- Project Runeberg -  Ord och Bild / Nittonde årgången. 1910 /
664

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Dansk literatur. Af Carl Behrens

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

664

carl behrens

efter en halv Snes Aar som Direktor for
det kgl. Teater at have været praktisk
Teatermand, vendt tilbage til Literaturen,
hvor han atter er bleven hilst med fuld
Honnør. Hans Tragedie, der ikke er
tideller stedfæstet, men dog foregaar i
Nutidens urofyldte Atmosfære, midt imellem
de lurende sociale Spørgsmaal, er et
varmtfølt, menneskeligt Indlæg for
Hjemstavns-følelsens Ret. Intet Menneske — det er
Dramaets bærende Tanke — kan
overhugge de Traade, der forbinder ham med
Fædreland og Slægt. Derfor vender den
unge Anthio, da hans Land er i Fare, hjem
og stiller sig i Rækkerne mellem de
kæmpende, hvor Døden rammer ham. Som hans
Moder siger: Følelsen, der drev ham hjem,
var stærkere end det Liv, hun havde
skænket ham — »den var stærk som en
gammel Velsignelse».

Einar Christiansen berører i dette
Stykke paany Strænge, som er gammelkendte
i hans Produktion. Han har altid været
Talsmand for Slægtsfølelsens Ære og
Hjemmets adlende Magt, men de gamle
Strænge toner nu med en Varme og Fylde,
som giver »Fædreland» en fremskudt Plads
i hans Produktion.

Valdemar Rørdam har stillet sig den
overordentlig fordringsfulde Opgave at
skrive et Skuespil paa Vers: »Grønlandsfærd»
(G. B. N. F.). Men der er en mærkelig
Lethed over hans versifikatoriske
Behandlingsmaade, og Versene har ikke lagt
noget Baand paa den dramatiske Udvikling
af to Brødres Elskov til en og samme unge
Pige. Da den af dem, hun har skænket
sin Haand, rejser paa en
Grönlandsexpedition, og et falsk Budskab om hans
Død naaer Hjemmet, gifter hun sig med
Rivalen. Netop pna Bryllupsdagen
kommer den som død formodede tilbage og
staar i den fædrene Gaard, hvor alt er
smykket til Fest. Dette Motiv, som minder
om Folkevisen, er behandlet med virkelig
scenisk Blik. Dramaet munder ud i Gru
og Rædsel. Grønlandsfareren dræber sin
Broder, som har stjaalet hans Brud, og
den unge Hustru tager sig i samme
Øjeblik af Dage. Den gamle Fader sætter
Punktum for det ophidsede Slutningsoptrin
med disse Ord:

»Fler har Del i Skylden end de to, som nu er døde.
Også jeg, der tav til og tålte deres Brøde.

Men spildt er Blodet ikke, hvis vi levende forstår
dets røde Skrift paa Stenbroen her i Brobygård»,

Linjer, som paa en mærkelig Maade
minder om lignende Aktslutninger i
Drachmanns Melodramaer (f. Ex. »Dansen paa
Koldinghus»). Den Uhygge, hvori
Rørdams Skuespil klinger ud, vil sikkert
sætte en Bom for dets sceniske Opførelse.

Ogsaa Jeppe Aakjærs Skuespil »Ulvens
Søn» (G. B. N. F.) ender med en
skærende Dissonans. Den brutale
Gaardbe-styrer, der vil tumle en uvan Hest, kastes
af mod en Port og dræbes. Forfatteren
ønsker, at der i denne sørgelige Udgang
skal ses noget i Retning af Guds Finger.
Thi Gaardbestyreren er en Folkeplager, en
Tyran, som kører sine Husmænd i
stramme Tøjler og hindrer den fri Udfoldelse
af deres Ævner. Stykket er med andre
Ord et Agitationsindlæg i det brændende
Husmandsspørgsmaal, men Agitationen har
taget Løftelsen fra Dramaet, der ofte er
pinlig dilettantisk i sine Virkemidler. Der
gives nu en Gang en uovervindelig
Grundforskel paa Digtning og Agitation.

IV.

Ogsaa som Lyriker er Jeppe Aakjær
Agitator. Men Lyriken mildner hans strænge
Træk, og han forstaar her at underordne
sine samfundsreformatoriske Lyster, saa
Kunsten bliver den ledende og styrende
Magt. Hans nyeste Digtsamling »Muld og
Malm» (G. B. N. F.) indledes med en
Opsang til Husmændene som de mange:

»Grib jer Spade og hug jer fri!

I er tusind, hvor de er ti!

Kommer I snart, I Husmænd!»

og hele Bogen er præget af Digterens
varme Medfølelse med de forkuede og
undertrykte. Han er i sjælden Grad
Demokratiets Sanger, og der kan i hans luende
Rhytmer ofte blande sig Toner, som
minder oin Ossian-Nilssons. Men denne
folkelige Sanger-Agitator, der baade
besynger og oversætter Robert Burns, kan ogsaa
anslaa mildere og blødere Stemninger.
Fra Tiden og Striden vender han tilbage til
sit Barndomshjem, til Aaen i sin Faders
Eng,

»den kan jeg ingensinde glemme,
den gled som Drøm om min Barneseng
med blød og klukkende Stemme»,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 13:51:05 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1910/0726.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free