- Project Runeberg -  Ord och Bild / Tjuguandra årgången. 1913 /
167

(1892-1945)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Dansk Dramatik. Af Carl Behrens

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

DANSK DRAMATIK

167

lets Sammensætning og den daglige Kamp
for at bestaa, var stærkt begrænset i
Repertoirevalg og derfor kun, naar et
Udstyrsstykke eller en Operette havde skæppet
godt i Kassen, kunde tillade sig den Luxus
at dyrke Litteraturen og Kunsten. Der
gik adskillige Aar, førend den af Edvard
Brandes 1889 indbragte Teaterlov, i
Forbindelse med Byens Væxt, voxende litterær
Interesse og en Skare gode Skuespillere
bragte en Ændring i dette Forhold.

De unge Forfattere var da henviste til
Det kgl. Teater, og de prøvede sig frem.
Først Edvard Brandes med Lægemidler’,
derpaa Holger Drachmann med Puppe
og Sommerfugl, Otto Benzon med En
Skandale, tilsidst S. Schandorph med
Valgkandidater, J. P. Jacobsen, hvem
man paa Teatret tilskrev Forfatterskabet
til Edvard Brandes’ anonymt indleverede
og antagne, men af »Anstændighedshensyn»
uopførte Et Bese-g, fik aldrig det
Skuespil fuldendt, af hvilket et Par Scener
findes blandt hans efterladte Udkast, og Karl
Gjellerup maatte se Skuespil efter
Skuespil forkastet, indtil Dagmarteatret og det
da værende Fri Teater spillede de
vægtigste af dem.

For den for Teatret skrivende Ungdom
i Danmark blev sidstnævnte Teater af den
største Betydning i de sidste 20 Aar fra
90’ernes Begyndelse at regne. Her fik
Gustav Wied, Helge Röde og P. A.
Rosenberg — for blot at nævne nogle enkelte
Navne af forskellig Retning — deres
betydeligste dramatiske Frembringelser opført og
vändt over denne Scene først for Alvor
Indpas paa Det kgl. Teater. Ogsaa
Folketeatret skænkede nu og da en ny
Dramatiker Husly — saaledes fremfor ait
Hjalmar Bergstrøm med Lynggaard 6° Co.y
og denne Forfatter er senere — fraregnet
en enkelt, forøvrigt lidet heldig Escapade
til Det kgl. Teater — bleven sin første
Scene tro. Til disse Forfattere maa —
som de yngre Dramatikere, vore Teatre i
de kommende Aar tør bygge paa — føjes
Henri Nathansen, Julius Magnussen og
den unge Islænder Johann Sigurjonsson
der skriver paa dansk. Svagere staar Pålle
Rosenkrantz, hvis Talent udstykkes i en
Masseproduktion, der ikke lader ham naa
ud over det rent grovt tilhuggede eller
ufordøjede, ufuldførte eller ugennemtænkte
som det retsfilosofiske Skuespil / Kongens

Fred, der forrige Vinter hurtig bukkede
under paa Folketeatret*.

Teatret drager — ind i dets
Trylle-kreds lokkes baade Amatøren og
Romanforfatteren, der her Ansigt til Ansigt med
det tusindhovedede Publikum haaber paa
at vinde den hurtige, genlydende, sig rask
forplantende Sejr. Til førstnævnte Art kan
uden Fortrydelse Karen Bramson
henregnes. Opførelsen af hendes Skuespil
Kongemagt paa Det kgl. Teater i Foraaret
1911 var Resultatet af ikke saa faa Aars
Bestræbelser for at naa frem paa Scenen
med Skuespil, der rent formelt set var
upaaklagelig byggede, men rigtignok heller
ikke blev til meget andet end netop Form.
I »Kongemagt» har Fru Bramson i
Væd-dekamp med saamange andre nyere
Forfattere — Alphonse Daudet, Jules Lemaitre,
vor hjemlige Laurids Bruun o. fi. a. —
villet skildre det moderne Kongedømme
og dets Indehavers haabløse Kamp for at
blive den rette Folkets Konge. Hans
tragiske Lod er og bliver Miskendelse.

Som Forfatterinde fortjener Karen
Bramson den samme Benævnelse, som endnu i
det nuværende Tyskland anvendes om
Indehaversken af et bestemt Rollefag:
Salondamen. Hun ræsonnerer eller lader de
Personer, der er hendes Talerør, ræsonnere
saaledes, som de elegante Damer i en Salon
ved Théen behandler Dagens store,
brændende Spørgsmaal — de, som endnu
stadig staar uløste for Verdens Tænkere og
Statsmænd. Man søger forgæves i hendes
Skuespil om lidt af den ubændige
Lidenskabelighed, man fristes til hellere at sige
Tøjlesløshed,, der præger de engelske
Stem-meretskvinders Færd — jeg mener: man
vilde gærne bortgive hele denne
Glans-billed-Overflade for lidt susende
Temperament, for et Par Repliker, hvor
Forfatterinden satte en Personlighed ind.

Dette er baade Stykkets og dette
Forfatterskabs Grundmangel: man fornemmer
ingen personlig Indsats, kun affable Smil
og Verdensdame-Ræsonnementer — ofte
af en Fladbundethed og Banalitet, at det
gyser i En.

Formelt var som sagt ait i bedste
Orden, Replikerne nittede sammen med
Fermhed, men det gik Tilskueren og ikke mindst

* Alle de i denne Artikel omtalte Skuespil er
udkomne hos Gyldendalske Boghandel, Nordisk
Forlag.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Jul 3 21:58:44 2016 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/ordochbild/1913/0186.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free