Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Johanne Luise Heiberg. Af Emil Poulsen. Med 12 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
90
EMIL POULSEN
ge brud, medens den virkelige ungdom
ved siden af hende blegnede og
forsvandt i kunstens stråleglans. -— På
denne evne til at sætte tilskuernes fantasi
i bevægelse, så den arbejder med, beror
al illusion, al glæde ved skuespillet
både for skuespilleren selv og for den
tilskuer, der vil andet i teatret end
fordøje til en lummer valsemelodis toner.
Jeg husker en bekendt teaterkritikers
ord fra min ungdom: »Når Michael Wiehe
på scenen siger, at det lyner, så lyner
det —- ja man hører endogså tordenen
rulle» — og det var sandt. Hvergangjeg
som dreng så »Eventyr på fodreisen»,
hvor Michael Wiehe som Eibæk lå og
stirrede op i suffitterne efter den blå
himmel mellem trætoppene: »Der sidder
en krage», siger han; »å — der fløj den!»
— greb jeg mig hvergang i at strække
hals for at se efter kragen. Ældre
teatergængere husker vist Foersom som
Burman i »De uadskillelige».
Tordenbygen har udraset, og han kommer ud
i døren på skovløberhuset: han ser op
under tagskægget -— malet lærred spændt
på en træramme — og får et tagdryp
på næsen, som ban omhyggelig aftørrer
med sin rødtærnede lommeklud, og fra
døren sætter han med et hop over en
stor vandpyt, han har opdaget på det
grå teatergulv, der forestiller
skovbunden i Charlottenlund — og vi ser det
så grangiveligt altsammen, uden at han
siger et ord. En morsom historie
fortalte fru Heiberg om digteren Hauch.
Der prøvedes på »Søstrene på
Kinnekulle» og Hauch sad på den tomme,
mørke tilskuerplads for at overvære
prøven på sit stykke. Det var ikke
generalprøve, så der prøvedes uden de
rigtige dekorationer og uden kostymer og
belysning. Dagen efter besøgte
digterens hustru fru Heiberg. »Nå, hvad
syntes så Hauch», spurgte denne. »Det
var storartet», svarede fru Hauch, og
navnlig var dekorationerne aldeles
dejlige — især bjerghulen, hvor
guldårerne vælder ud af klippevæggene.» Hauch
havde givet en begeistret beskrivelse af
en dekoration, der aldrig havde
eksisteret, men det var jo rigtignok fru
Nielsens fantasi, der i »Ulrikkas» skikkelse
havde bygget dekorationen, og digterens
øjne havde taknemlig set den i
fantasiens glans.
En lykkelig tid for teatret den første
halvdel af forrige århundrede. En
række store dramatiske digtere og, hvad
altid er den naturnødvendige følge: en
samling fortrinlige skuespillere —
selvstændige kunstnere — og endelig et
publikum, hvis barnlig friske fantasi en
rastløs, overnervøs tid endnu ikke havde
gjort syg og gold. Jeg tager et
eksempel i flæng som publikums holdning f.
eks. under opførelsen af »Macbeth» fra
den første tid, jeg begyndte at komme i
teatret. Sidste akt består i en række
vekslende kampscener.
Dekorationsskif-terne bestod dengang i, at et nyt
bagtæppe rullede ned, medens et par
tilsvarende kulisser skubbedes frem.
Temmelig normalt forløb dette skifte således,
at den ene ende af bagtæppet blev
hængende i klemme i suffitterne, medens den
anden rørte ved teatergulvet, indtil en
maskinmand med en lang stang fik
pirret den højtsvævende ende los, så
den med et brag og i en støvsky faldt
ned på sin plads. Jublende latter hilste
det heldige resultat, men — i næste
øjeblik sad vi åndeløse og stirrede
betaget på Macbeths og Macduffs
blodige møde. Nu bygges dekorationerne så
nær virkeligheden som muligt —- alt skal
være plastisk — virkelige skal træerne
være med rigtige grene og blade, der
kaster skygge, når den elektriske
projektør beskinner dem, og vi sidder med
nøgtern kritik og undersøger, hvordan
det er gjort og finder det først »fandens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
