Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Per Hallström. Af Harald Nielsen. Med 3 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
58
HARALD NIELSEN
digter, rede til at gaa ind i rækkerne blandt
dem, der forberedte et nyt, dybere og
sandere livsudtryk i svensk litteratur.
Imidlertid — han var ikke færdig med
Amerika, fordi han havde forladt det. Han
vendte hjem paa fantasien, der trængte til
næring, paa det dunkle, og ubevidste, der
trængte til skygge og læ, men han var
draget ud paa sin fremtidstro, drevet af
sin usædvanlig skarpe og højtudviklede
intelligens, og han var ikke blevet en anden,
fordi han foretrak Sverige for Amerika.
Han havde maaske fundet, at de guder,
tiden dyrkede, var fattige og ude af stand
til at tilfredsstille ham, men han havde paa
den anden side ogsaa set, hvad de kunde
udrette, og hvor umuligt det var at
fornægte deres gerning. For ham som for
hans land havde opholdet i det »fremmede»
ændret betingelser, rejst vanskeligheder og
stillet problemer. Det erfarede kunde ikke
uden videre skydes til side, men maatte
overvindes. Det »ja», der skulde siges,
maatte omfatte flere »nej» end før.
Af alle gør Hallström det største
udsving — fra yderpunkt til yderpunkt —
og han bliver ganske naturligt derfor ogsaa
den, der har sværest ved at finde sit rette
leje. Svinget mærkes gennem hele hans
produktion. Det driver ham gang efter
gang udover kræfternes hvilestilling til en
af siderne. Amerika og Sverige — han
maa prove en forsoning af disse magter,
der deler hans sind: fornuft og instinkt,
rationalisme og mystik.
Den, der er fortrolig med Per
Hallströms digtning, vil have lagt mærke til,
at »Gustaf Sparfverts roman» ikke ender,
hvor hans værker plejer at ende. Helten
er døden nær, men kommer sig. Med en
kraftanstrengelse har Per Hallström prøvet
at overskride det kritiske punkt og føre
sin helt igennem døden til et rigere og
sandere liv, men resultatet fastslaar paany,
hvad han i gerningen har villet modbevise,
at han her staar overfor sin grænse. Af
livet efter døden bliver der egentlig kun
programmet tilbage. Til døden fører hans
kunst, ikke udover den.
Saa hyppigt, at det næsten virker som
en trættende vane, vender dødsmotivet
tilbage i hans digtning.
Man har søgt aarsagen til denne hans
forkærlighed for dødsskildringer i »et
konstitutionelt tungsind» i hans væsen. Det er
muligt, at det forholder sig saaledes, men
for den, der fordyber sig i hans digtning,
er der ingen grund til at søge denne
formodning bekræftet. Hans evner og deres
forhold til de opgaver, han blev stillet
overfor, forklarer tilstrækkelig, hvorfor netop
døden maatte blive midtpunktet for hans
tænkning og kunst.
Det er kun betinget sandt, naar det
ovenfor siges, at han ikke har formaaet at
overskride dødens grænse. I »Sången om
jorden» er det lykkedes ham, tilmed i
alleregentligste forstand.
Maria synger i paradiset for de hellige
jomfruer: Veronika, Aurelia, Margreta,
Cecilia, synger om jorden, de har forladt,
om alle de store sorger og smaa glæder,
som var deres dernede, og da hun tier,
føjer hver enkelt sit træk til billedet:
Veronika hviskade sakta:
»Tag hade en syster, som log mot min röst».
Med korsade händer Aurelia:
»Jag hade en sorg vid mitt bröst».
Margreta i drömmande fråga:
»En man — under längtan han nämnde mig brud».
I marmorblek tjusning Cecilia:
»Jag hade en längtan mot Gud».
Og som et mægtigt længselssuk, der
samler alles følelser i eet, lyder tilsidst
jomfru Marias ord:
»Under stjärnenätterna, sjöng hon,
där drömmas de samma drömmarna än,
och blommorna domna på hösten bort
och komma om våren igen».
»Under stjärnenätterna, sjöng hon,
kan det famnas allt af ett hjärta i nöd, —
och lyss hur strängarna klinga skönt
när de spelas af smärta och död».
I dette legendedigt er vi saa at sige
komne bag paa døden. Set derovre fra
ligger jorden, den virkelighed, vi lever
midt i og som ofte synes os graa og
fattig, i en forhøjet glød, i en attraaværdig
skønhed, i en længselens og savnets
idealisering.
Han ser döden i de forskelligste
belysninger : snart som champagnerusen, den
sidste festlige rasen, der afslutter livets
hidsige fart, (»Döda fallet»), snart som
baggrunden, mod hvilken lykkens blaffende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
