Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Första häftet - Nutidens Frankrig. Af Georg Brandes. Med 10 Billeder. I—VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NUTIDENS FRANKRIG
31
Til Højre gik, om end med
varsomme Skridt, Vicomte Melchior de Vogue,
Grev d’Haussonville, Emile Faguet,
Gaston Boissier, det franske Akademis
stadige Sekretær, der syntes at maatte
bestemme det hele berømte Selskabs
Holdning. Alle disse undertegnede Opraabet
til Stiftelse af la Ligue de la Patrie
française, tilsyneladende et rent
fædre-landskærligt Foretagende, men der
planlagt af de hidsigste Nationalister, som
den senere afslørede Syveton, forsigtigt
skulde lede Frankrigs ypperste Mænd
over i den retsfjendske Lejr. Mange af
de bedste, som Victor Cherbuliez, den
fødte Schweizer, undertegnede vel i god
Tro, mente at den Sag havde intet
med Dreyfussagen at gøre. Og, som
han, den udmærkede Digter Jose Maria
de Héredia, der maaske nu følte Trang
til at bringe sin cubanske Oprindelse i
Glemme. Naar Melchior de Vogiié paa
denne Maade tog Parti, var det vel, fordi
Forfatteren til Bogen om den russiske
Roman og til den fine Fortælling Jean
d Agreve som en af de Mænd, der
virksomt havde forberedt Alliancen med
Rusland, frygtede Dreyfussagens opløsende
Indflydelse paa gammelfransk
Overlevering. Som ildfuld Patriot og noget
lukket Aand gik Henri Houssaye, den
udmærkede Historiker, Napoleonstidens
Epiker, i samme Spör. Paul Bourget
følte sig nødvendigvis dragen til den
Side, hvor Kirken og Hertugerne
befandt sig; men i sin Uvilje mod al
Demagogi fandt han intet forkasteligt i
Bestridelsen af en Domfældelse, hvis
Lovlighed var tvivlsom, og bevarede
uanfægtet sin Agtelse og sit Venskab
for Emile Zola. Gambetta’s tidligere
Veninde, Fru Juliette Adam, gik med
Lidenskab over i Nationalisternes Lejr
og med hende hendes unge Ven, Léon
Daudet, der udviklede sig til en af de
heftigste, politiske Journalister, som efter-
OCTAVE MIRBEAU.
haanden endog vendte Republiken
Ryggen og blev Talsmand for Monarkiet.
Af større Betydning i denne talrige
Gruppe var Jules Lemaitre, den
fremragende Kritiker og ansete Dramatiker,
som nu glemte sin literære Bølgegang
og sin gratiøse Tvivlelyst for med ilter
Lidenskab at hævde de nationale
Overleveringer mod Modstandere, som blev
gjorte til Fædrelandsløse eller
Forrædere, og ved hans Side Maurice Barres,,
der i Kampens Hede som Journalist
tabte ait Maadehold, al Finhed, og med
Sprogets groveste Skældsord faldt over
den ulykkelige Dreyfus og hans
Forsvarere, selv dog altfor anerkendt for
Intelligens til at overbevise nogen om
sin Ærlighed, naar han saaledes
fordømte.
Siden hin Tid er en halv Snes Aar
gaaede hen, og fle, som engang slog
sig sammen i Kampen for at bryde
Generalstabens og Jesuiternes forenede Magt,
er længst splittede ad i forskellige Lejre.
Nationalisterne, de overvundne, er for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
