Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Orientalisk musikkultur. Af Arthur Christensen. Med 11 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
464
arthur christensen
ÆGYPTISKE VIRTUOSER.
som paatrænger sig os, naar vi hører
orientalsk Musik. Denne Musik maa
være overordentlig gammel. Alene det
Faktum er betegnende, at Orienten ikke
er naaet frem til Flerstemmighed. Naar
flere Instrumenter optræder sammen,
spiller de alle samme Melodi, i det
højeste med lidt forskellig Figuration. Naar
en Sang akkompagneres, gengiver
Akkompagnementet nøjagtigt Sangmelodien.
Her staar man altsaa endnu paa det
samme Standpunkt, hvorpaa man befandt
sig i Europa i Oldtiden og den ældre
Middelalder. Fremdeles kender den
islamitiske Orient ikke til Nodeskrift.
Musikerne var et sluttet Lag, som nok
vilde beholde den indbringende
Beskæftigelse for sig selv. De betroede derfor
ikke deres Melodier til Papiret, men lærte
dem fra sig fra Generation til
Generation. Ogsaa fra Evropa kender vi jo
til, hvor uforandret Folkemelodier kan
holde sig i afsidesliggende Egne, hvor
de forplantes mundtligt fra Slægt til
Slægt. Hvor meget mere maa det ikke
være Tilfældet i den paa alle Omraader
saa uendelig konservative Orient! Det
vilde sikkert være et taknemmeligt
Arbejde, om nogen vilde paatage sig at
samle, sammenligne og undersøge de
Melodier, der levede endnu rundt om i
den islamitiske Orient. Det skulde ikke
blot være de tarvelige Enstrofe-Melodier,
der foredrages i Kaffehusene, men først
og fremmest de Rester af Musik fra den
gamle persisk-arabiske Kulturtid, som
maatte findes spredte rundt om fra
Indien til Spanien. I de andalusiske
Folkemelodier er den orientalske Oprindelse jo
den Dag idag umiskendelig. Ordene er
spanske, men Melodien er ægte arabisk og
bærer Præg af de spanske Maureres
forfinede Kultur.
En Ting, der bidrager til at give den
orientalske Musik dens ejendommelige
Karakter, er dens mange Tonearter
eller rettere Tonekøn. Vore Tonearter
(C-Dur, G-Dur o. s. v.) er jo i
Virkeligheden matematisk ens, blot begyndende
med forskellig Grundtone. Vi kender
kun to Tonearter i gammel Forstand,
to virkelig forskellige Tone’cøn: Dur og
Mol. Men Oldtiden og Middelalderen
kendte en Række forskellige Tonearter
(»Kirketonearter»), som jo den moderne
Musik i sin Søgen efter nye
Effektmidler ofte vender tilbage til. Den
orientalske Musikteori kender endnu flere
Tonearter: 12 Makamat eller
Hovedtonearter, 6 Awazat eller Luttonearter
og flere Bitonearter og kombinerede
Tonearter. Nogle af dem frembyder
almindelige Skalaer (»Uschschak» er
saaledes en F-Dur-Skala, begyndende paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
