Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Gustaf Fröding. Af Harald Nielsen. Med 12 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
402
harald nielsen
GUSTAF FRÖDING OMKRING 1879.
den danske. Vi kunde ham udenad, vi
brugte hans ord som vore egne, vi
citerede hans digte, naar festens stemning
gjorde os bevægede, vi læste dem for
dem, vi holdt af, og som vi gerne vilde
have, skulde holde af os, vi sagde dem
for hinanden, naar vi i foraarsmorgenens
skære, friske lys vandrede hjemad, fyldte
af ungdom og usigelig livsfylde. Han
var vennen, skriftefaderen,
højtidsbringe-ren, fortaleren og kammerat med det
bedste i os. Han var en hel verden
— hele den verden, vi maaske endnu
ikke kendte, men som vi følte i os omsat
til aand og skønhed. Han var kød af
vort kød og blod af vort blod: ved sin
artistiske forfinelse og virtuositet, ved sin
bevægelighed fra smil til latter og fra
latter til graad, ved sin forstaaelse og
samfølelse med alt; men han var udover
alt, hvad vi kendte, forskellig fra alle
andre ved det, man kunde kalde hans
kunsts fuldb aar enhed. Der var ingen lallen,
ingen vage antydninger, ingen uklare
stemninger, ingen god vilje og ringe kunnen. Der
var ikke alene dybde, men klarhed. Selv
det sværeste blev let, naar hans aand
greb det. Han var ikke blot betagende,
men bedaarende.
Saa fremtrædende var denne
kunstneriske fuldkommenhed, at nydelsen blev
endnu større and beundringen. Man
legede med disse rytmer, svælgede i
deres vellyd, lo og sørgede uden at
tænke videre over, hvad man fik. Det
var saa nemt at nyde, at man aldrig
tænkte paa, hvad det mulig kunde have
kostet.
Af den virkning, hans kunst saaledes
øvede, udsprang der for kritiken en
dobbelt opgave. Den maatte for det første
hjælpe dem, der ikke formaaede at finde
enheden i den brogede mangfoldighed.
Det var ikke faa, der delte »pedanten
från Salamancas» betænkeligheder:
Vankelmodigt tycks han vanka
med sin pensel ibland allt, som är,
forntid, nutid, donna Bianca,
är den vilsne målarn lika kär.
Och det friska och det kranka,
skratt och sorgetårar, natt och dag,
klart och mulet, donna Bianca,
målar han med samma välbehag.
Realistisk är hans tanka
och romantisk är den likaså,
ingen enhet, donna Bianca,
är i denna målarkonst att få.
Dem, der talte saaledes, gjaldt det
at vise, hvorledes alle toner, alle
forklædninger udgik fra og pegede tilbage
til samme personlighed, samme centrale
karakterejendommelighed, til en yderst
moderne, i relativiteterne forfaren,
fuldkommen fordomsfri og uhyre
modtagelig sjæl. »Han er ikke trods, men netop
i kraft af sin forvirrende alsidighed den
geniale digter og det moderne
menneske.» »De fremmede klæder betegner
ham blot endnu mere som barn af en
tid, hvor ingen gaar i sine egne, hvor
alle midler, alle redskaber er
forfærdigede, og kun personligheden, dens lyst
og sorg bringes med.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
