Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Olaf Poulsen. Af Vilhelm Østergaard. Med 12 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OLAF POULSEN
6i i
PER DEGN I »ERASMUS MONTANUS».
Lechat i »Forretning er Forretning». Som
den skarpeste Modsætning til de to andre
staar Forretningsmanden Lechat i al sin
brutale Styrke og Hensynsløshed, et
Menneske, der paa sin Vis er langt mere
moralsk ormstukken, hvem end ikke Sønnens
ulykkelige Død kan vriste bort fra det
Valgsprog, der er ham det eneste
saliggørende, at »Forretning er Forretning». Olaf
Poulsen tegnede denne moderne
Stræber-type med en Energi og Lidenskab, der gav
den overbevisende Sandhed og var af dybt
gribende Virkning. Hvert eneste Træk blev
til tindrende, lysende Liv; han viser os
Lechat paa samme Maade som Faldsmaal
og gamle Ekdal: ikke blot som de er
indenfor den Handling, der foregaar omkring
dem; men Skuespilleren forklarer i den
nøjeste Samfølelse med de Skikkelser, han
ifører sig, hvorledes Skæbne og
Omstændigheder netop har formet dem saaledes.
Gaar man fra disse indtrængende
menneskelige Skildringer over til de komiske
Karakterroller, staar vi ved en
Mangfoldighed af Figurer i det ældre og nyere
danske Lystspil, hvoraf det bliver vanskeligt at
udpege enkelte. Fælles for Olaf Poulsens
Fremstilling af denne Art Roller er hans
geniale Sikkerhed i Anlæget, hans
uudtømmelige Opfindsomhed, et gnistrende
Fyrværkeri af lunefulde Indfald, der udfolder
sig med den ægteste vis comica og
spreder en Festivitas over Scenen, som det
kun er givet faa udvalgte at bringe med
sig. Det er sandt, at naar han spiller
Løjtnant v. Buddinge i »Genboerne» —
eller i gamle Dage Anker i »Soldaterløjer»
— giver han sit Lune frie Tøjler og
sprænger alle Grænser; men hans Humor
er genial, og Rollerne indbyder i sig selv
til Overdrivelse og lider ikke Skade
derved, selv om man regner Stykkerne for
klassiske i Kraft af deres lange og veltjente
Levetid paa Scenen. Man vil ogsaa lægge
Mærke til, at hvor Rollen i sig selv
kræver fastere Omrids, selv om det er i
Vaudevillen eller i det letteste Lystspil, ved Olaf
Poulsen altid at baandlægge sit
overdaadi-ge Lune. Klokker Link i »Nej» eller
Zierlich i »Aprilsnarrene» er Mønstre paa
stilfærdig Komik, der virker med ikke
ringere Styrke end Ankers Galmandsstreger
og v. Buddinges Konfussionsmageri.
Om overhovedet nogen af vore store
Skuespillere i Tidernes Løb har vist Respekt
for sin Kunst og for hver enkelt af sine
Opgaver, da er det Olaf Poulsen. Sin
største Betydning vil han utvivlsomt
bevare som Holberg-Skuespiller, og paa dette
Omraade endnu mere end paa noget
andet viser sig hans Veneration for det Kald,
han øver.
Han begyndte med Jakob, Montani
Broder, da han var 18 Aar gammel; i den
nærmest følgende Tid spillede han
fortrinsvis nogle Arv-Roller, som næppe var dem
i det Holbergske Repertoire, der mest
interesserede ham. Men fra det Øjeblik, han
overtog den Holbergske Henrik — Henrik
i »Henrik og Pernille», Henrik i
iMaske-raden», Henrik i »Abracadabra» o. s. v.
— stod han som den fuldt udrustede og
modne Holberg- Skuespiller. Det er selve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
