Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Beth Chajim. Af Ingeborg Maria Sick
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
320
INGEBORG MARIA SICK
Chajim ved Siden af Esther, thi dér
var netop en smal, overskygget Plads ledig.
Og Rabbineren tænkte, at nu var alle
de onde, mellemliggende Dage som
strög-ne bort — og de havde genoptaget deres
Barndoms stille Samvær hernede.
Saa önskede han Fred over dem
begge. »Schalom alechem». — — —
Men Sagnet vil vide, at den frafaldne
Præst har ikke kunnet finde Hvile i den
gamle Have, der vakte hans sidste
Længsel. Sövnlös blev Natten for ham under
de sorte Hyldetrær.
Der siges, at hver Gang de tolv
dumpe Slag runger gennem Mörket fra
Taarnet i St. Veit — da stryger et Sus
gennem det nattestille Beth Chajim. En
Skygge har rejst sig og glider henad
Gangene ud ad den lukkede Port,
gennem snævre, slumrende Gyder ned imod
Floden. . . Videre, videre — op imod
Hradschin. Ind i den rugende mörke
eller maanelyse Domkirke.
Den, der har staaet udenfor St. Veit
i Midnatstimen, vil kanske siden huske,
at han undrede sig over en Lyd —
aan-deagtig tyst, saa den mere kunde
fornemmes end höres — der syntes at
komme indefra Kirken. Det var, som om
Gengangertoner af Dagens Orgelbrus
fyldte det store Rum.
Men det er döde Hænder, som spiller
i Natten. Den frafaldne Præst sidder ved
Orgelet derinde.
De stumme, ordlöse Læber kan
ikke bede. Men Hænderne beder
henover Orgelets Taster. »De profundis». . .
»Miserere» . . .
Saadan drages han Nat efter Nat, fra
det Sovested, hvor han ikke fandt Hvile,
op mod den store Kirke — hvor han
med sine Hænders ordlöse Bön banker
og banker paa Dören til en större
Helligdom.
Det fortæller ialfald Sagnet. Og mon
ikke Sagnet har Ret?
Thi den Sjæl, der har faaet Hjemve
efter det evige Lys, den Sjæl, i hvem det
Ord er flöjet ind som en Gnist, den kan
ikke standse.
Om den ogsaa, overmandet af
Træthed, selv har villet bryde Flugten —
den maa dog tage den op paany.
Men vil den den higende Sjæl?
Naa fra det Dyb, hvori den selv har
sænket sig i Frafaldets Time, op mod
det evige Lys? De profundis. . .
Der siges, at för vil ikke Stövet
kunne smuldre hen i Fred her i Beth
Chajim.
Dermed ender Sagnet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
