Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Beth Chajim. Af Ingeborg Maria Sick
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BETH C HAJ IM
315
Et af dem vil jeg pröve at fortælle,
medens vi vandrer frem og tilbage i
Gangen, hvor Lyden af vore Fodtrin
dör mod den blöde Muld — og hvor
det suser saa underlig vedholdende over
vore Hoveder. . .
Her paa den gamle jödiske
Kirkegaard sover de döde deres lange Sövn
roligt og uforstyrret. Aldrig hörer man
om Uhyggesyner i Natten, om Spögelser,
der rejser sig og skrider henover
Gravene. Her er ligesaa trygt og fredeligt
i Midnatstimen som ved den klare Dag.
Kun om en eneste af de mange
tusind döde siges der, at han ikke har
kunnet finde Ro i sin Grav.
Det er om denne ene vi skal höre.
For mer end to hundred Aar tilbage
var der en Synagoge-Forstander i Prags
Ghetto, som var Enkemand og havde
en Sön, der hed Isak. Drengen var
klog og tænksom, og fra han var lille,
vidste han, at han vilde vie sit Liv til
Granskning af Loven og den guddomme
lige Videnskab. Hans Fader önskede i
sit Hjærte, at han maatte blive som en
af de store Rabbinere, de berömte
Talmudister, den jödiske Menighed i Prag
havde ejet; men han vogtede sig for at
nævne det til Drengen, at han ikke skulde
henfalde til Hovmodsdrömme. Og
fore-löbig maatte han modarbejde hans
Læselyst, thi selv i sine Fritimer sad Isak
böjet over Bögerne — langt borte fra
det nærværende.
Naar Faderen tvang ham til at söge
lidt Hvile og Forfriskning, tyede han
gerne ned i Beth Chajim, den gamle
overgroede Kirkegaard, som laa bagved
deres Hus, og som de havde en lille lav
Dör ind til.
Dernede traf han Esther, som var
yngste Barn af Rabbineren Efraim
Horowitz — en halvvoksen Pige med blide,
sorte Öjne, der var saa tankefuldt lyttende,
som hörte hun altid efter noget könt og
klogt.
Hun elskede den grönne Dödens
Have med de mörke Hyldetrær og de
tal-löse Sten, hvis Indskrifter gav saa meget
at tænke paa. Hendes Fader havde
tydet adskillige af dem for hende, til hun
kunde dem helt udenad — disse Blade
af hendes Folks Historie.
Naar Isak kom ned i Haven gik de
sammen henad Gangene. Esther fortalte
Sagn om de döde, der laa under det
lange, stille Græs. Esther gemte paa saa
meget bag sine sorte Öjne, fordi hun
havde hort efter anderledes end andre
Born, fra hun var ganske lille.
Imellem gik de to unge ogsaa helt
tavse ved Siden af hinanden. Deres
Have var saa alvorsfuld, at man ikke
faldt paa at le eller blot tale meget i
den. Uvilkaarlig tænkte de sig, at
Löv-taget var saa mörkt, fordi de dumpe
Toner af »Kadisch» saa ofte löd op imod
det, og at Jorden var saa fugtig, fordi
der var grædt saameget ned over den.
Og en Gang pegede Esther op mod de
dystre, forvredne Hyldegrene og sagde:
»Det kunde være i de Trær, at de
havde hængt deres Harper. Kunde det
ikke ?»
Men imod Aftentid kom der et
Öje-blik, hvor den mörke Have gav sig til
at smile. »Der blev Lys» under alle
dens Hvælvinger. Thi da sendte Solen
saa luende Straaler paa skraa mellem
Træerne, at det var, som tændtes tallöse
Guldlamper inde bag Lövet Hvert eneste
Blad blev skinnende grönt som Ild og
Smaragd. Alle de dalende
Hyldeblomster lyste som gyldne Snefnug. Og
Duften blev saa stærk, saa krydret varm. . .
»Kom, Söndenvind, og blæs igennem
vor Have, at dens Vellugt kan brede
sig!» De to unge maatte se paa hinan-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
