Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Dansk Scenekunst. Karl Mantzius. Af Carl Behrens. Med 6 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fot. Lindström.
BECKMESSER I MESTERSANGERNE I NURNBERG.
og modneste Ibsenfremstilling. En
Række andre Roller fulgte efter.
Svagere var Bisp Nicolas i
»Kongs-æmnerne» og Rubek i »Naar vi
døde vaagner», heller ikke Helmer
i »Et Dukkehjem» fængslede ham
varigt. Til Gengæld huskes hans
kvækkende Daniel Hejre i »De
unges Forbund» — her var han i
sit rette Element, her glimrede
hans Malice i festlige Blink, naar
han accompagnerede Stensgaards
Ordbram med sine bidende
Indskud. Som Bygmester Solness
erindres han mere for sit
Fysiognomis skarpe og mørke Linjer end
for sin Tales dobbelttydige Flugt,
medens Assessor Brack i »Hedda
Gabler» blev en levende og smidig
Karakter.
Og ved Overgangen fra Ibsen
til Bjørnson staar fastmejslet, med
kolde Øjne og Vanemenneskets
Præg over hele sin Skikkelse
Advokat Berent i »En Fallit», en
Rolle, der i Mantzius’ rige
Galleri værdig slutter sig til gamle
Hertz i »Daniel Hertz». Glemmes
maa ej heller Johan Ulfstierne i
Tor Hedbergs skønne Skuespil, en
Opgave, Mantzius havde omfattet
med varm Interesse og klar
Forstaa-else, men hvori han — som
tidligere fremhævet i dette Tidsskrift
— ikke helt kunde hæve sig til
Digtersværmeriets dithyrambiske Flugt.
En Grundpille for en Scene, til Tider
personificerende denne! Man forstaar nu,
med den Udvikling han har gennemgaaet,
næppe, att han en Gang kunde virkeliggøre
de Udfærdslængsler, som øjensynlig altid
vender tilbage i en scenisk Kunstners Liv,
og lade sig knytte til Dagmarteatret. Den
Sæson for 20 Aar siden blev for Mantzius’
initiativrige Personlighed en stor Skuffelse,
og han vendte hurtig tilbage igen til det
kgl. Teater, der nu kom til at lægge
vox-ende Beslag paa hans Ævner.
Thi hvad der her er fremhævet, er
selvfølgelig — og har kun kunnet være — en
Del af de markante Roller i hans rige
Repertoire. Han har spillet mange andre
moderne og ældre Roller — op i
Erindringen dukker f. Ex. hans gamle
Pilgrimsfigur i Tolstois »Mørkets Magt» og den af
Samvittighedsnag hjemsøgte Prokurator
Severin i Goldschmidts »En Skavank», og
hans Interesse for moderne fransk Teater
har sat sig Spor i hans Medvirkning f. Ex.
i Francois de Curels »Figurantinden» og i
Alex. Dumas’ »Plet» for at nævne ganske
enkelte af hans Opgaver her.
Men ej heller maa det glemmes, at
Mantzius med sin Alsidighed og varme
In-terresse for Musik har været Teatret til
uvurderlig Støtte ved i disse Aar at udføre
Beckmesser i »Mestersangerne i Niirnberg»,
en vel funderet, sikkert afrundet Præstation af
stor komisk Virkning især i 3:die Akts to
Afdelinger — Pedanten i Renkultur,
ynkelig og forfjamsket overfor en Hans Sachs’
afklarede Visdom og en Walter von
Stol-zings mandige Ridderlighed. Som
Jeronimus i Carl Nielsens Holberg-Opera
»Mas-karade» har Mantzius endog fordristet sig
helt ud i Maskespillet og derved vist sig i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>