Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Friluftsspil. Af Carl Behrens. Med 10 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
588
CARL BEHRENS
mægtige Ruiner, hvor, som Daniel
Fallström siger i sit pompøse
Indlednings-digt:
»Tempelhvalfvet, fastän brustet, lågar,
af rosor öfverväxt, i solens glans».
En pragtfuld Natur, hvor Vandreren ved
hvert Skridt møder Sporene af Fortidens
Storhed, dannede den egentlige Ramme
om disse Festspil:
»Hafvets böljor slå
i sakta sång mot strandens hvita hällar,
och du kan se i ljusa sommarkvällar
hur solen timrar längst vid västerns rand
ditt drömda slott med rutorna i brand».
De »kulturhistoriske Spil» tildrog sig
ogsaa i Udlandet almindelig
Opmærksomhed — den historiske Ramme, hvori
de var indfattede, den maleriske Glans,
hvormed de var sat op, den Begejstring,
der besjælede alle medvirkende, gjorde
dem til en i deres Art enestaaende
Bedrift.
Og dog havde man allerede en halv
Snes Aar tidligere i Sverige forsøgt en
Art Friluftsspil, inspireret af Marstrands
gamle Fæstnings Historie. I Kong Oscars
Nærværelse opførtes det i Marstrand 1889.
Daniel Fallström havde besørget
Iscenesættelsen og skrevet de Digte, Ödman
sang, Palme og Gustaf Fredrikson
deklamerede. Over tre hundrede
kostumerede Personer deltog i Udførelsen. Det
var Marstrands Befrielse fra Fjendehaand,
som fremstilledes. Og i Hovedoptrinet
saa man Fæstningen og de brogede
Skarer belyste af Tjæretønder, som flammede
paa Skær og Øer rundt omkring.
VI.
Fra Tyskland stammer
Friluftsteatrets Renaissance. Det er tyske
Teaterledere, som har overført Rousseaus
Devise: Tilbage til Naturen paa Teatret.
Mod Storstadsscenernes Ensidighed og
Snæverhed har de fundet en Lægedom
i Teatret under aaben Himmel. En af
Friluftsscenens varmeste Talsmænd jocza
Savits har i sin nysudkomne Brochure
»Das Naturtheater» (München, R. Piper
und Co. 1910) erklæret, at alt, hvad en
betydelig dramatisk Aand har frembragt,
kan opføres paa Friluftsteatret. Det hele
beror kun paa Sædvane, det kommer
kun an paa, at Publikum villigt
anerkender denne Scenes Existensberettigelse,
at Mennesket atter lærer ogsaa med
Hensyn til dette Punkt at rette sig efter
Naturen og ikke egensindig fordrer, at
Naturen skal rette sig efter ham, hvad
Ud-styrsscenen saa ofte viser. Den
menneskelige Fantasi er nemlig modtagelig
for alt, naar den blot bliver ledet i det
rette Spor. Kan den paa Udstyrsscenen,
i et lukket Rum tro at se Skov og fri
Mark, Flod, Sø, Hav og Landskab, ved
kunstig Belysning indbilde sig, at det er
Dag, hvorfor skulde den saa ikke i fri
Luft under aaben Himmel kunne
forestille sig Værelser og lukkede Rum og
selv ved højlys Dag, at det er Nat ? Og
saa fra den snævre Udstyrsscene flygte
ud i den ubegrænsede, vidtstrakte Natur
under den høje Himmelhvælving, ud i
sin egen Frihedssfære?
En meget almindelig og alvorlig
Indvending mod Friluftsteatret er Klimaet.
Hvorledes skal et Friluftsteater bære sig
ad i Somre, hvor Kulde og Regn hører
til Dagens Orden? Lederen af
Friluftsteatret i Thale i Harzen, Ernst
Wach-ler, har i sin Afhandling »Die
Freilicht-bühne, Betrachtungen iiber das Problem
des Volkstheaters unter freiem Himmel»
(Leipzig, Frits Eckardt, 1909) udtalt sig
om dette betydningsfulde Spørgsmaal:
»Det er rigtignok umuligt at spille,
naar det regner og er koldt. Men der er
intet, som træder hindrende i Vejen for
at benytte de varme
Højsommermaane-der og de regnfri Dage til at spille . . .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
