Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Minnicoy. Af C. M. Norman-Hansen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
minnicoy
AF C. M. NORMAN-HANSEN
JÆRNT forude, en Streg
eller to om Bagbord, toner
en lysflimrende Stribe frem
i Horisonten. Taget i
Kikkerten bliver den til en flad Koral-Ø, der
svømmer på Havet, med Palmer, der
gror op af Havfladen mellem to lysende
Punkter: det ene Minnicoyshvide Fyrtårn,
det andet en fuldrigget Sejler i Læ af
Øen. Denne lille 0, som Koraldyrene har
bygget op til Milesten på Oceanets
Alfarvej, et knapt Etmål ud fra Ceylons
Kyst, er Minnicoy — den förste
Landkending af det drømte Østen, hvor
mildöjede Lotosspisere vanker om i
Palmelunden, og hvor Tiden ligger i
Dvale som evig Eftermiddags Tid over
den hvide Strandbred.
Fuldriggeren kommer nærmere,
Nordostmonsunens lette Brise fylder dens
Sejl, og Eftermiddagens klare Sol løfter
den skinnende hvid over den skarpe blå
Havkant. Lænet mod Damperens
Ræling, døsig drømmende som Lotosspiserne
derinde på Minnicoys Strand, ser jeg
de hvide Sejl glide frem over Havets
dybe Blå; da foler jeg i det samme
det faste Greb om mine Tanker, som
kun de Glemte og de Döde kan gribe
med. Som Flyvefiskene jages op foran
Sejlerens Stævn, sådan dukker Minder
frem, der har ligget glemte dybt nede
under Havets Kant — kendte jeg ikke
en Gang, fjærnt her fra, i et koldt og
vinterligt Land, en ung Pige, som
tegnede en Fuldrigger til mig ligesom den,
der nu kommer os i Møde, drivende
frem over sagte rullende Havdönning?
Hendes smalle Fingre, der holdt om
Blyanten, Smilet i de forgrædte Øjne,
der rørte mig så dybt, den Gang hun
rakte mig sin fuldendte Tegning — og
selve denne Tegning, der slet ikke var
noget Kunstværk, bare tegnet med bløde
Blyantstreger efter det stive
Hongkongbillede, der hang på Væggen i den
snævre mørke Stue i Söstrædet — alt det
ser jeg for mig i dette Øjeblik, medens
vi sejler Minnicoy forbi, og jeg föler
Østens Solfaldsstilhed bøje mit Sind
ind under Østens Lov: Når dit Hår
gråner, og du føler Tænderne smulre hen
i din Mund, da er det Tid for dig at
forlade Menneskenes Samfund, og gå
ud i Dj unglen og leve ene —
Sejlskibet er langt agten for os nu,
helt inde i Vesthimlens
Solnedgangs-glans, og Minnicoy-Øen er ved at synke
ned igen under Havets ubrudte Linje,
kun Fyret skinner i Mörket, som falder.
Bådsmanden kommer sindig slentrende
hen over Dækket for at gøre
Lanternerne klare, og min Kineser-boy Ah-tjen
kravler op fra sit Sovested nede i
Bunden af Skibet. Han hænger min Køje
op udenfor min Kahyt, bringer mig Te
og stiller Bakken ved min Køjes
Hovedgærde, så ser han spørgende på mig,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
