Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Orientalisk musikkultur. Af Arthur Christensen. Med 11 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
120
arthur christensen
udførligere Efterretninger har vi hos
se-nere, arabiske og nypersiske Forfattere.
Ibn Khaldun fortæller, at Perserkongerne
beviste Sangere og Musikere høj Ære,
gàv dem Adgang til deres Selskaber og
lod dem producere sig der. Masudi ved
at berette, at Ardeschir Papakan,
Sas-sanidedynastiets Stifter (226—241 e. Chr.)
inddelte Ministrene og Rigets øvrige
Stormænd i syv Klasser, hvoraf den femte
udgjordes af »Sangerne, Virtuoserne og
alle, som udøvede Musikens Kunst».
En senere Sassanide, Bahram Gor (420
—438 e. Chr.) indførte nogle
Forandringer i Musikernes Klasse, men Khusrau
Anoscharvvan (531 — 578 e. Chr.)
genindførte Ardeschirs Ordning. Naar Kongen
til en privat Sammenkomst modtog sine
Favoriter, havde Forhængets Bevogter,
•
den saakaldte »Khurrem-basch», den
Opgave at opfordre de tilstedeværende
Hofmænd til at synge eller spille en
eller anden Sang eller et Musikstykke.
Paa et Bas-Relief fra Sassanidetiden, som
forestiller en Scene fra en kongelig
Vildsvinejagt, ses flere Baade, hvori
harpespillende Kvinder har Plads.
Den her fremstillede Harpe er
formodentlig det yndede persiske
Instrument, som kaldes tscheng, og som
særlig Befolkningen i Khorasan anvendte
til at akkompagnere deres Sange med.
Ibn Khordadbeh belærer os om, at
Perserne ogsaa satte Pris paa Mandolinen,
og at de havde opfundet Sammenspil
mellem Fløjte og Lut, mellem
Mandolin og Dobbeltfløjte, mellem »Festfløjte»
og Haandpauke og mellem Harpe og
Sambuca.
Sassanidekongen Bahram Gor skal
have indkaldt Zigeunerne fra Indien paa
Grund af deres musikalske Færdigheder.
I et poetisk Sagn, som Firdusi har
opbevaret, fortælles, hvorledes han sendte
Bud til Inderkongen og udbad sig af
ham 10,000 Mænd og Kvinder af Zigeu-
nerstammen, som var dygtige til at slaa
Lutens Strænge og bruge Plektret, og
hvis Sang fyldte Sjælen med Fryd. De
skulde spille og synge gratis for
Fattigfolk, der klagede over, at Nydelsen
af Musikanternes Spil og Sang alene var
de Fornemmes Sag. Kongen belønnede
enhver af Indvandrerne med en Okse
og et Æsel og skænkede dem
tilsammen 1,000 Æselsladninger Hvede, for
at de kunde slaa sig ned og drive
Agerbrug. Men Zigeunerne fortærede deres
Okser og deres Hvede, og efter et Aars
Forløb kom de og klagede deres Nød
for Kongen, som sagde; »Det var ikke
saaledes, at I skulde have baaret Jer ad,
at forøde jeres Udsæd og jeres Høst.
Nu har I Æslerne tilbage; læs Bagagen
paa dem og stem saa jeres
Instrumenter og spænd Silkestrængene paa». Og
siden den Tid flakker Zigeunerne
hjemløse omkring som Hundenes og Ulvenes
Kammerater.
Blandt Sassanidetidens Musikere er
særlig een bleven berømt, saa at han
stod for Efterverdenen som den Mester,
hvem ingen senere var naaet op paa
Højde med. Det var Barbadh,
Kapelmester hos Kong Khusrau Parvez (590
—628 e. Chr.). Som det var
almindeligt i Orienten, var han paa en Gang
Komponist og udøvende Musiker og
Sanger. Hans første Optræden ved
Khus-raus Hof skildres paa en meget
dramatisk Maade. Kongen havde en
Hofmusiker ved Navn Sergesch. Barbadh, der
levede ukendt i Provinsen, fik saa en
Dag Lyst til at prøve sin Lykke ved
Hoffet. Men da Sergesch hørte ham
synge, forstod han, at han havde fundet sin
Overmand, og benyttede alle Midler,
for at den farlige Rival ikke skulde faa
Lejlighed til at præsentere sin Kunst
for Kongen. Han bestak alle
Hoffolkene til at holde Barbadh borte, og den
ulykkelige Musiker gik omkring med sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
