Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Johanne Luise Heiberg. Af Emil Poulsen. Med 12 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
88
EMIL POULSEN
DET KONGL. TEATER 1862.
siens rige, hvor hun var herskerinde.
Enhver Dansk erindrer Ninons ord til
chevalieren: (i Henrik Hertz »Ninon»,
hvori de to hovedroller spilledes af fru
Heiberg og Michael Wiehe) »at man i
frastand alt kan mærke, om en månd
er fri og ædel blot ved at se ham gå;
thi trællens gang er uden rhytmus».
Jeg har set flere skuespillerinder forsøge
at efterligne fru Heibergs gang: det
lykkedes dem at skabe en irriterende kopi
— men »sjælens rhytmus» manglede.
Michael Wiehe var hendes jævnbyrdige
i gangens karakterfulde skønhed. Jeg
var som barn tilstede, da Høedt i 1851
debuterede som Hamlet. Af hele
forestillingen står kun et billede lyslevende
for mig: Michael Wiehes gang over
scenen som Horatio. Hvor forstod jeg, at
Hamlet kunde lide trygt på den ven. —
Men så hendes smil! Var det øjnene,
der lo, eller lå det omkring hendes mund?
jeg har aldrig kunnet blive klar derover.
Øinene — ja, hvad farve havde de veir
De var vel egentlig grå — men de
havde brune øjnes varme glød, og stråle
kunde de som solskin. Man ser ofte,
at smilet kan lyse op i et ansigt, som
når et landskab pludselig skifter
karakter, når solen kommer frem fra skyen.
Det har jeg også set hos fru Heiberg:
hun er kommen ind fra sit sovekammer
efter en søvnløs nat — gammel og træt
— men så smilede øjnene til goddag og
solen forgyldte og foryngede de stivnede
træk. Men fru Heibergs smil kunde
kaste solskin over en hel selskabsfyldt
sal — ja mere endnu — over scenen
og et helt fyldt teater, hvad jeg skal
fortælle et eksempel på fra mine første
studenterdage. Det var ved det
skandinaviske studentermøde 1862. Vi
havde modtaget vore gæster med taler fra
universitetstrappen på Frueplads —
skulde så hjem i familierne og spise til
middag og derpå til festforestilling i det kgl.
teater, hvor naturligvis det bedste skulde
vises Svensker og Normænd: Wiehe,
Phister, fru Heiberg osv. Til stor
bestyrtelse for os unge teaterinteresserede
havde man sat »Nej» på plakaten, hvor
den 50-årige fru Heiberg skulde spille
den purunge Sofie. Ungdommen søger
jo ungdom, og en sådan aften, hvor
teatret var fyldt tilmed af fremmed
ungdom, der ingen forudsætninger havde
til bedømmelsen af hendes kunst —
hvorledes vilde det gå? Tæppet gik op for
»Nej». Sofie skal komme ind fra
venstre side — gå over scenen og hen
forbi døren på den modsatte side —
mærke, at elskeren Hammer står på lur
bagved døren og sige, i det hun går frem
mod publikum: »Han er der!» Fru
Heiberg kommer altså ind: en gammel
kone i hvid, klar kjole — stærkt
hvidmalet i ansigtet med karminrøde kinder
(De ældre skuespillere var fra olielam-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
