Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Dansk literatur. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dansk literatur
663
om, hvilken Skæbne Mangel paa Skønhed
bereder en Kvinde, hvilke Skuffelser hun
maa gennemgaa, indtil Livet forbarmer
sig over hende og i en Plejedatter
skænker hende den Godhed i Sindet, uden
hvilken Lykken og Retten til Livet aldrig
naaes.
Denne Fortælling om, hvorledes
Mariane vinder Livsberettigelse, hvorledes en
»grim gammel Kvindes ikke længere er
ensom, gør Indtryk ved sin hjærtelige og
inderlige Tone. Der gaar ikke noget dybt
Lidenskabens Pust gennem den — den er
stilfærdig, men ægte i sin Følelse.
Smukke Fortælleregenskaber rummer
ogsaa Ellen Reumerts »Lænker» (I. L.
Lybeckers Forlag), af hvis fire Noveller
særlig den sidste er et Fund. Den hedder
»Fra Dr. Holmers Praxis», og er egentlig
en Cyclus Noveller, hvis forenende Baand
er Lægen, i hvis Virksomheds brogede
og rystende Oplevelser man faar hastige
Indblik. Fru Reumert viser her ofte Ævne
til med faa kunstneriske Midler at
fremkalde en næsten dramatisk Virkning, hvad
der heller ikke overrasker netop hos denne
Forfatterinde.
Fra det kjøbenhavnske Selskabsliv føres
man i Lucie Hørlyks Fortælling »Den
gamle Plantage» (Det Schønbergske Forlag)
til Vestindien, til hvis sociale Tilstande
gennem det 191de Aarhundrede
Forfatterinden dels gennem Studier, dels gennem
Selviagttagelser har skaffet sig et
betydeligt Kendskab. Hendes seneste Bog har
den Mangel, at dens Skildringer strækker
sig over saa langt et Tidsrum, at der
momentvis kommer noget referatsmæssigt over
Fremstillingen, og at ikke alt det siges om
Personerne, som man gærne vilde vide.
Men det er forfriskende at træffe en
Forfatterinde, som har søgt og fundet ny
Jord. Hun har studeret Mennesker og
Landskaber paa de fjærne Øer, der
vedblivende tilhører det danske Monarki, og
som dansk Kapital i det sidste Decennium
har prøvet at oparbejde fra Dekadence
og Forsumpning til ny Fremfærd. »Den
gamle Plantage» rummer saa månge
virkelig gode Romaneffekter, at disse holder
Læseren skadesløs for de Punkter, hvor
en mere koncis Fremstillingskunst savnes.
Under alle Omstændigheder er Lucie Horlyk
et nyt skarptskaaret Fysiognomi blandt
danske Forfatterinder.
III.
Disse føler sig ogsaa draget mod
Scenen, som Karen Bramson, der i
Skuespillet »Lykke» (G. B. N. F.) har taget det
Problem op til Drøftelse, om hvori Lykken
bestaar, om hvor langt det ene Menneskes
Pligt gaar til at afsløre Forhold, som vil
betyde Undergang for det andet Menneskes
Livslykke. Forfatterinden har opbygget
sit Stykke meget skematisk, og Dialogen
bliver ofte mere Diskussion pro et kontra
end Livets egen strømmende Tale. Men
selve Skuespillets Tankegang er
ejendommelig, og muligvis vil sceniske
Kunstnere kunne udjævne det konstruerede
Indtryk, Stykket efterlader ved Læsningen.
Sammen med Gustav Wied har Karen
Bramson endvidere skrevet Komedien
»Ærtehalm» (G. B. N. F.), hvori det er
Nutidens Danmark, som søges revset ved
Satire. Men det er ikke let ved
Jærn-banesvindel symbolsk at ville ramme
politisk Svindel, og derfor bliver meget, der
er tænkt som dybsindige Sandheder, kun
Slag i Luften, selv om man kender Løven
paa Kloen — eller Gustav Wied paa hans
barokke Indfald.
Aarets mærkeligste dramatiske Værk
skyldtes Sven Lange, hvis Tragikomedie
»Samson og Dalila» (G. B. N. F.)
behandler et ligesaa gammelt som evigt nyt
Æmne: Kunstnerens Kamp mod Filisteren,
den højtsvungne Idealisme i fortvivlet
Forsøg paa at gøre sig fri fra det jordiske.
Men medens dette Æmne har bevæget
Skribenterne til lyriske Anklager, til
voldsomme Angreb, behandler Lange det med
ætsende, blodig Ironi. I Digteren Peter
Krumbaks Forvandling til den af Filistrene
fængslede Samson søger Lange at orene
grotesk Komik med tragisk Fortvivlelse, og
han har derved stillet sine Skuespillere
Opgaver, som de her i Norden först efter nogen
Tøven har dristet sig til at løse, medens i
Tyskland, hvor man er mere fortrolig med Begrebet
romantisk Ironi, Forsøget allerede i
Forvejen med Held var bleven vovet. Som i Tiecks
fantastiske Skuespil ser man i »Samson og
Dalila» Teatret paa Vrangen.
Medens Lange, da han skrev dette
Stykke, dog sikkert har haft Scenen for
Öje, er Einar Christiansens Tragedie
»Fædreland» (G. B. N. F.) det typiske
Læsedrama. Med dette er Christiansen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
