Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Johanne Luise Heiberg. Af Emil Poulsen. Med 12 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96
EMIL POULSEN
NY KONGENSGADE 10.
min hånd? Når nu Berner (teatrets
in-tendant) ved sæsonens slutning også vil
gøre sin pligt, så håber jeg, at intet
stiller sig i vejen for, at sommeren kan blive
benyttet til held for Dem og teatret.
Deres hengivne
Johanjie Luise Heiberg.»
Da jeg kom ud for at takke hende,
sagde hun: »Nej, det var jo det, De
ikke skulde behøve. Min alf kan De
ikke få fat i, og mig personlig skylder De
jo vitterlig intet». Det gjorde jeg nu
alligevel. Men først månge år efter, da
alfen forlængst var død, fik jeg at vide,
at det var brygger Jacobsen, faderen til
den nu levende kunstmæcen.
Min anden historie foregik 1886 i
foråret nede mellem Thorvaldsens museum
og Stormbroen. Vi skulde flytte det
forår og havde lejet et morsomt
gammelt hus i Ny-Kongensgade no. 10.
Det var flere hundrede år gammelt
— et af de første huse, der byggedes,
da man kort efter Københavns belejring
begyndte at opfylde Kallebodstrand, hvor
hovedstormen foregik; det var oprindelig
bestemt til bolig for hofsinder fra
slottet. Der var gamle grønne trær i
gården. Volden og Filosofgangen gik
endnu for enden af gaden. Jeg husker, at
jeg sad store bededagsaften under
det udsprungne træ i den lille gård og
hørte klokkeklangen og drømte mig
mange mil fra hovedstadens larm. Jeg
var naturligvis optaget af denne
flytning og talte meget om det morsomme
gamle sted. Der var håndværkere i
lejligheden, før vi skulde flytte ind, og jeg
var en eftermiddag i April på vej
derned for at se, hvordan der stod til. Over
stormbroen ser jeg en mørk, krumbøjet
skikkelse komme gående i silkekåbe og
kysehat. Det var den 74-årige fru
Heiberg, som syntes at ville undgå mødet
med mig. Jeg kunde dog ikke lade
være at standse og hilse på hende. »Nå»,
sagde hun, »er det Dem! Hvor tror De
jeg har været henne? Kan De gætte?
I Ny-Kongensgade no. 10 såmænd!
Hvad jeg vilde der? Jo, det skal jeg
sige Dem. Ungdommen er så
ubetænksom og tankeløs. Ved De, hvad det
første er, man skal flytte ind i en ny
lejlighed? Nej — naturligvis ikke!
Men det ved jeg. Det er salt og brød.
Så er man sikret mod at lide nød i
den lejlighed. Og siden De nu på en
måde har grebet mig på fersk gerning,
så vil jeg gå til bekendelse: I
tallerkenrækken i Deres køkken ligger der et
brød og et lille kræmmerhus med salt —
så har jeg gjort mit til, at De ingen
nød skal lide, mens De bor der. -—
Farvel!» Og hun gik hen langs
Thorvaldsens museum. Jeg stod rørt og så
ef-ten den lille, gamle skikkelse, en venlig fé i
en gammel kvindes legeme — med et
var hun forsvunden: måske bøjet om et
a
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
