Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Den evige Dröm. Af Albert Gnudtzmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
464
ALBERT GNUDTZMANN
»Er De ogsaa vis paa, at det hjælper,
naar Montén er ugyldig?» sagde en af
de yngre Malere.
»Aldeles vis. De ugyldige og falske
Monter er netop de bedste — saa snart
det da ikke lige gælder om at köbe
noget for dem.»
Karl Langtoft sagde ikke noget. Han
krummede blot sin Haand om
Pengestykket, som om han var bange for, at
det skulde smutte fra ham.
Udenfor Osteriet tog Selskabets
Medlemmer Afsked med hverandre. De vilde
allesammen mode paa
Termini-Banegaar-den den næste Dag for at sige farvel til
den hjemdragende.
Karl Langtoft gik alene til Fontænen.
Det var Maaneskin, saadan som det kun
kendes i Syden; han gik som paa
Bunden af en Sölvflod.
Der plaskede Roms skönneste
Springvand! Som kaade Flodguder boltrede
Vandstraalerne sig om Neptunskikkelsen,
steg i lodrette Kast, faldt ned i det
mægtige Bassin, der skummede som et
op-rört Hav, og steg paany.
Langtoft stod op paa den
Stenbalustrade, der löber rundt om Bassinet. Han
syntes, han saa for sig Sigrids Öjne: de
lyste som to Stjerner, ikke med en Flod
af hvidt Lys som Maanens men
inderligt, brændende, som Santhansorme. Og
hans Hjerte fyldtes af en uendelig
Lyk-kefölelse. Hun elskede ham, hun elskede
ham! Hun vilde gaa her nede i den evige
Stad og vente, vente og tælle Dagene,
til han kom tilbage.
Og han vidste, han vilde komme.
Naar han först var hjemme, vilde han
skabe det Værk, der skulde give ham
Kunstnernavn. Og en Dag, naar hun
mindst anede det, vilde han igen sidde
paa sin vante Plads i Osteriet.
Aldrig för havde han som nu fölt
hvad det vilde sige at være en Månd.
Aldrig havde han saa klart forestillet
sig den svimlende Mulighed: at eje hende,
at leve sit Liv med hende. Ja, den
Mont, hun havde givet ham, den skulde
være ham et got Varsel. Som den Ring,
Venezias Doger kastede i Havet,
formælede Lagunestaden med Adriaten,
saadan skulde dette Pengestykke nu være
Fæstensgave mellem ham og Rom, ham
og Kærligheden!
»Sigrid! Sigrid!» halvhviskede han
og slyngede Montén over sit Hoved ud
i det store, dybe Bassin. I det samme
mistede han Fodfæstet; han gled og
fäldt bag over, ned i det skummende
Vand. Saa hurtig gik det, at han ikke
kom til Bevidsthed om Faren; han
mærkede kun Vandet, der lukkede sig over
ham som et blödt Tæppe; han fölte sig
gennemisnet af en umaadelig Kulde, blev
saa pludselig helt varm og vel til Mode
og syntes, at han svævede, svævede,
opfyldt af en uendelig Foleise af Lethed
og Lykke, över et Landskab, der var
grönt og straalende som hugget ud af
den skæreste Smaragd.
Og saa blev det mörkt. Alting
lukkede sig om ham. Han sänk hen i et
uendeligt Mulm.
Otte Dage efter begravedes han paa
den protestantiske Kirkegaard. Hele den
nordiske Kunstnerkoloni fulgte. Da de
tre Skuffer Jord var faldet paa
Kiste-laaget, traadte Sigrid op paa Jordvolden
og ströede en Haandfuld hvide Roser
ned i hans Grav.
»Du smilede som et Barn, da de fandt
dig», sagde hun og kunde knap tale for
Graad. »Sov södt, Karl Langtoft, og
dröm, dröm, som du drömte, da du
levede !»
Lidt efter laa Kirkegaarden tom og
stille. Kun de höje Cypresser hviskede
en Vuggesang over den nye, fremmede
Gæst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
