Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Dansk literatur. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
666
carl behrens
Frihed, Forbryderne kræver. Og Lærer
Urup, der har doceret for Børnene, at
Lynch-Justits var moralsk berettiget, maa
vige fra sit Embede. Han, som elsker
Tilværelsen med hele sin Sjæl, bukker
under i Kampen med Menneskenes raa Begær.
Men hans Vilje er ubrudt, og han forlader
ikke sit Embede som en slagen Månd.
Han ved, hvad han vil.
Jakob Knudsens sidste Bog tiltaler ved
sin Djærvhed og sin naturlige Fremstilling.
Den danner i saa Henseende en behagelig
Modsætning til adskillige sygelige Skud i
ny dansk Novellistik. Det er f. Ex. en
Fortælling som Harald Raages »Arabella»
(G. B. N. F.), hvor Affektation er nærved
at kvæle de friske Skud. Her er sikre
Rids af moderne Ungdom, men det hele
glider ud, bliver til Taage, hvor Læseren
flakker vild. Ogsaa Harald Kidde burde
lære af Jakob Knudsens sunde og dröje
Stil. Hans nyeste Bog »Den anden» (G.
B. N. F.) er Vidnesbyrd om hans absolute
Talent, men for han har overvundet sin
pinlige, stilistiske Affektation, er der ikke
Vej frem for ham.
En skærende Modsætning til Jakob
Knudsens Land danner endelig Rud Langes
By i Fortællingen »Dromme» (Jacob Erslevs
Forlag), der i Uhyggebilleder, som kan
minde om Gorki og andre Ny-Russere,
fremmaner et døende, halvt afsindigt
Menneskevrags Hallucinationer. Forfatteren
ligner ikke sine andre samtidige — hans
Muligheder synes at ligge paa den sociale
Romans Omraade.
Til helt andre Egne føres man med
Sten Drewsen i »De sorte Børn» (G. B.
N. F.) en Rejsefortælling om Negerne og
deres Liv paa Haiti, fortalt med Lune og
Overlegenhed, lovlig langtrukken paa sine
Steder, men forfriskende og ny, i
Modsætning til andre danske Fortællingers Bonder,
Borgere og blegsottige Ynglinge. Disse
sidste behandles med Ironiens spidse Od
i Svend Leopolds» Min Ungdoms Bog» (G. B.
N. F.), hvor denne Forfatter viser
hvorledes en ung fattig Student bliver en Spurv
i Tranedans, naar han som Huslærer kommer
i Berøring med Aristokratiets Blomst, som
ved nærmere Undersøgelse dog er stærkt
ormstukken i Bunden. Bitter Satire og skælmsk
Lyrik bestemmer tilsammen over Stilen
d denne Bog, som helt igennem er under-
holdende og viser Forfatteren som en
Stemningsvirtuos af Rang.
Medens Leopold behandler den elegante
Stilet med udsøgt • Behændighed, slaar
Gustav Wied med den tunge og plumpe
Kølle. Hans sidste Samling Fortællinger
og Skitser »Circus Mundi» (G. B. N. F.)
er en Forening af tidligere
Lejlighedsar-bejder, hvor vellykket og forfejlet mødes.
Groteske Indfald og smaa Rædselsnoveller
— som »Roser» — aflöser hinanden. Wied
synes — ligesom sin umiddelbare Forgænger
Schandorph — at savne Ævne til
Fornyelse, en Grundmangel hos Satirikeren.
Anderledes Johannes V. Jensen 1 Han
fornyer sig stadig, han er stedse paa Jagt
efter nye Indtryk. Ingen blandt nyere
danske Forfattere er mindre stillesiddende
Borger end han. Stedse opdager han
Verden paany, hvad der giver hans Bøger
en Oprindelighed, en ram Smag af Jord
og salten Hav, som gør dem til
Oplevelser ogsaa for Læseren. I hans nye
Samling »Myter» (G. B. N. F.) findes der f.
Ex. en Skildring af »Dansk Natur», hvor
det danske Landskab til Aarets vexlende
Tider er fremmanet med en saa stor
plastisk Kraft, med en saa gnistrende Ævne
til at faa Naturstemmerne til at klinge, at
disse Sider sikkert en Gang vil blive
hædrede som klassiske.
I »Skyggernes Tog» (G. B. N. F.)
aabenbarer Otto Rung atter sin intuitive Ævne
til at skildre moderne Mennesker. Han
er som Forfatter Sjælepsykolog,
Hjærne-anatom, han fører sin Sonde paa en Gang
behændigt og ubarmhjærtigt, —- han ejer
Videnskabsmandens kølige Ro og hører
uden at fortrække en Mine sine Ofres
Skrig.
I saa Henseende danner han en polær
Modsætning til Christian Houmark, der
sine to Fortællinger »Det Syndens Barn»
og »For Guds Aasyn» (G. B. N. F.)
lægger en overordentlig Sensibilitet for Dagen
og næsten røres til Taarer over Livets
Ubønhørlighed. Han er i sin Skildring
af Tilværelsens Stedbørn paavirket af
Herman Bang, hans Omraade er endnu bestemt
af Hverdagens smaa Tragedier indenfor
Provinsbyens Ramme. Ved at læse hans
Bøger, der udmærker sig ved Stilkunst og
sikker Form, føler man dog, at han en
Dag vil bryde denne Ramme og vove sig
frem til mere omfattende Æmnevalg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
