Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Olaf Poulsen. Af Vilhelm Østergaard. Med 12 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6o6
JEPPE PAA BJERGET.
en tro Kopi af sin beromte Læremester,
Ludvig P/iister’ han fulgte Instruktionen
med den fineste Lydhørhed, og det var
sikkert gaaet ham gält, dersom han ikke
havde gjort det; thi Phister taalte ikke et
Haarsbreds Afvigelse fra de Betoninger og
Gestus, som han ansaa for den eneste
rigtige Holbergtradition. Men hvor
uselvstændig denne Efterligning end var hos
den attenaarige Debutant, saa robede den
fra første Færd to af hans herskende
Egenskaber: hans Kærlighed til og Respekt for
Holberg og hans Evne til en umiddelbar
Given sig hen, selv om det dengang endnu
blot var i sin Lærers, i Phisters Aand
og Vilje.
Men det varede ikke længe, før den
uselvstændige Begynder var forvandlet til
en sejrsikker, maalbevidst Kunstner, i hvis
Hænder alt, hvad han rorte ved, blev til
ædelt montet Guld. Der er undertiden
blevet talt herhjemme om Overdrivelser,
om altfor overdaadig Ødslen med sine
Gaver. Men hvilken Rigdom af
Skikkelser, støbte i den fasteste Form, har Olaf
Poulsen ikke fort frem paa Scenen.
Lad os standse et Øjeblik ved deres
Forskellighed.
Fra tidligere Aar husker man Mercadet
i Balzacs Komedie, en udpræget
Karakterrolle, typisk og almengyldig i langt højere
Grad end komisk. Olaf Poulsen
omskabte sig til denne Figur, ikke saa meget
i Masken som i Naturel og Temperament,
og han blev den Person, Balzac havde
digtet, uden at man kunde tænke sig ham
anderledes. — Fra en noget senere Tid
er hans Marquis i Sandeaus Lystspil
»Slottet i Poitou». Her er Billedet let og
lyst i Farverne, fuldt af elskværdig Naivetet,
kastende en egen Festivitas over den pyntelige
franske Adelsmand. Jeg har ovenfor nævnt
de to betydelige Karakterroller: Prokurator
Faldsmaal i »Gulddaasen» og Gamle Ekdal
i »Vildanden»; de har det tilfælles, at de
skildrer et Par forulykkede Mennesker; men
de tilhører forskellige Samfundslag og
Tidsaldre og er af vidt forskellig Individualitet.
Den skarpe Karakteristik, Olaf Poulsen
giver disse to Skikkelser, betegner, hvor
højt han naar som Karakterskuespiller.
Allerede i det rent Ydre et Par diametrale
Modsætninger: Faldsmaal et Stuemenneske,
vissen af Udseende og sygelig bleg,
ydmyg og krybende, Blikket paa en Gang
listigt og altid tryglende om Overbærenhed.
Gamle Ekdal bred og robust, busket og
blisset, en Bjørn, som en ond Skæbne
har tæmmet og gjort myg, men som
inderst inde bliver ved at være den gamle
Jæger og Friluftsmand, selv da Tagloftet
er blevet hans Jagtrevier i Stedet for
Skovene. Faldsmaal har endnu Mulighederne
for at kunne rette sig, og han vil helst
leve som en ærlig Månd. Gamle Ekdal
har i Grunden aldrig ophørt at være det,
men han kan ikke mere komme paa ret
Køl. Omgivelserne spærre for ham, og
Aarene tynger ham; derfor finder han aldrig
bedre Trøst end den Grog, han i Smug
laver sig inde paa sit Kammer, medens
han besørger sit kummerlige
Afskrivnings-arbejde for Grosserer Werle.
En tredie af de store alvorlige
Karakterroller — og fra de senere Aar — er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
