Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Lidt om barokkens sjæl. Af Hans E. Kinck. Med 1 billede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
37°
HANS E. KINCK
staar med organismer i sin haand, som
selv i sin forraadnelse opfylder en
bestemmelse.
Det heter at »barokken» er den
klassiske kunsts, höirenæssancens, forfald.
Barok er kunsten efter »guldalderne»,
slæver olding sjæle, — »affektationen i
höisædet», heter det nok. Og til det kan
en da straks i sin almindelighed svare,
at der er en mulighed for at de nye
maal er ulöselige; der er ogsaa den
mulighed, at der er færre kunstnere som
hölder maal, fordi maalet er större. Men
det er jo ikke det samme som forfald.
Barokken nemlig trak frem sider og
skimted maal hvorimod man stimer den dag
idag.
Alt virkelig omslag i kunst, og da
ogsaa dette som man kalder barokken, er
generelt set, resultat av higen, av gæring,
som atter skriver sig fra utilfredshed og
misnöie med den kunst som er, eller
med den nærmest foregaaende kunsts
former. Forsaavidt optrær »barok» i
en eller anden periode ved al kunst, som
psychologisk og almenmenneskelig
nöd-vændighed. Man taler da ogsaa i
virkeligheden om barok i antiken, i gotiken.
Med andre ord, den er ifölge væsen noget
som kommer indenfra; den er ikke
import. Allerede udfra den generelle
betragtning blir det skær usans, naar en
ældre italiensk kunsthistoriker, Ricci,
udleder barokken fra orienten, indvandret
over Sicilien og Neapel til Rom. En tysk
forfatter Strygowski, som forresten löber
löbsk i den motsatte retning, er dog
paa rettere vei, naar han mener, den i
sidste instans kan föres tilbage til —
folkevandringen, idet han siger at hvad
gotiken blev for den germanske
kristenhed, blev barokken for den romerske
kirke og nutiden, og ikke uden i
sammenhang med samme gotik. — Barokken
synes mig i det hele stedmoderlig
behandlet i kunsthistorien; og det kommer
vel derav, at de lærde har fæstet sig ved
al dens mislykkede kunst og ved det
som kaldes »udvækster», mens man har
overset det psychologiske og væsentlige
og almenmenneskelige. Her naar man
ingen vei ved blot og bar lærdom, en
faar være fuldt saameget sjælekender.
Og saa har man dertil begaat den feil at
man omtrent udelukkende har studeret den
i bildende kunst; den studeres nemlig efter
mit skön ligesaa sikkert i den skrivende
kunst, ligesom det er der dens higen först
og fyldigst udlöste sig i fuldtonende
mesterværker. —
I Sixtinerkapellets tag har Michel
Angelo blandt den række unge mænd,
som sidder saa halslöst ytterlig der oppe
paa marmor-gesimserne under de överste
tagfelter, malet en under det billede,
hvor vorherre er ude og gir havet ordre
at vrimle av fisk. Der staar storm om
skikkelsen, i hans haar og om hans
ansigt. En uklar, men vældig uro skalv
gennem det sind som skabte den; underlig
direkte fortæller den om en storaands
onde fölelse av ikke at finde fodfæste;
det er den mystisk fængslende charme
over skikkelsen. Det er barokkens sjæl
som aander her oppe om gesimserne. —
Barokken kommer indenfra, og det er,
som sagt, derfor man kan snakke om
antik og gotisk barok; men for ikke at
komme paa vidderne saa vil vi her ved
barok forstaa den kunstneriske bevægelse,
nærmest i de romanske lande, fra ca. 1500
eller fra Michel Angelo av, indtil det
18. aarhundrede. Ligesom med
»middelalder» og »renæssance» er man jo nödt
til at avgærde og slaa fast en glose,
endda liv netop er det at gloser og
kategorier smelter og alt flyter over i
hverandre. I modsætning til renæssancen
som den rolige værens kunst,
tilfredshedens, mæthedens, stilstandens kunst,
har man, som f. eks. Wölfflin,
karakteriseret barokken som overgang fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
