- Project Runeberg -  Ord och Bild / Adertonde årgången. 1909 /
332

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Gunnar Heiberg. Af Carl Nærup. Med 2 Billeder

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

eller pragtfuldere Repliker er ikke formet
paa norskt Sprog. I Ordenes Sang og
Klang, i Billedernes sjeldne og sjælfulde
Oprindelighed, i dristigt og dybt Fantasisyn
paa de evig menneskelige Ting staar disse
Skuespil jevnbyrdig med den ypperste
moderne Poesi.

Det var dette nye og egenartede i
Balkonen som ved dens Fremkomst virkede
saa henforende paa unge modtagelige Sind.
Det vilde dog være urimeligt at opfatte
den som helt uden Sammenhæng med
Samtidens Digtning. I sin strengt stiliserede
Form og i det fjerne fremmede over
Milieuet . . . som ovenover og hinsides Tiden
og Rummet, minder den om de
Maeter-linckske Skjæbnedramaer. »Balkonen» er
som disse paa engang naiv og udsögt,
lidt anstrengt raffineret. Og Fleibergs Maal
er det samme som den belgiske Digters:
at naa ned til de urmenneskelige Fölelser
og Lidenskaber, att blotlægge selve
Urdriften i Menneskeplanten, —■ den som er
og biir under alle Civilisationers
Blomstring og Afblomstring. Begge söger at
afklæde Mennesket det konventionelle
for-gjængelige Hylster, — de vil skue Sjælen
i dens nögne Evighed.

Men Forskjellen mellem de to er större
end disse Ligheder. »Balkonen» er ikke
udformet i et blödt indsmigrende, melodisk
Barnepludder, men i stolt knap,
udtryksfuld Stenskrift. Dens Repliker staar der,
i sin voldsomt fortættede, pludselige Kraft,
som hugget ud i hvidt lysende Marmor.
Og over dens Aand er det samme Præg
af Haardhed og Kulde. Elskoven som
Livets Urgrund; Driften som det store
altfortærende, der brænder Menneskeviljen til
Aske og veirer hen Ære, Ædelmod,
Stolthed, Samvittighed. . . som Solen Taager;
Driften, som gjör Kvinden trolös, grusom,
raa og Manden gal, feig, latterlig . . . om
dette ene uforgjængelige handler
»Balkonens» tre Akter. Og denne Ødelæggelsens
skjönne Vederstyggelighed fremföres med
en Ubönhörlighed, som var det selve
Na-turnödvendigheden, der afdækkede sit
lön-iige Spil. Og med en hoverende
Tyre-fegter-Bravour — og en bred ubesværet
Latter, hvis lystige Klang paa ingen Maade
dæmpes af Abels tungsindige Repliker.

Men det er gjennem Abels Mund, at
Stykkets dybeste Mening udtales. Enhver,
som har læst »Balkonen», vil huske hans

mörke Visdomsord: »Kjærligheden i den

ene Haand — alt andet i den anden —
vælg! Ja! For Kjærligheden stanser
Menneskene. Den gaar ikke ind i Kulturen.
Den er den eneste Naturmagt, som ikke
lader sig dyrke. En Menneskehed med
Hjerte, men uden Kjærlighed og alt dens
Væsen — mod det gaar Aandens Gang
her paa Jorden, og da gjælder det at ruste
sig med alle sine Vaaben. For vinder
Kjærligheden, biir man gal, dum, blind,
uretfærdig. Den hörer til i Mörket, den
stjæler af Intelligens, af Karakter, af Vilje.»
Og disse andre endnu sorgfuldere: »Jeg
synes at hvert Menneskes Sjæl er som en
Ö, og at enhver Bro staar for Fald, og
at det er Glæde at dyrke sin Ö. Stormen
og Stjernerne og Evigheden faar mig til
at tænke, og jeg föler derved, men
kommer to Menneskers Sjæle sammen, da maa
den ene vente paa den anden, og
undertiden maa ogsaa den anden vente, og de
biir staaende og kommer ikke videre. Men
naar to Menneskers Legemer kommer
sammen, er det som at lukke for det hellige
og kaste Nöglen væk ...»

Saadan taler den Tabende, Sværmeren
og den stille Beskuer af Livets Spil, —
han higer ikke efter at være som de andre
og forlanger ikke, at de andre skal være
som han. I »Kjærlighedens Tragedie» er
han blevet til den naivt dybsindige,
sjælesyge, omflakkende Grubler Hartvig Hadeln.

I dristig og voldsom Modsætning til
den fine, svage, lidt komiske Abel staar
Ressmann, en rent Shakespearsk Figur,
uhyggelig-genial ved sit djævelske
Ondsind, sit Skarpsind, sin kyniske Oprigtighed,
sin — lugtende Hæslighed. Det er
betegnende for Dramaets abstrakt-lyriske
Karakter, at man neppe hefter sig ved det
uforklarlige i, at den deilige Julie har giftet
sig med dette dæmoniske Monstrum af et
Menneskevrag. I Forhold til Ressmann
virker Parret Julie-Antonio uinteressant,
ubetydeligt, lidet menneskeligt. Den siste
er en temmelig melodramatisk Figur. . .
Don Juan som Badutspringer.

»Balkonen» er Digtet om de store
Öie-blikke i Livet; de evige Öieblikke, da Tiden
rinder sporlös ud i Tomheden; Ekstasens
vilde Öieblikke, da Lykken slaar ned i En,
skjæbnesvanger, truende, ubönhörlig. Den
Kjærlighed, som her besynges i rige Ord
og stolte Prosarytmer, er trolös og utryg,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 13:50:39 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1909/0365.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free