Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Dansk Scenekunst. Karl Mantzius. Af Carl Behrens. Med 6 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fot. Hansen & Weller.
KARL MANTZIUS.
UNGDOMS-PORTRAIT.
været spildte. Den Dag kom nemlig en
Snes Aar senere, da ogsaa Studierne
krævede deres Ret, da Mantzius som Forfatter
fik Anvendelse for den videnskablige Skole,
han havde gennemgaaet, og begyndte at
skildre Skuespilkunstens Historie i et Værk,
der delvist foreligger oversat paa engelsk
og fransk med stor og ubetinget
Anerkendelse fra ansete Specialister, og hvis ene
Del: Shakespearetiden har indbragt ham —
til Trods for den manglende Magistergrad
— Doktorværdigheden ved Kjøbenhavns
Universitet.
Saa vidt gik dog næppe hans
Ærgerrighed i de Dage, da Kunsten sejrede over
Videnskaben. Han var lidt over 23 Aar
gammel, den Gang det kgl. Teaters
daværende Chef, Kammerherre Fallesen —
ikke antog ham til Debut, men fast
engagerede ham som Skuespiller. Og paa
Sæsonens Indledningsaften den iste September
1883 debuterede Karl Mantzius som
Jeronimus i »Erasmus Montanus». Den unge
Filolog trak i den klassiske Spidsborgers
broderede Kjole — paa sin første
Teateraften maatte han lægge sit skarptskaarne
Ansigt i adstadige Folder.
Gammelmandsfremstiller — det var dog
ikke egentlig det, Mantzius havde tænkt sig,
selv om han efter Jeronimus endnu i sin
förste Sæson kom til at spille Polonius i
den »Hamlet»-Forestilling, hvor Emil
Poulsen fremstillede Prinsen af Danmark. Og
snart blev han ogsaa den slebne Delphin i
»Garman og Worse», Edvard Brandes’
Dramatisering af Alexander Kiellands Roman
»Garman og Worse», der spilledes paa et
Tidspunkt, da den politiske Spændning
mellem Højre og Venstre i Kjöbenhavn havde
antaget saa skarpe Former, at alene det, at
en radikal Politikers Navn stod paa
Statsscenens Program, var tilstrækkeligt til at
aabne Lidenskaberne frit Afløb.
Den Sikkerhed og Bevidsthed, som giver
Mantzius’ Personlighed dens Relief, kom
ogsaa efterhaanden til at præge hans Kunst.
Han blev for Almenheden det kgl.
Teaters intelligente Kunstner, som fremfor alt
udmærkede sig ved at forstaa sin Rolle.
Hans Styrke blev ikke Perspektivet. Han
aabnede i Reglen ikke Udsyn til nye Egne,
han belyste sædvanlig ikke en Personlighed
saaledes, at man syntes at have kendt den
for bestandig og mente at vide, hvorledes
dens Fremtid vilde blive. Men han ævnede
med en forbavsende Sikkerhed og Kraft at
tegne Øjebliksbilleder af de Skikkelser, det
tilfaldt ham at fremstille, saa de stod ret
op og ned for Tilskuerne, med raske Snit
skaarne ud af den omgivende Virkelighed.
Som Virkelighedskunstner, ikke som
Fantasikunstner indtager Mantzius sin fremragende
Plads i den danske Nutids-Scenekunst.
Han svingede længe frem og tilbage
mellem begge Poler. Der er Øjeblikke,
hvor en saa hidsig arbejdende Kunstner som
Mantzius, der føler Scenegulvet som sit
egentlige Hjem og betræder det med
Myndighed og Herskervilje, troer, at der ingen
Grænser er sat for hans Fremstillingskunst
i den Forstand, at den skulde have sit
bestemte Felt. Han, Virkelighedsstudiernes
Mand, der saa ofte har overrasket ved den
næsten fotografiske Nøjagtighed, hvormed
han flyttede Nutidstyper, der rørte sig
omkring ham, op i Rampens ubarmhjærtige
Lys, syntes en Gang uimodstaaeligt draget
mod Shakespeare. Det var ikke længer
Roller som Polonius, som han sidste Gang
spillede for en Snes Aar siden og nu vist
paany agter at skænke sin fuldmodne Kunst,
som tilfredstillede hans Ærgerrighed:
Navne som Richard den 3 :die og Kong Lear
lyste for ham i Flammeskrift.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
