Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Per Hallström. Af Harald Nielsen. Med 3 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PER HALLSTRÖM
55
emnevalg, og i sin kunstform fra lyrik til
drama, fra drama til fortælling og roman,
saa er det ikke, fordi ban med lige lethed
magter det ene som det andet — det gør
han nemlig ikke —, men fordi der i det
sidste forsog var noget, der ikke helt
tilfredstillede ham selv, ikke fuldt gav udtryk
for, hvad han vilde sige, og som han derfor
nu denne gang haaber at komme nærmere.
Uvilkaarligt rives læseren med af denne
uro. Man har indtryk af at følge en
skattesøger, der ikke blot gaar dagens veje,
men ogsaa bruger nattens dunkle lys og
faklens urolige skær og som sandt at sige
heller ikke skyr at hjælpe paa de kræfter,
naturen har forlenet ham med, ved at ty
til sælsomme og trolddomsagtige midler.
Han prøver at hæve skatten ved
versenes skønne besværgelser, men det lykkes
ham ikke. Der er udmærkede ting iblandt
hans digte — enkelte ypperlige, men i det
hele og store mangler de netop det,
hvorpaa det kommer an i lyrik: umiddelbarhed.
Der er for mange hjærnefødte ord. Han
er ikke lyriker.
Han forsøger at hæve den i dramaets
form, og han har skrevet scener, der
vidner om hans fantasis opfindsomhed, om
hans aand og menneskekundskab, men han
er ikke dramatiker. I sine versificerede
dramaer, »Grefven af Antwerpen»,
»Alkestis» o. fl., er han for meget lyriker.
Replikerne flyder ud til lange skøntskrevne,
men vage og enstonige stemningsudtalelser.
Og i sine moderne skuespil er han for
meget beskuende og ræsonnerende. Den
beslutsomhed, den anskuelige kraft, der er
kærnen i dramaet, gaar til grunde, ikke i
»gustent», men snart i vittigt, snart i
stemningsbevæget, snart i ordberuset
»overlæg».
Han har skrevet romaner eller
roman-lignende fortællinger, men han mangler
som romanforfatter fylde og bredde.
Men endelig — han har ogsaa skrevet
noveller. Noveller, blandt hvilke nogle
udmærker sig ved deres lyriske,
stemnings-baarne skønhed, andre rummer tilspidsede
og betydningsfulde optrin af dramatisk kraft,
og endelig de fleste er fortalt med den
fasthed og indre rigdom, der svigter ham
i de større romaner.
Er det da ikke her, hvor kvisten gang
efter gang bøjer sig, at skatten findes? Ja,
hvis det er læseren, det kommer an paa,
vil svaret ikke være tvivlsomt. I de bedste
af disse korte fortællinger forener
Hallströms ypperste egenskaber sig til
henrivende og fængslende mesterværker. Vi
forlanger ikke mere, men ham har selv de ikke
tilfredstillet. Gang efter gang har han
staaet paa sin egen kunsts højeste tinder
og paany forladt dem for at søge videre.
Han har fundet een verden, men han kan
ikke glemme, at det var en anden, han
søgte, og gang efter gang styrer han
derfor atter ud, for stadig at blive kastet
tilbage til samme kyst.
Hvad han har villet, hvad der har staaet
for ham som idealet for hans kunst faar
vi nemmest og tydeligst at vide i hans to
romanforsøg: »Våren» (1892) og »Gustaf
Sparfverts roman» (1903).
Han kalder sin bog »Våren» for »en
roman från 90-talet». Man kan deraf slutte,
at han har tilsigtet betydeligt mere end han
har naaet. Han har villet foretage et
opgør med den tid, han var opvokset i og
som han reagerede imod, han har villet
skildre den frigørelse og nydannelse, som
skænkede Sverige en ny litteratur.
Dette mangesidede, brede og almene
emne er imidlertid i hans udsættelse
blevet til noget meget mere spinkelt, blegt og
privat. Af bredden er der ikke andet tilbage
end nogle vittige og skarpe bemærkninger,
der viser, hvor fortræffeligt Hallström har
iagttaget og opfattet tiden. Selve romanen er
blevet til en lille kærlighedshistorie mellem
en ung maler og hans model, en folkets
datter, som han forelsker sig i og lever
sammen med. For hende er kærligheden
livet og virkeligheden, medens hun for ham
glider i eet med det kunstværk, for hvilket
hun sidder model. Instinktivt holder han
i sin trang til skønhed livet med dets
vanskeligheder paa afstand, men han kan ikke
undgaa det. Gennem hende melder det
sig med sine krav og sit alvor. Først som
fødsel og saa som død. De venter deres
barn:
»Så länge det blott gällde honom själf,
kunde han som andra inbilla sig ha nog
af den skönhetskult, som tror sig kunna
grunda en seger på flykt, nu var ansvaret
där för en annan. Allt det, han hade skytt
som alltför grellt och påtagligt att
stämmas in i helhetssynen, det var just, hvad
lifvet bestod af. Det måste försonas —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
