Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Johanne Luise Heiberg. Af Emil Poulsen. Med 12 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134 EMIL POULSEN
EMIL POULSEN. UNGDOMSPORTRÆT.
masken. Først senere har jeg indset,
hvor nødvendig en sådan erotisk forskole
er for den begyndende
menneskefremstiller. Kærligheden er jo alt livs
ophav og styrer menneskets handlinger
med eller uden dets vidende. Men
desuden blev jeg derved tvunget til at
sikkre mig herredømmet over min krop,
hvad jeg havde forsømt i mit 7-årige
studenterliv i en tid, hvor sporten endnu
ikke var opdaget.
Da fru Heiberg ophørte med sin
teatervirksomhed, vedblev hun dog med
vågent blik at følge min
fremskridende virken ved teatret. Jeg har lige
til det sidste breve fra hende, hvergang
jeg havde spillet en rolle af nogen
betydning, hvor hun bevidner mig sin
glæde over det lykkede og giver mig sin
uforbeholdne kritik over det
mislykkede. Ofte var brevet ledsaget af en gåve,
hvortil knyttede sig mindet om en
begivenhed i hendes teaterliv. Et sjeldent
smykke f. eks., som hun gav mig til
Hamlets barret, havde en teaterhistorie,
der gik tilbage til Ludvig d. I4:des tid.
En anden gang var det en hvid, rigt
broderet vest, som havde tilhørt
svigermoderen fru Gyllembourgs månd —
om jeg mindes ret, skulde jeg bære den
som den unge Løwe i »Kong Salomon
og Jørgen Hattemager». — En gåve
må jeg omtale udførligere på grund af
den mystik, der knyttede sig til den.
Det var fru Heibergs berømte teaterring.
Skuespillere er jo berygtede for deres
overtro, der tit antager de latterligste
former. Jeg, som kom fra et liv i
studeringer og blandt studenter, kendte
ikke og forstod ikke denne side af
teaterlivet, før fru Heibergs ring førte mig midt
ind i den. Selv var hun gennemvævet
af mystik. Når man kom ud og
aflagde hende et besøg og var så heldig
at slippe for andre visitter, kunde hun
ofte give sin rige, Østerlandske fantasi
tøjlen, og medens timerne svandt som
minutter, sad man og vidste tilsidst
ikke, om man vågede eller drømte, så
besnæret var man blevet af trylleriet, der
udgik fra det feagtige væsen, der sad
ved ens side. Det var just en sådan
eftermiddag — det begyndte allerede at
skumre, sålænge havde besøget varet —
da hun reiste sig og af en skuffe udtog
en lille rød æske, hvori der lå en ring.
»Dette er en amulet —- en talisman, der
bringer lykke», sagde hun, »den har jeg
altid båret, når jeg optrådte på scenen.
Jeg fik den af en reisende, en
Portugiser, der kom fra Brasilien; han gav mig
den på den betingelse, at jeg altid
skulde bære den, når jeg spillede — den
vilde bringe mig lykke. — Den har
aldrig forladt mig på scenen. Nu forærer
jeg den til Dem, men på samme
betingelse». Hun rakte mig ringen: en
ædelsten, der kaldes krysopras eller snarere
aqvamarin (havvand), thi havvandets
grønliggule farve har den, når man
holder den mod lyset. Ellers er den af en
ubestemmelig mørk farve; den var i
randen slebet i facetter, hvori lyset
spillede som i en krans af diamanter. Jeg
modtog ringen og betingelsen og har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
