Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Gunnar Heiberg. Af Carl Nærup. Med 2 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I »Det store Lod» (1895) vender
Heiberg tilbage til den sociale Kamp, — den
evige Krig om Magten og Pengene. Et
Drama af stor scenisk Virkning, malerisk,
straalende af glansfulde Ord, larmende med
store Optrin og voldsomme Sammenstöd
mellem de stridende Parter. Der er noget
fremtidsfjernt og fantatisk over Stykkets
Handling, og dertil svarer godt dets
abstrakte kosmopolitiske Milieu — den
moderne Storstad med herlige Parker, fulde
af Marmorstotter og plaskende Fontæner,
med aabne, menneskevrimlende Pladser, med
Livsflammen evig spillende under de
elektriske Lampers blaa Lyshav. Omtrent
samtidig med »Den store Lod» udkom to andre
Skuespil, som paa forskjellig Vis tangerede
Tidens revolutionære Bevægelse og de
anarkistiske Bombekastninger. Det ene var
Björnsons vældige »Over Ævne II», det
andet — Gustav Esmanns forholdsvis
ubetydelige, men slet ikke uinteressante »Den
store Maskerade». Heibergs Stykke staar
i Stemning nærmere det siste end det förste.
Det har mere af Tvil, Spot, Ironi . . . mer
af pragtfuldt Ordfyrværkeri end af virkelig
Fölelse. Den dybest mente Replik turde
være Adolfs kortfattede Skaärltale: Længe
leve Revolutionen og Mouton Rothschild!
Ingen af Hovedpersonerne, hverken Haller
eller Uka, virker rigtig overbevisende.
»Folkeraadet» (1897) er en bedsk og
grovkornet Satire over vor Politik og vore
Politikere. Den virked ved Förste opförelsen
— det var en af de festligeste Aftner paa
det gamle Christiania Teater — som en
fantastisk og fantasifuld Revy med etpar
ypperlige Figurer, mange morsomme
Karaktermasker og en Række lystige
tableaumæssige Optog. Det var noget Stort i
Anslaget, — og over Samtalerne mellem
Ella og Digteren en eiendommelig varm
Skjönhed, men en virkelig politisk
Komedie, — som vi kunde ventet os den af
Heiberg, fik vi ikke. »Folkeraadets»
burleske Handling er et knaldende vittigt
Indfald — men heller ikke mer. Det findes
bare to Komedier i vor moderne
Litteratur, som hver til sin Tid har naaet ind til,
hvad man kunde kalde Kjærnen i Politikens
evige Komedie, og det er »De Unges
Forbund» og »En Folkefiende». Som
Læse-drama virker Heibergs Stykke svagt og
flygtigt.
Noget lignende gjælder om »Harald
Svans Mor» (1899). Her er det
Redaktören og Journalisten, som maa holde for.
Det vrimler af vittige og ondskabsfulde
Aandrigheder om den moderne Presse, dens
Væsen og Gjærninger. Men noget
virkeligt Drama er det ikke blevet til. De to
förste Akter er udmærkede, de giver en
kraftig realistisk Skildring af et
Oppositionsblads Redaktionskontor og dettes Chef, en
ligesaa talentfuld som karakterlös
Journalist. Men de fölgende Akter glider saa
besynderlig ud i en Taage af Uvirkelighed
og Usandsynlighed.
Heibergs siste Samfundssatire er den
farcemæssige Bagatel »Kjærlighed til
Næsten» (1902). Her er der ikke meget
i-gjen af den hellige Harme i »Tante Ulrikke» .
En blaseret Haan over Tidens altruistiske
Idealer, sat ind i et Familie-Interiör af en
overdreven og humörlös Forlorenhed —
voilå tout.
Sit ypperste digteriske Arbeide över
Heiberg i disse Aar (1896—1902) som
Journalist. Fra Hösten 1896 tog han fast
Ophold i Paris, og siden har han,
fraregnet nogle kortere Ferier, regelmæssig
skrevet Följetoner til Verdens Gang. Disse
Artikler, som behandler alle mulige Dagens
Spörgsmaal: Politik, Litteratur, Kunst,
Sam-fudsproblemer, kan i den sproglige
Udformnings Mesterskab, i spillende Fantasisyn,
i Aand og Vid fuldt ud maale sig med
hans bedste Dramaer. Ingen har skrevet
bedre Causerier i et norsk Blad. Heller
ikke har der nogensinde tumlet sig en
saa uafhængig og respektlös Aand
indenfor vor dystert alvorlige og monotone
Dagspresses Enemærker. Det skulde da være A.
O. Vinje. Stor Synd er det, at vi ikke faar
disse Artikler samlet som Bog. Det
Udvalg af dem, som kom i 1900 under Titeln
»Pariserbreve», bragte saa altfor faa og
langtfra de bedste. Og siden har vor
Digter skrevet en Mængde nye.
IV.
Höit over Gunnar Heibergs övrige
Arbeider rager de to mærkelige Dramaer:
»Balkonen» (1894) og »Kjærlighedens
Tragedie» (1904).
Rent kunstnerisk set hörer disse to
Digte om Kjærlighed till vor Litteraturs
rigeste og skjönneste Verker. Indholdstungere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
