Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Beth Chajim. Af Ingeborg Maria Sick
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
314
INGEBORG MARIA SICK
bund. Mellem Græsset skælver
blændende Strejf af store, slörfine Skarntyder.
Og det mörke Lövtag ovenover brister
hvert Öjeblik under et Væld af tunge,
brede, lyshvide Hyldeblomster, der ser
ud som en forstörret, mangedobbelt
Spejling af Skarntyderne nede i Græsset.
Her kunde man önske at dvæle en
Stund i sine egne Tanker, lade dem
komme og gaa ganske, som de vilde. . .
Eller lege stille Lege fra sin
Barndomstid om igen.
Men det er ikke nogen Have til at
lege i. Langs alle de smalle, sorte Gange,
mellem Græs og Blomster, mellem
Hyldens mange knudrede, forvredne
Stammer, ligger Sten ved Sten, Sten i Rækker
og Geledder, Sten paa kryds og tværs,
Sten i hundred-, nej, i tusindvis.
Nogle smaa, låve, skraat
sammensunkne, andre höje, ranke, statelige og
selvbevidste. De fleste tæt beskrevne
med sære, mer eller mindre udviskede
Tegn og Bogstaver — som Bladene af
en stor, ærværdig Bog, der kunde være
udrevne og ströede ud over Haven —
og nu laa og ventede paa at blive
samlede igen.
Vi er i Beth-Chajim, den gamle jödiske
Kirkegaard.
Ingen af dens Sten er ny. Den sidste
af de döde, som hviler under dem, blev
baaret herind en Dag i Maj i det
Herrens Aar 1787. Men naar den förste
Sten blev lagt, det ved ingen mer. Det
ligger saa langt, langt tilbage!
De maatte jo straks have en
Urtegaard at jorde deres döde i, de
omtumlede, fordrevne Joder, der slog sig ned
ved Moldaus Bredder — for at de döde
dog kunde have den Fred, de aldrig
kunde faa i levende Live. Og efter
Sagnet kom disse Joder allerede den
Gang, deres Tempel var gaaet op i Luer,
og deres Stad lagt öde af Romerne.
Men fra den Tid er der ingen Ind-
skrifter at læse. Har Sagnet Ret, da
maa alle de ældste Sten være forsvundne,
tilintetgjorte, eller sunkne i Jorden.
Dernede ligger ogsaa mange endnu, thi for
at spare paa Pladsen lagde de deres
Grave i Lag over hinanden.
Saameget ved man dog, at den
spænder over mindst syv, otte Aarhundreder,
den ærværdige Bog, hvis beskrevne Blade
ligger ströede her. Og vægtige, kloge
og gode Ord flk vi at læse foruden alle
Navnene med den gammeltestamentlige
Klang, hvis vi blot forstod at tyde de
gamle Hebræers stærke, kantede
Skrifttegn.
Der er ogsaa indhugget Sindbilleder
i Stenene. De to velsignende
Haandfla-der paa det höje Mindesmærke vil sige,
at den, som hviler her, var af Aarons
Slægt. Kanden med Nöglen betegner
Leviten, den fordums Tempeltjener. Den
smækre Kvindeskikkelse med Rosen i
Haanden antyder, at her er Sovestedet
for en Brud. . .
— Vi gaar dybere ind under
Hyldetræernes mörke Fletværk af Grene.
Overalt herinde, paa den sorte Jord, paa de
kantede Sten, paa hvert eneste Græsstraa
har Hyldeblomsterne drysset deres blide
Sne, deres smaa, svirrende, hvide Stjærner.
Nede i Gangen fortætter de sig til en
hel lille Mælkevej, der lyser venligt op
i den grönne Dunkelhed.
Beth Chajim hedder dette Sted.
Livets Hus, Hus for Livet, har de kaldt
denne Dödens Have. Og man foler,
hvor de har haft den kær, alle de, som
her er gaaet til Hvile.
Her maatte der kunne fortælles Sagn
og sære, gamle Æventyr. . . Aa ja, de
er ogsaa skudt frodigt op af den sorte
Muld — som det lange vildsomme Græs.
Mest har de samlet sig om de kendte
Navne herinde. Men ogsaa om de
navn-löse, de, hvis Sten ikke mer er til at
finde — ogsaa om dem gaar der Sagn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
