Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Om Zahrtmanns Kunst. Af Nicolaus Lützhøft
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
638 NICOLAUS LUTZHØFT
Beretning til Lærredet; gjennem
Malerkunstens Midler at legemliggøre Billedet
af den store, ved Karakter og Evner
endnu mere end ved sin kongelige Æt
saa højbaarne Kvinde, der træder os
fortroligt i Møde fra den Bog, Leonore
Christine har skrevet om sig selv og sin
Lidelses Tid. — —
Faa danske Kunstnere har drukket
Inspiration af saa mange og
forskelligartede Kilder som Zahrtmann.
Hjemmets og Sydens Natur og Mennesker,
Fortids og Nutids Kunst, Mythologi, Sagn
og Historie, fra ait har hans Sjæl
hentet Begejstring, hans Pensel Stof. Men
intet Stof har han gjennemtrængt som
Jammersmindet. For ingen har han
knælet i saa ydmyg Tilbedelse som for
Leonore Christine. De dybeste Orgeltoner
i hans Kunst har laant deres
indtrængende Klang fra hendes Lidelseshistorie.
Det helligste, han viser os, er hendes
Træk.
Sine yderste Evners Anspændelse,
sine mest talende Midlers Kraft har han
viet til Forherligelse af denne store
Kvinde, som gjennem Zahrtmanns Dyrkelse
er kommet til at staa som en Slags Muse
for det mærkeligste, i sin Art det
betydeligste Værk i vor Tids danske
Malerkunst.
Den Række Arbejder, Zahrtmann har
skabt med Leonore Christine som
Midtpunkt, er vel af indbyrdes ulige Rang
— »kun de daarlige Maleres Billeder er
alle lige gode», siger Karl Madsen i en
Afhandling om Zahrtmann (Kunst. 4:de
Aarg. 11 —12 Hefte) — men vi føler i
dem alle Kunstnerens Betagethed, haar
han nærmer sig hendes Person.
Dog har han i denne Betagethed
kun faa Gange forsøgt at give et
Billede af den skønne fejrede Kongedatter
og Grevinde. Mest gribende er hans
Kunst, hvor den viser os hende i
Lidelse, Sjælekamp eller Resignation, og
i saa Henseende overgaas de første
Leonore-Christine-Billeder ikke af noget
senere.
Hvor beundringsværdig er ikke selve
Kompositionen af det første
Fængsels-billede ! Igennem den betones strax
Afstanden mellem Hovedfiguren og
Gruppen tilbage i Rummet.
Endnu stærkere end af Billedets
virkningsfulde Anordning fængsles man dog
strax af Leonore Christines Skikkelse,
der hæver sig som en mørk Masse i
Billedets forreste Plan. Hun har sin
Verden for sig selv, en Verden af Sorg
og bitter Ensomhed, dobbelt bitter i
disse Omgivelser. Paa sin fattige Seng
med Flalmen strittende frem under sig
sidder hun tungt og tavst, som en stor
Fugl, de har fanget ind fra Skoven og
sat i et Bur, der er for snævert til den.
— Hun har endnu ikke Tanke for, at
dette Bur nu skäl være hendes Livs
Verden, at der overhovedet kan skabes
Liv for hende indenfor disse Mure, som
hun senere lærte det; hun er, midt i
sin Ydmygelse, for stolt til at dele sin
Verden med de grove Skabninger, der
fornærmer hende med deres Spørgsmaal
og piner hendes Øren med deres
Lystighed og Snak. Hun har al sin Kraft
nødig for ikke at synke sammen og vise
dem mere af sin Ulykke end de
behøver at se. »Jeg bad Gud inderlig om
Siælens Styrcke og Taalmodighed, at
jeg mig ey skulle lade irre».
Maaske er den skønneste, i hvert
Fald den mest ophøjede, Karakteristik
af Leonore Christine givet i det derpaa
følgende Billede, hendes Udgang af
Fængslet, malt 1874. (Tilh. Ny
Carlsberg Glyptotek).
Det hører i alle Henseender til
Zahrtmanns ypperste Værker baade som
malerisk og sjælelig Skildring. I
Forgrunden den bukkende Slotsfoged, set
omtrent fra Ryggen. Han bærer en Fak-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
