Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Beth Chajim. Af Ingeborg Maria Sick
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BETH C HAJ IM
319
sænke sine rastlöse Hænder ned i. . .
Det var. som drak hele hans Legeme
en Læskedrik.
Mellem det sorte Löv over hans Ho
ved var der en Anelse om hvid
Blomstring — som et blegt Genskin af det
blide Stjærneskær. Og den kendte, södlig
ramme Duft strög omkring ham som
Kærtegn og dyssede ham ind.
Esther var hos ham. Men de talte
ikke. De tav saa dulmende med
hinanden.
Hun tog hans tunge Hoved i sit
Sköd, lagde sine kolde Fingre mod hans
hede Öjenlaag og strög dem varsomt.
Saa lukkede ogsaa hans Tanker deres
tusinde trætte, forvaagede Ojne. Kun
en af dem voldte ham endnu Uro! »Jeg
er da ikke gaaet bort fra
Helligdommen ?»
Esther hörte Tanken. Hun svarede
—- eller sagde han det ved sig selv:
»Den Höj este bor i Mörke». . .
Ja, i Mörke . . Svalt og stille —
umaa-lelig dybt. Med bundlos Hvile.–-
Hans Ojne sprang op — blanke,
svidende torre. . . Den kvalme Stue var om ham
som för — han var pinefuldt vaagen.
Det korte Blund havde kun foröget hans
brændende Hviletörst. Men nu vidste
han, hvor Sövnen var inde, hvor den
livsaligste Ro biede efter ham. Nu havde
han Længsel faaet et bestemt Navn:
Beth Chajim.
— Næste Dag lod den syge
Rabbineren Efraim Horowitz hente til sig. En
Dreng, der gik tilhaande i Præsteboligen,
paatog sig det vovelige Hverv.
Tovende fulgte Rabbineren med. Men
da han kom ind i Stuen, hvor den unge
Præst nu henlaa i dödelig Mathed, sögte
denne straks at löfte Haanden imod ham
og fik stammet: »Schema Israel»*–
* Begyndelsen til den jödiske
Trosbekendelse: »Hör, Israel, Herren vor Gud, Herren
er en>.
Da kunde Rabbineren udrække sin
Haand og give ham Schalom *
Saa spurgte den syge sagte: »Min
Fader?»
Rabbinerens Ansigt blev mörkt: »Faa
og onde blev hans Livs Dage, efter at
hans eneste var död fra ham.»
»Og Esther?»
Rabineren böjede sit Hoved: »Hun
er i Beth Chajim».
»Der vil jeg ogsaa ned — kun dér
er Sövn. . . Jeg vil til mine Fædre»–
Domherren til St. Veit kom for at
se til sin unge Præst — og forfærdedes,
da denne, saa godt det lod sig göre,
vidnede, at han vilde dö i sin Barndoms
Tro.
Domherren var en Fredens Månd;
han lod ikke Rabbineren fængsle og
beskylde for at have overtalt og truet den
döende, som de fleste vilde have gjort.
Men han blev ved Sengen, til Sol gik
ned, og sögte at drage den syges Tanker
ud af den forfærdelige Vildelse, som
Feberen havde kastet dem ud i.
Det var forgæves — thi det vidste
Isak klart: han vilde ikke ud paa den
torre, skyggelöse og solhede, katolske
Kirkegaard, hvor Döden maatte blive
som en brændende sövnlös Nat. Han
vilde hjem til sin Barndoms grönne Have,
ned i den blöde, sorte Muld, under det
lange, duggede Græs, der groede saa
urörligt stille for ikke at forstyrre de
sovendes dybe, drömmelöse Ro. . .
Ved Solnedgang sögte den syge at
vende sig om imod Væggen for at dö
som en ret Jöde — og med et sidste
»Schema Israel« udaandede han.
Med Smærte lod Domherren den
frafaldnes Lig fore ned til Ghetto i Nattens
Mörke for ikke at vække en Opsigt, der
kunde give Stödet til nye
Jödeforföl-gelser.
Saa blev Isak stedet til Hvile i Beth
* Fred.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
