Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Dansk Scenekunst. Karl Mantzius. Af Carl Behrens. Med 6 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fot Lindström.
GAMLE GERSON HERTZ I DANIEL HERTZ.
der var saa sikkert udarbejdet, saa myndigt
gennemført i alle Enkeltheder. Han var
virkelig forvandlet till den monomane
Gamling med de rødkantede Øjne, det strittende
Haar og den sygelige Ansigtskulør, med den
mistænksomme Mine og den stadige
urolige Lytten. Og da Pengeskrinet er stjaalet,
bryder Monomanien ud i luende Afsind,
hans Strube snörer sig sammen, han vil
tale, og kan næppe, han vil skrige, og
Skriget bliver uartikulerede Lyde. Det Tyveri,
der er blevet begaaet.mod ham, antager i
hans Øjne helt æventyrlige Dimensioner,
bliver en Statssag, en Verdensbegivenhed.
Og ingen undgaar at blive ramt af Mistanke
— han beskylder alle og forlanger hele
Byen, ja Forstæderne med sat fast eller
udlevereret til sin Hævn.
Man kan i Fölge min Opfattelse
ud-maale Skuespilkunsts Værd efter den
Tydelighed, hvormed man en Række Aar senere
erindrer den. Hundrede og atter
hundrede sceniske Fremstillinger,
man har overværet, er dukket ned
under Bevidsthedens Tærskel for
aldrig mere at hæve sig op over
den igen. De ér som de Bøger
der er glemt, naar sidste Side er
læst, og ingensinde hentes frem af
Bogskabet igen. Men enkelte
Præstationer ligner hine Alpetoppe, der
ligger solbelyste længe efter, at
Solen er gaet ned. De har hamret
sig ind i Bevidstheden med
uudslettelige Træk. Kunstneren har
overvældet sit Publikum, har i et
lykkeligt Moment helt udtømt en
Rolle, saa at man, naarsomhelst
man tænker tilbage paa Stykket,
ogsaa ser hans Skikkelse og hører
ham tale med sine bestemte
Betoninger. Den flygtige Skuespilkunst
kan da alligevel leve udover
Døgnet, der skabte den, den geniale
Fremstilling udslettes ikke af den
Hjærne, som indsugede dens Træk.
Og gør man et Tværsnit
gennem Mantzius’ Kunst i disse 25
Aar, vil en hel Række Skikkelser
hæve sig frem af Mørket, som ikke
vil opsluge dem, saalænge man
erindrer den Helhed, hvori de var
indfattede.
Ved Moliére kommer man ganske
naturligt til at tænke paa Holberg.
Kort efter den Gerrige spillede Mantzius den
politiske Kandestøber, men savnede her
Fylde i Komiken. Scenen, hvor Herman von
Bremen vil klynge sig op, blev kun mat
Genklang af den gerriges Fortvivlelsesudbrud.
Magister Rosiflengius i »Det lykkelige
Skibbrud» tilhører hans allertidligste Aar, men
Anlæget var allerede den Gang saa fast og
koncist, at det vilde være af betydelig
Interesse at se den modne Kunstner i denne
Rolle. Af den lærde Pedant har han som
Magister Stygotius i »Jacob von Thyboe»
givet en morsom Tidstype, medens hans
Jeronimus i »Henrik og Pernille» helt ud var
den myndige Fader og velhavende
Godsbesidder, som forstaar at stave og lægge
sammen og ikke lader sig tage ved Næsen.
Som Baronen i »Jeppe paa Bjærget» gav
han endelig en velformet Studie af en
grand-seigneur i Solkongens Aarhundrede.
Videre ned gennem Komediedigtningens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
