Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Det meningslöse. Af Niels Hoffmeyer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— Ja, jeg vidste, at de havde brugt
en Snor, da de behandlede
Englænderen ved Octavias Porticus. Bagfra og
hurtigt. —
— Nej, signore, det var ikke nogen
Tanke, der kom. Den var der allerede.
Jeg fölte ikke engang mine to Stemmer
inde i mig. Og alting kom, som det
skulde. Det var ikke underligt, at de
to af Tyskerne skulde tillbage ad Via
Arenula, rimeligvis til Piazza Colonna.
— Den tredje tog Vejen langs Floden,
ad Lungo Tevere. — Det var den lyse,
ham med Sedlerne. Jeg fulgte efter
ham saa stille som en Kat og gem-
te mig i Hushjörnene, löb og
standsede. Tyskeren gik rask og hurtigt,
han havde slængt Kappen over den ene
Skulder og fløjtede højt. Han gik vel
denne Vej, fordi han boede i
Borgo-kvarteret paa den anden Side ved S.
Pietro. Der ligger jo mange tyske
Pensioner. — Ved Piazza di S. Giovanni de’
Fiorentini, hvor han skulde dreje af
til-höjre, bort fra Floden, blev han staaende
og saa ned i Vandet. Jeg kom nærmere.
Jeg vidste, at nu maatte det ske, hvis
det skulde ske. Der var ingen Tvivl i
min Sjæl. Mine Hænder rystede ikke.
Det var meget værre med dem, naar jeg
var sulten. Mellem begge Hænder holdt
jeg Snoren, en Ende i hver Haand. Jeg
nærmede mig i Skyggen af Kirken. Jeg
sprang paa ham, slyngede Snoren om
Halsen paa ham og trak til — trak
til. — Han fægtede med Armene i Luften
og slog Taaspidserne ivejret. —
— Hvordan hans Øjne var?
Hjælpeløse, tror jeg, hjælpeløse. Han rev mig
med sig, da han faldt, men jeg kom op
paa Knæ og holdt fast i Snorens Ender.
Jeg havde jo bare at trække til. Det
gik uden en Lyd, der var ingen Fare.
Tyskeren, som laa paa Siden, vendte
Øjnene op imod mig, og nu var de röde
som Blod, der var intet Udtryk i dem,
de lyttede ikke mere. De lignede ham
ikke mere. Men efterhaanden blev de
blakkede, og Legemet gungrede i et Par
Stöd. Det varede en Tid. Han maatte
jo være helt stille, eccellenza, helt
stille.
Om jeg angrer? Hvad er det at
angre, Signore? —
— Nej, saa angrer jeg ikke. Jo
maaske, at jeg ikke gjorde det hurtigt
nok. För Karabiniererne kom og
forstyrrede mig. Jeg kunde jo ikke göre
for det. — Man g’or den Slags Ting,
eccellenza.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
