Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Camilla Collett. Av Ragna Nielsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
98 RAGNA NIELSEN
tak og ærbödighet tænker over hvad vi
skylder hende.
I 1892 skrev Henrik Ibsen til Camilla
Collett: »En ny slegt staar nu færdig til
at ta imot Dem og forstaa Dem». Og
jubelen og hyldningen, som strömmet imot
hende paa festen den 23de januar 1893,
da hun fyldte sit 80de aar, skulde tyde
paa at Ibsen hadde ret. Den slegt
forstod ogsaa mere, den stod selv hele
kvindesaksbevægelsen mere nær. Men
den slegt som nu er den unge forstaar den ?
Camilla Collett begynnte; hele
kvindesaksbevægelsen fortsatte. Camilla Colletts
fordringer var i begyndelsen forholdsvis
smaa og ikke mange. Men under den
sterke bevægelse og det virksomme
ar-beide skjöt kvindelige personligheter rundt
om i landet kraftig vekst, syn og
for-staaelse klarnet, fordringerne blev större,
ja saa store at de næsten tok pusten
fra Camilla Collett. For hvad hadde hun
fordret? Hun fordret at den kvindelige
fölelse skulde respekteres, at egteskapet
ikke længer skulde være kvindens eneste
»brödstudium», saa hun blev tvunget ind
i et kjærlighetslöst egteskap bare for dog
at faa noget indhold i sit liv eller ■—
modbydelige elendighet! — for at bli
forsörget. Kvindesakens forkjæmpere
optok disse fordringer og utvidet dem.
Fordringerne blev undervisning og
utvik-ling som mændene, den samme frihet som
mændene til at utvikle alle mulige
naturlige evner, hvor store eller hvor
begrænset nu disse kvindernes evner vilde
vise sig at være. Og for at beskytte
denne frihet og adgang til arbeide vilde
vi naturligvis ha stemmeret, ansees som
borgere likesom mændene.
Er der noget unaturligt i disse
fordringer ? Og allikevel er det netop unatur
den yngre generation av kvinder
beskylder os for. I skrift og i tale kommer
det frem netop fra unge, lykkelige fruer,
at det kvindesaken fordrer av dem er at
de ikke skäl ha nok i at leve for den
månd, de barn, det hjem de elsker, de
skäl partout drive paa med arbeide
uten-for huset eller fortsætte sit studium, hvis
de har havt noget. Og saa gjör saan
en ung forelsket frue den makelöse
opdagelse, at den störste lykke i verden er
at bli fortryllet av og tilbede den månd
som for hende er den eneste i verden,
og hun opdager at barnefödsel og
barne-pleie og stel med sit hus og omsorg for
dem hun elsker er saa fuldstændig nok
baade for kræfter og lykkefölelse, og hun
meddeler andre sin vidunderlige
opdagelse — og har ikke
kvindesakskvin-derne frygtelig uret, tænk at ville
formene hende at elske sin månd og finde
nok av livsarbeide i at sorge for og stelle
for sig og sine? Men kvindesakskvinderne
svarer ganske simpelt: Vi vet ikke hvem
der har indbildt dig, at
kvindesaksar-beidet gik ut paa at avskarTe kvinders
kjærlighet til månd og barn og hjem.
Camilla Collett har ialfald aldrig gjort
det. For hende var jo de
kjærlighets-löse egteskaper netop kvindens störste
elendighet og nedværdigelse. I
»Erindringer og Bekjendelser» siger hun:
»Kan kvinde nogensinde
om hun blev nok saa hævet, nok saa fri
ophore med at være kvinde?»
og i »Mot-Strömmen» uttrykker hun
kvindebevægelsens program saaledes:
»Hvad er emancipation andet end at
gi det aandelige indhold, enhver har i
eie, anvendelsesfrihet?»
Og vi som har fortsat hendes
gjer-ning, tör paastaa at det vi vil,
uttrykker vi kort og godt i frihet og
likebe-rettigelse, men vi vil saavist intet
naturstridigt. Saa fåår hver gift kvinde ordne
sig efter sine særegne forhold, der kan
ikke gives nogen generalregel. Og hver
ugift kvinde som takket være Camilla
Collett og kvindesaksbevægelsen og ait
hvad den har utrettet, nu indtar en hæ-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
