Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Den evige Dröm. Af Albert Gnudtzmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN EVIGE DRÖM
461
Deres Liv. Kender De Historien om
hvordan Giotto kom til at male Pave
Bonifacius VIII?»
»Nej,» sagde Langtoft frygtsomt, og
deri havde han Ret. Giotto kendte han
naturligvis; han havde set hans »Hellige
Franciskus’s Död» i Santa Croce i Firenze.
Men Pave Bonifacius havde han aldrig
hört nævne.
»Pave Bonifacius vilde lade sig male,
og han stævnede Tidens berömteste
Malere sammen, for at de skulde aflægge
Pröve paa deres Dygtighed. De mödte
da ogsaa alle; nogle malede som
Pröve-billede Paven, andre Englene, den hellige
Jomfru, Sönnen eller Gud Fader selv paa
sin Trone. Tilsidst traadte Giotto frem.
Han forsögte slet ikke at male, tog blot
et Stykke Trækul og drog dermed en
Cirkel saa fuldkommen, som om den var
slaaet med en Passer. Da sagde Paven:
Giotto skäl udföre Værket! Den, der
saa sikkert forstaar at tegne den Figur,
der paa en Gång er den simpleste og
den fuldkomneste af alle, han er den
störste af Jer, thi det store rober sig
netop i det ganske simple. Og han saa
ikke fejl; Giotto blev en af de störste
Kunstnere, der har levet; havde han ikke
vist Vejen for den nyere Malerkunst, saa
var rimeligvis en stor Del Mesterværker
aldrig kommet til Verden. —
Godmorgen, unge Månd, gaa hjem og lær
noget !»
Den gamle Maler tog sin
bredskyggede Hat og gik. Men Langtoft sad
igen ganske nedslaaet. Paa den Maade
blev, syntes han, Kunsten paa en Gång
noget långt vanskeligere og noget langt
mere dagligdags, end han havde tænkt
sig.
Men pludselig var det, som han sköd
en tung Byrde fra sine Skuldre. Han
vilde leve Livet! Der var altid Tid
nok til at blive en stor Kunstner!
Og han berusede sig i den evige Stad,
der nu, da han havde lært den nöjere
at kende, helt havde opladt sig for ham.
Naar han stod paa Pincio og saa ud over
dens Mylder af Kupler, naar han under
Pinjerne indaandede den balsamiske Duft
af de brændende röde Roser, der aabnede
sig imod ham som hede, törstende
Læber, aa saa syntes han, at Lykken
bestod alene i at leve og at aande, og
Kunsten rykkede saa långt, långt bort —
helt der ud, hvor han saa Albanerbjergene
blaane, mens Livets Glans og Fryd
genspejledes fra tusinde blanke Pigeöjne,
fra den soltindrende Himmel og fra
Fylden af flöjlsagtigt, svulmende Löv. Ung
var han da endnu, og han drömte sig
stærk og sund. Naar han i nogen Tid
havde levet her nede, vilde sikkert det
sidste Kim af Sygdom være fordrevet
af hans Legeme, og saa laa Livet aabent
og lyst förän ham. Hvorfor skulde
ogsaa han, ene af alle, være udestængt
fra det?
Han havde ligesom opdaget Livet
fra nyt, og saa betaget var han, at det slet
ikke fäldt ham ind at tænke paa, at en
skönne Dag vilde den lille Kapital, han
havde haft med sig her ned, være
op-spist. Han havde lejet sig ind i et
meget billigt Pensionat, og ved den danske
Konsuls Mellemkomst havde han faaet
fri Adgang til Kunstsamlingerne. Hvad
behövede han saa mere? Ja, om
Aftenerne paa Osteriet et Glas af den
gyldne Vin, der flod som en brusende Ström
af Livskraft og Haab gennem hans Aarer
og hvoraf en Kvartliter kostede godt og
vel en halv Snes Öre i danske Penge!
Men det var ogsaa ait! Med hans
Levevis vilde hans lille Kapital kunne slaa
til en Maanedstid. Og hvad der laa der
ud over skænkede han ikke en Tanke.
En Dag traf han i Osteriet en
Lands-mandinde. Han havde set hende der
för, men talt med hende havde han
aldrig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
