Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Om Zahrtmanns Kunst. Af Nicolaus Lützhøft
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
642 NICOLAUS LUTZHØFT
I mange Aar har han stadig søgt til
Italien, — fra 1883 var gærne den lille
Bjærgby Civita d’Antino i Abruzzerne
Rejsens Maal, — for dér at hente
Forfriskelse og nye Impulser for sin Kunst.
Og ikke blot for Emnerne, men for
hans hele Farvesyn, for den Overhaand
tagende Drift mod stærke Farver, den
Udelukkelse af alle nevtrale Toner, som
mer og mer bliver betegnende for
Zahrt-manns Kolorit, har Dyrkelsen af Italien,
Studiet af Sydens særlige maleriske
Fænomener været en væsentlig Faktor, om
end den egentlige Aarsag naturligvis
beror dybere, i Kunstnerens eget stærke
Gemyt, hans rastløse Fremdrift, hans
medfødte Sympati for Superlativet.
Disse Egenskaber afføder det, man
plejer at kalde den koloristiske
Overdrivelse i Zahrtmanns senere Arbejder.
Ak! Publikum har al Tid haft det
svært med Zahrtmann! Han bød det
for stærk og pebret Kost.
Saa kom der virkelig en Periode, hvor
han begyndte at faa Folk i Tale, netop
med nogle af sine første italienske
Arbejder.
Det lille Billede af en Sabinerinde,
vuggende sit Barn, eller de tre unge
Piger, der kommer saa yndefuldt lystigt
vandrende ned ad Civita d’Antinos
Bjærg-trappe, maatte indtage ved deres
smittende Elskværdighed og havde slet ingen
skarpe Kanter, Tidens Kritik kunde
støde sig paa.
Lette og lyse i Farven, livlige uden
at være brogede, korrekte, kort sagt
fuldkomne.
Det er dog ganske betegnende, at
Billedet af Pigerne paa Trappen paa
fremmede Udstillinger, hvor man
bedømte det uden andre Forudsætninger,
end hvad et Maleri selv siger kyndige
Iagttagere, er blevet taget for et
Arbejde af en gammel Maler. Saadanne
Billedet har noget af Mesterværkets Ro,
og Zahrtmann kunde trygt have gjort
Holdt her og hvilet sig paa Laurbærrene.
Han var just den Gång 40 Aar, og »Mit
vierzig Jahrén ist der Berg erstiegen.
Wir stehen still und schau’n zuriick».
Maaske har der været et saadant
Øjeblik, et roligt Moment, hvor han
ligesom har samlet al sin Kunnen og
Viden. Han staar i disse Aar, som ait
nævnt, paa Mesterskabets Højde, i sin
frodigste Skaben, sin tryggeste Kraft,
men Zahrtmann bliver ikke staaende. Han
giver endnu Publikum og Kritik mange
haarde Nødder at knække.
Stigningen i hans Kunst gaar nu i
den angivne Retning af Farvens
Forceren. Der kan være noget af en
Djævle-besættelse i hans hensynsløse Brug af
Farvens stærkeste Dosis.
Men den, der for nogle Aar tilbage
saa Udstillingen af Danske Maleres
Billeder fra Italien, vil aldrig glemme,
hvordan Zahrtmanns fra Halvfemserne og
senere, gjennemglødede, brændende af
Farver som de var, virkede rent
umiddelbart slaaende, ganske dræbende for
Omgivelserne.
Dem vilde ingen dømme til at være
en ældre Mesters Værk. Er deres Farve
overvældende, saa er det Humør og den
Skønhedsbegej string, de udstraaler, ikke
mindre frisk og ungdommelig. —
Efterhaanden som Zahrtmann føler
sig hjemme i Civita d’Antino — han
har jo som andre Fyrster nu i mange
Aar haft sin Sommerresidens i Syden,
kun om Vinteren er han at træffe i
Atelieret i Amaliegade — udvides
naturligvis hans Emnekreds. Navnlig lægger
han sig her efter Friluftsbilleder med
mange Figurer.
Som et stort og mærkeligt Resultat
af Livet under Italiens Sol fremstaar i
1894 »Det mystiske Bryllup imellem
Biskoppen og Abbedissen af Pistoja».
Det er som en Koncentration af al
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
