Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Beth Chajim. Af Ingeborg Maria Sick
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
316
INGEBORG MARIA SICK
den og smile. Dödens Urtegaard blev
til Höjsangens Havel
Intetsteds dalede de smaa
Blomster-stjærner saa tæt, intetsteds skinnede de
saa hvidt som i Esthers sorte Haar. Der
lagde de sig til en Krans, der spandt de
et Slör. Da tænkte Isak, at hvis en
Konge vilde gifte sig som Ahasverus og
lod alle Verdens Kvinder skride forbi
sig, da vilde han ingen finde, der var
saa skön som Esther.
Men Esther vilde ikke have nogen
Konge. Hun vilde kun staa under
Bryl-lups-Baldakinen med en af sit eget
forfulgte, martrede Folk. Helst en, der var
forstandig og lærd som hendes Fader
og kunde fore Menigheden frem ad
Visdoms og Retfærdigheds Veje. Og
saadan var det jo, at Isak vilde blive en
Gang.
Saa slukkedes det luende Solguld i
Haven. Himlen blev sval og grönlig
bleg, Hyldens Blade sorte og dens
Blomster dödninghvide. Smaa skælvende
Stjærneglimt tændtes, forsvandt og
blinkede atter frem. . . Gennem den stille
Luft bares dybe Toner over imod dem
fra den nære Synagoge. Det var
Forsangeren, hvis Stemme kaldte dem til
Maarif, til Aftenbönnen. — —
En Dag, da Isak vendte hjem fra
Beth-Hamidrasch, Læreanstalten, som den
store Rabbi Jehuda ben Bezalel Löw havde
grundet, og hvori han var optaget fra
sit trettende Aar, traf han sin Fader paa
Gaden foran deres Hus. Han stod og
viste to fornemme fremmede Vej — en
Månd og en Kvinde.
Da Isaks Fader saa ham, vinkede
han ad ham og sagde, at han kunde
fore de fremmede ned til Floden.
Den fornemme Kvinde, som var
talende, stod og udbredte sig over, hvor
mærkelig den gamle Synagoge maatte
være. Tænk, at den havde staaet i tu-
sind Aar! Men Synagoge-Forstanderen
tilbod ikke at vise hende den.
Hun sagde: »Jeg vilde især gerne se
Guld-Lysestagen! Hvor staar den? Er
den virkelig tre Alen höj?»
Et Nu saa Isak sin Fader trække paa
Læben ad denne Kristenkvindes
Uvidenhed. Men saa blev hans Öjne mörkere
og mer slörede end för, og han sagde med
tungt Alvor: »Den syvarmede Stage er
det evige Lys. Dens Plads er i Templet.
Den fandtes aldrig i nogen Synagoge.»
Den unge Kvinde lo blot ad sin
Tankeløshed. Saa fulgte Isak de fremmede
ned til Floden.
Hans Fader havde jo svaret ret. Hvad
andet var der at svare? — — Men
medens Isak stod og saa efter de
fremmede, maatte han tænke. »Nu gaar
denne Kvinde og siger ved sig selv:
nej, det er rigtigt, i Synagogen findes
ikke det evige Lys! Og hvor er deres
Tempel! — Og hun vil sige til sin Månd:
den Jöde maatte da selv indrömme, at de
har ikke længer det evige Lys!»
Hvis Isak blot gik med dem endnu
vilde han svare: »Menorah* var kun et
Sindbilled. Det evige Lys var hos os
for den og er blevet efter.»
Men da vilde den kristne Månd tage
tilorde: »Hvad skulde I da med
Sindbilledet? Betöd det noget, da I havde
det, betyder det vel ogsaa noget, at I
ikke har det.»
Isak vilde ikke sige mere. Hvad
förte det til at kives med en kristen?
Aldrig til noget godt — tidt og mangen
Gang til noget ondt.
Men da han gik hjemad, syntes han
dog, at hans Fader burde have svaret
anderledes. Han skulde blot have sagt:
»Den syvarmede Stage hörte ikke til i
Synagogen.» Saa blev der intet for de
kristne at hænge sig i. — —
* den hellige Stage.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
