Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Nutidens Frankrig. Af Georg Brandes. VII—XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I02 GEORG BRANDES
ALBERT S AM AIN. TEGNING AF
VALLOTTON.
hos den anden med en Dunkelhed, saa
sort, at Digteren synes at have sin
Læser til Bedste. Lyrikerne slog ind paa
forskellige Retninger med sære Navne,
den symbolistiske, den decadente, den
romanske, den psykologiske, under
deres naturlige Bestræbelse for at
frembringe noget, der ikke havde været før
dem. Mange af dem arbejdede, i det
mindste i et Tidsrum af deres Liv, paa
at bryde eller smidiggøre de franske
Versemaals og Rimreglers overleverede
Støbeformer, og mange forsøgte at
erstatte den regelbundne Rytmik og
Rimene med saakaldte frie Vers, enten
aldeles rimløse eller med Assonanser
for Rim, skønt det franske Sprogs
Karakter i dets Modsætning til det tyske
og engelske gør, at det mere end noget
andet kræver Rimet i Vers.
Blandt de nyere Digtere er vel Henri
de Régnier den mangfoldigste og
rigeste; hans lyriske Livsværk omspænder
forskellige Genrer og Tendenser. Han
er i sin Digtning Musiker og Maler som
faa, men har ogsaa Gaven til at
personliggøre det Abstrakte. Gustave Kahn,
en ivrig Teoretiker og Emancipator, er
undertiden gaaet helt op i Sprogmusik
og har drevet Forkærligheden for de
frie Vers videst. Albert Samain har
naaet dybere Virkninger og større Sødme
uden at bryde Versets overleverede
Form. Belgieren Emil Verhaeren har i
sine mer eller mindre regelbundne men
altid harmoniske Vers, en Fylde og
Farvepragt, der minder om Rubens,
mægtigt Sving, Barskhed og Ømhed.
Blandt de talrige Digterinder maa
især mellem de lyrisk udrustede nævnes
Grevinden af Noailles, født Fyrstinde
Brancovan, en Rumænerinde, opdragen
i Paris, hvis Lyrik er af første Rang,
lidenskabelige og daarende Melodier,
fremdeles den kraftige, tungsindige
Marguerite Comert, hvis Vers vandt
Sully-Prudhommes Interesse og Beundring,
endelig den som Romanforfatterinde ofte
rige og fyldige, som lyrisk Digterinde
lige fine og varme Lucie Delarue-Mardrus,
gift med Orientalisten Mardrus,
Oversætteren af Tusind og En Nat.
Der findes i Frankrig en Gruppe
selvstændige, alvorlige Romanforfattere,
som vilde være en Pryd for ethvert
Land.
Den tungeste er vel den nys afdøde
Édouard Rod, Genferen med den
mangesidige Kultur. Ved et mærkværdigt Træf
indeholder hans Roman La deuxieme
vie de Michel Tessier samme, meget
paafaldende Æmne, som Sudermanns
Drama Es lebe das Leben!, uden at
nogen af de to Digtere har vidst af den
anden (jeg har spurgt dem begge).
Æmnets Overensstemmelse ligger i, at
en Månd, der som politisk Leder har
udtalt sig i en opsigtvækkende Tale
imod Skilsmisses Tilstedelighed, selv
attraar en Skilsmisse.
Der er Brødrene Rosny, et
højtbegavet Par, hvis Æmner strækker sig fra
Urtiden til vore Dage. Var deres Form
saa distingveret som deres Intelligens er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
