Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Gunnar Heiberg. Af Carl Nærup. Med 2 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
fuld af Hevn og Had, og hvert af dens
Spor ender i Mörket.*
»Balkonen» var et Stykke pragtfuld
dramatisk Lyrik. »Kjærlighedens Tragedie» er
det helt gjennemförte Drama om, hvordan
Elskoven som den utæmmede og
utæmmelige Naturmagt bryder ind i et jevnt,
borgelig lykkeligt Ægteskab og lægger det öde.
Karen, Hovedpersonen i dette Skuespil,
er ingen Julie, — ingen skjön, sjællos,
forlokkende Hun, som bare aander for at
tænde Mænds Attraa i Brand. Karen er
den sterke, rige, helt hengivne Kvinde, for
hvem Kjærligheden til den Elskede er selve
Livet. Slap han hende, siger hun, faldt hun
lige ned i Afgrunden med engang. Hun
kan ikke bære den Livets Fattigdom, som
bestaar i at vænne sig til det nye og
skiftende, som Aarene bringer. Hende har
Kjærligheden gjort til et andet Menneske,
eller rettere sagt först til Menneske. För
den kom, var hun den 25-aarige Dame, som
helst vilde gjemme sig væk i
Kakelovns-krogen og blive der i Ly for Livets
Storme. Alt i Verden var hende
uvedkommende og ligegyldigt.
Hvilket dybt Greb ned i det evig
kvindelige — eller rettere sagt i det bedste
menneskelige! — er ikke denne Skildring.
Nyt er Motivet ikke. Rita i »Lille Eyolf»
oprörer sig paa samme Maade mod den
ubönhörlige Forvandlingens Lov, som de
menneskelige Fölelser er underkastet. Og
i »Kunstnere» har Heiberg ladet den unge
Digter gjennemgaa noget lignende. Ogsaa
for ham er den store Rædsel denne, at
Kjærligheden skal dö i hans Hjerte. »Har
Kjærligheden», siger han, »maattet vige bare et
Sekund, da kommer den ikke igjen, eller
den kommer ikke igjen, som den var.» Det
nye og store ved Digterens sidste Verk er den
tragiske Patos, hvormed Motivet er
gjen-nemfört. Heiberg har vovet at fölge
Karens Lidenskab til den Grænse, hvor den
slaar om i Undergangsvilje: Er det ikke
skjönnere, at Kjærligheden dræber, end at
den dör? Og det er et sandt Ord det
gamle, at enhver Passion vil sin Under-
* I samme Aar som, »Balkonen» kom »Gerts
Have», en Komedie om Ferie-Erotik, om
sommerlig Flirt og letbenet Elskovs Bytteleg. Stykket
bæres oppe af en næsten altfor vittig Dialog, men
virker ellers temmelig flygtig og farceagtig. Frem
blandt Personerne hæver sig Fru Löven, en sikkert
tegnet, kjölig Kvindeskikkelse.
gang. Hartvig Hadeln, Grubleren i
Stykket, sigter dybt, naar han siger: »Af
Legemets Delirier kommer Skamfölelsen. Af
Skamfølelsen kommer Hemmeligheden. Og
af Hemmeligheden, kommer det, som vi
kalder Sjælen i Kjærligheden. Men naar vi
röber Hemmeligheden, blir det kleint med
Sjælen.» En saadan Udvikling er skildret
med brutal og overmodig Uforbeholdenhed
i »Balkonen», med sorgmodig og bitter
Sanddruhed i Historien om Fennimore i
»Niels Lyhne.» Men der er ikke Karens
Tragedie. Hun er ingen elskovssyg
Ba-jadere. Man maa ikke lade sig narre af,
at hun i tredie Akt kaster af sig al
borgelig Ærbarhed. Hun er da allerede nede i
Afgrunden. Hun ved sig fortabt. Föler,
at hun maa dö — og drives til det yderste.
Hör vel efter, hvad Karen siger under
det store Opgjör med Erling: »Jeg har
ikke noget at gjöre med dine Trær og dine
Böger og dit Arbeide for Menneskene og
for Landet, uden fordi du elsket mig. Jeg
synes bare én Ting er alvorlig — at vi
elsket hverandre. Jeg synes alt, som ikke
er vor Kjærlighed, er hæslig, hæslig,
hæslig. Hvad gjorde det, om vi blev
ulykkelige til vor inderste Sjæl, naar vi elsket
hverandre? . . . Dengang du elsket mig
—-ikke nu du staar oppe i Skogen og længes
•— da fölte jeg Livet, det skjönne farlige
Liv med Döden over sig. Da var alting
höitidelig og straalende. Da var alting lyst
og fornuftig, og jeg forstod alting — alting
var mig kjært — dine Trær og din
Blyant, for alting var selvfølgelig og jublende
ligegyldig uden som tusen smaa glade Ting,
der bare öget den vældige evige Bölge,
som bar os, de to eneste Mennesker i
Verden» . . .
Saa taler den store Eros, den
Kjærlighed, som snart er husvild i vor kolde,
travle, fornuftige Verden. Men den, som siger
disse Ord, drömmer ikke, hun sörger, hun
fortviler over sin uoprettelige forspildte
Lykke. Hun anklager ikke sin gode, brave,
forelskede Mand: »Det er jo ikke din Skyld,
Erling.» Han föler sig fattig og liden
overfor denne vilde Lidenskab. Han
vidste ikke, at dette fandtes. Og han vil
»rive Vingerne af den vilde Fuglen paa
Tomten af deres brændte Hus». Men heller
ikke det kan han, thi hans Kjærlighed har
gjort ham svag. ,
Mindst kunde det falde hende ind at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
