Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Andra häftet
- Camilla Collett. Av Ragna Nielsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
io6 RAGNA NIELSEN
det gaar hende der er ham likegyldigt.
Hun er til for at mænd kan ha nogen
at forelske sig i og saa for at opofre
sig for manden. Og dette har hun at
bli ved med til »Jordens alle — vugger
sammen til grave fälde». Det var blit
en ensidig kamp for aandelig frigjörelse
og fremgang i Norge, hvis Henrik
Wergelands söster ikke hadde været mere
seende og forstaaende end han
likeover-for den kvindelige halvdel av
menne-skeslegten.
*
Vi har allesammen dannet os et
billede av Camilla Collett. Vi som har set
hende og holdt av hende, kjender
hendes storhet og hendes elskværdighet; vi
kjender ogsaa hendes mangler, hendes
egenskaber og pudsigheter.
Naturligvis hadde hun som andre mennesker
sine dyders feil. Hun var ikke alene
legemlig nærsynt, men ogsaa aandelig,
derved stödte hun undertiden an, blev
hvad folk kaldte »umulig». Næsten
altid var der noget iveien med det
daglige liv, og hun befandt sig aldrig
vel hvor hun var. »Tingen er», så Lise
Welhaven», »at hun vil bo midt paa
Slotsbakken, og der er ikke noget hus.»
Og hun jamret og klaget meget, det er
vist. Det kunde hun forresten spöke
med selv: hun kunde glæde sig ved at
ærgre sig, så hun. Koht fortæller i
»Breve fra Ibsen», at Ibsen engang bad
om at man ikke skulde hindre Camilla
Collett fra at bli oprört. »I ser jo at
det er det der holder begeistringens ild
vedlike i hende», så han. Men den dorn
av Björnson, som findes i »Gro tid» i
brev til Clemens Petersen, protesterer vi
imot. »Vogt dig for de norske»,
skriver han, »de er ikke alle saa
aaben-hjertige som jeg; de flestes feighet
be-staar netop i at synes likefremme indtil
det stödende, men netop da vet de
allerbedst hvad de siger. Og slik er fru
Collett. Hendes keitethet er forlegenhet,
og denne i sin dypeste bund
forfæn-gelighet. Tro mig! Sorger har hun
ikke havt, har et gemyt som de ikke
rörer(!). Hun er bitter, og det er en
helvedes lögn at sorg gjör bitter. . . Fru
Collett er ingen smuk karakter, tro du
mig.» Det kunde gjerne været udeladt
av brevene, ialfald vet vi at det bare er
et tilfælde, hvis Björnson ikke ved en
anden anledning har uttalt det stik
motsatte. Hadde nogen gaat til ham og
sagt: »det var en styg og ikke sand
kritik De der gav av fru Collett», vet
jeg godt hvad Björnson hadde gjort.
Han hadde stirret et par sekunder paa
den talende, og saa hadde han höit og
med megen emphasis raabt: »De har
ret. Jeg er et bæst.» Saa
sandhets-erkjendende og saa snil var han.
Camilla Collett var blit utrustet til
sin livsgjerning netop med den lykke og
de goder hun trængte for at opfylde sin
mission. Den likesaa nödvendige smerte
fik hun ogsaa i fuldt maal. Först det
lille rosenrode brev, som gav hende
indvielsen, og hvorved hun traadte ind i de
voksnes kreds. Saa mistet hun tidlig de
fleste av dem som utgjorde hendes livs
glæde. Og — Björnson maa undskylde
— hun hadde et gemyt saa fölsomt for
al lidelse, al disharmoni i livet at ingen
personlig lykke vilde tilfredsstillet hende
og gjort hende til et altid fornöiet
menneske. Men den ungdommelige
munterhet som Camilla Wergeland var bekjendt
for paa de glade lycéeballer, hvor den
straalende unge pike med de lange gule
kröller og den lyserode silkekjole samlet
om sig de unges skare til liv og lystighet,
den laa gjemt i hendes sind like til det
sidste. Naar man sat alene med hende
en aften, kunde den gamle trætte dame
begynde med jammer og klage over alt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Mon Dec 11 13:53:14 2023
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1913/0123.html
